HAMAS STÅR NÆVNT I BIBELEN

Den kristne moral’ bli’r sat på prøve i denne tid. Landene indbyrdes bliver stillet overfor problemer, der i den grad er udfordrende med hensyn til, at de opfører sig korrekt. Magthaverne afsløres (for alverdens øjne), og medierne stiller hensynsløst til skue, hvordan de opfører sig med hensyn til løgn og sandhed; politikerne kan ikke mere skjule deres ’inderste tanker’. Omstændighederne hiver dem ubarmhjertigt frem i lyset, og ’mørkets gerninger’ kommer for en dag og bliver skånselsløst åbenbaret!

Til de kristne lyder det i denne tid: ”Frygt ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal blive kendt (Matt.10:26).” Vi behøver altså ikke at være bange for ’hemmelige aftaler’ i disse sidste dage. Alt, hvad der bliver aftalt mellem ’de store og mægtige’, vil til sidst komme for en dag, og alt, hvad de hvisker hinanden i ørerne, vil afsluttende blive kendt og stillet til skue. Gud ved, hvad der bliver besluttet i det skjulte, og han fortæller det til sine profeter. Skriften siger: ”Gud ved, hvad de taler i deres inderste kamre (2.Konge 6:12).”

*

Forud for den første rædselsfulde domshandling, som ramte jorden på Noas tid, siger Skriften, at ’Gud betragtede sit skaberværk – og se, det var fordærvet, for alt kød havde gennemgribende ødelagt sin vej på jorden (1. Mose 6:13)’.

Herren iagttog, at ’det onde’ i menneskerne tog mere og mere overhånd – ja, alt, hvad de tænkte og planlagde, var den rene ondskab dagen lang (v.5, parafrase). Men der var ét menneske, som Gud stadig syntes godt om – og det menneske hed Noa!.

Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt alle sine ’vildførte samtidige’: Noa vandrede simpelthen med Gud!

Den efterfølgende beskrivelse af tilstanden på den fordærvede jord, fanger vor interesse i en særlig grad; det hedder nemlig: ”Jorden blev fuldt af uret” (eller ’vold’) (1. Mose 6:11).” Det for os interessante er, at ordet ’vold’ er på hebraisk ’Hamas’.

Det ord, som bliver brugt i den hebraiske bibel, er ordet: ’Hamas’. Der står således på dette sted: ”Jorden blev fuld af ’Hamas’ (v.11).

Originalteksten gentager det famøse ord i vers 13, hvor der står skrevet: ”… fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret (eller ’vold’), derfor vil jeg udrydde dem af jorden.” Også her er det hebraiske ord: ’Hamas’ anvendt.

Denne enestående opdagelse bliver der omhyggeligt givet rede for i den svenske pastor, Lars Enarson’s bibeltime, som sendes på You Tube fra Jerusalem. ”Det besynderlige er,” siger Lars Enarson, ”at netop dette stykke af Bibelen refereres i disse dage, hvor teksten indgår i den traditionelle bibellæsning for jøder verden over. Navnet ’Hamas’ bliver altså nævnt to gange i alle verdens synagoger, når disse tusindårige skrifter oplæses!

Dette må jeg nævne som indledning til det, jeg egentlig har på hjerte. Nemlig: den danske regerings arrogance overfor Israel, og folkets tydelige hælden til ’at forsvare Israels fjender’ i deres vedvarende forsvar for Hamas.

EN TID, HVOR VI MÅ LADE OS BELÆRE

Derfor: ”Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke imod kød og blod,” siger Paulus (Ef.6:12).”

Det er altså ikke almindelige mennesker af ’kød og blod’, vi er op imod! De sande fjender er ikke folk, som er skabt ligesom vi. De er dannet af et andet materiale, og hvis vi ikke fra den første begyndelse er klar over, at det er åndelige væsener’, som vi strider med, så er slaget tabt på forhånd!

Vi fatter altså dybt i os selv, at tiden nu er kommet, hvor vi må lade os belære vedrørende: ’den kamp vi skal kæmpe’.

Den er imod ’magterne og myndighederne’ (og så følger en definition, som absolut må vække vor opmærksomhed). Paulus skriver: ”I er mod verdensherskerne i dette mørke,” og han tilføjer: ”mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (v.12).” Mere klart kan det næppe siges! Med fornyet kraft belærer Herren selv sin menighed ved at fortælle dem, at det er en ’kosmisk kamp’, som vi står overfor – og at frontafsnittet ligger ’i den himmelske sfære’, som kaldes ’himmelrummet’ (v.12).

*

Nærmere betegnet er det ’tidsånden’, som Herren udpeger for os! Altså en åndelig kraft, der gør sig gældende i den generation, som vi tilhører. Den er specielt virksom i det slægtled, vi lever i, og den styres af: ’Herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn (Ef.2:4).’

Oprøret mod Gud viser sig altså helt aktuelt på en særlig måde i den tidsalder, som er vor, hvor den styres (fra regeringstoppen og nedefter) af mennesker, som er helt og holdent i disse overjordiske kræfters vold.

Paulus er skånselsløs, når han forklarer, at det drejer sig om regeringsledere, finansfyrster og fagforeningsbosser, der er styret af deres køds lyster og handler nøjagtigt efter, hvad deres kødelige drifter og lidenskaber dikterer dem. De gør nøjagtigt, hvad deres umiddelbare indskydelser leder dem til – og det er her, at de kristne skal være på særlig vagt!

*

Jeg blev mildest talt forbløffet ved at læse, at professor i islamisk teologi ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet, Thomas Hoffmann, har ladet en bemærkning falde, (i anden forbindelse) at Paven i sin tid har givet Voltaire en medalje, fordi han har skrevet et kritisk værk om Muhammed.

Jeg undersøgte sagen, og det viser sig, at professoren har ret. Pave Bendictus XIV, gav Voltaire i 1745 en medalje på trods af, at han var imod den kristne tro! Voltaire mente nemlig, at evangelierne var opdigtede og fulde af selvmodsigelser. Han hævdede, at Jesus ikke har eksisteret, og hans private breve indeholder konstant ordet ’l’infame’ (den skændige), og nogle mener, at Voltaire med denne ’smædelse’ sigter på Kristus!

Men Pave Benedictus XIV gav ham på trods af dette en medalje og udmærkede således den mand, som mere end nogen har bekæmpet den katolske kirkes magt.

Derfor (mener jeg) kan Voltaires skrifter aldrig imødegås med verdslige argumenter. Kun ved Guds Ord kan denne kyniske forfatter bekæmpes.

VELSIGNELSEN OG FORBANDELSEN

Der er en sætning fra Bibelens forudsigelser, som vedbliver at dukke op, når der reporteres fra hovedsæderne i de Hamas-venlige stater. Sætningen lyder sådan: ”Så siger den Herre, Herren: ”På hin dag skal en tanke stige op i dit hjerte, og du skal oplægge onde råd… (Ezekiel 38:9). Men på hin dag, når Gog overfalder Israels land,” lyder det fra den Herre, Herren, vil jeg give min vrede luft (v.18), – og jeg går i rette med ham med pest og blod, med regnskyl og haglsten; ild og svovl lader jeg regne over ham – og han skal kende, at jeg er Herren (v.22-23).”

Det er således ved at være ’sidste udkald’ for denne verdens statsledere med hensyn til (med hjertet at forstå) 1. Mosebog, kap. 12, vers 3, som siger: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. I dig skal alle jordens folk velsignes.” Og dermed kommer jeg til denne artikels egentlige ærinde:

”Den dag, hvor den danske regering vil række hånden til Israel – uden den mindste form for arrogance eller hovmod (Rom.11:17-18) – dermed vil den samtidig og uden den mindste tøven flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed anerkende Den Hellige Stad som Israels hovedstad, og dermed stiller den sig som en allieret med Israel i den trængselstid, som vil gå over jorden.

*

Der er pludseligt blevet så stille, efter at Statsministeren Mette Frederiksen i midten af november 2019 udtalte sig skarpt med hensyn til Færøerne, som gav udtryk for, at de ’solo’ ville anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Den daværende færøske udenrigsminister, Jenis Av Rana, fortalte på det tidspunkt Politiken, at man på Færøerne arbejdede konkret på, at få åbnet en ambassadelignende repræsentation i landet.

Tidligere på året havde statsministeren gjort sig til talsmand for at give både Færøerne og Grønland større selvstændighed i deres udenrigspolitiske synspunkter – men da det straks viste sig, at Færøerne havde et udpræget ønske om at anerkende Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, så fik statsministerens tone en anden lyd; det lykkedes hende at få ’de farlige røster’ gjort tavse!

I dagens storm med krig og antisemitisme melder emnet sig igen! Lad der i dag træde mænd og kvinder frem på Færøerne og i Danmark, som finder det relevant, at række hånden til Israel, og som (midt i dette kaos af meninger og uløste spørgsmål) siger ja til at flytte den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem!

Om dette spørgsmål har jeg især ét læremæssigt argument at fremføre. Det gør jeg hermed i det følgende:

GUD FORTRYDER IKKE SIT KALD

Med hensyn til Israels ’aktuelle politik’ er det måske ikke alt, som vi (som hedningenationer) kan give ’fort bifald’. Det er heller ikke det afgørende! Det er det grundlæggende spørgsmål, som bestemmer vor holdning. Og her er for de kristne ingen tvivl mulig: Vi står på Israels side!

”Er førstegrøden hellig, så er hele dejen det også; og er roden hellig, så er grenene det også (Rom.11:16),” argumenterer Paulus.

Det vil sige, at hvis det første korn, der høstes på en mark, er hellig, så er den dej, der laves af kornet, det også! Hvis altså de første læs af høsten er god i Herrens øjne, så er hele marken godkendt – og brødet, der kommer af det høstede korn, er ligeledes accepteret.

Gud er ikke ’så uvederhæftig’, at han fortryder sit kald og sine nådegaver! Hvad han har begyndt, gør han færdigt. Hvad han har udvalgt, vedbliver med at forblive i hans udvælgelse. Hvis roden i et træ er sund og god i hans øjne, så er hele træet naturligvis godtaget – selv den mindste gren eller tvist har fået den guddommelige accept. De er hellige for Herren…

*

”Hvis nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig overfor grenene (Rom.11:17).”

”Dersom nu nogle af stamtræets vældige grene er blevet ’brudt af’,” forklarer Paulus (idet han går i detaljer med dette billede på ’udvælgelsens hemmelighed’) og du – som ikke er andet end ’et lille, ubetydeligt skud fra et vildt oliventræ’ – bliver podet ind i stedet for de brudte grene, hvad sker der så?

Det er jo sandt, at Gud i sin vrede ’brækkede nogle af grene af træet’ (på grund af deres vantro) og det er lige så sandt, at han har taget et skud fra et fuldstændig ’vildt oliventræ’ – ja, han har selv indpodet det ’midt iblandt de oprindelige grene’, for at det skulle (’sammen med dem’) få del i ’den fede saft’, der strømmer fra den fælles rod.

Hvad betyder det andet, end dette er et tegn på Guds barmhjertighed, og at det aldrig på nogen måde (må Gud forbyde det), må få ’det lille skud fra det vilde træ’ til ’at hovere’ over de andre grene.

*

Grundlæggende står Israels Gud altid på Israels side, og fundamentalt set vil han altid forsvare Israels sag! Den kristne har samme holdning. Han vil dybest set altid holde sig til Guds udvalgte folk og vil af hjertet altid knytte sig til Israels sag.

De kristne nationer har den samme moralske forpligtelse. I det store og hele vil de til stadighed støtte Israel, og de vil se det som en etisk forpligtelse at hjælpe Israel. De kan derfor aldrig gøre fælles sag med Israels fjender, og de er på verdensplan at betragte som Israels allierede.

Denne holdning er konklusionen på apostlen Paulus fortælling om ’det vilde oliventræ’, som er blevet indpodet på ’det ægte træ’, og som nu er blevet en eksistentiel del af det oprindelige olietræ. Det vilde olietræs gren er nu for evigt blevet – på godt og ondt- sammenvokset med det oprindelige træ og nyder for øjeblikket ’den fede livssaft’, som kommer fra roden – og det må herefter aldrig, aldrig ske, at det vilde hedningetræ giver sig til at hovere (eller hæve sig op over) de naturlige grene (jøderne) på træet.

FÅ IKKE FOR HØJE TANKER OM JER SELV

Det er helt på sin plads i dagens drama, at gøre sig disse højaktuelle betragtninger over de kristne nationers ansvar overfor Israel. Denne time fordrer det!

”Det er og forbliver en evig og tilfulde gældende sandhed, at der er blevet brækket nogle uduelige og oprørske grene af det jødiske træ (fordi de forkastede Israels Gud og holdt sig til afguderne). Samtidig er det en lige så kostbar sandhed, at hedningerne (de troende ikke-jøder) har fået en plads på det oprindelige olietræ på grund af deres tro.”

Men dette sidste bør ikke give dem anledning til nogen form for hovmod. Dette skal under ingen omstændigheder føre til, at de får for høje tanker om sig selv! Sådan som det i øjeblikket er tilfældet med Danmark, der har fået et gudløst styre, som behandler Israel med arrogance og vedvarende nægter at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad…

Og her lyder en til døden alvorlige advarsel til de styrende i Danmark, som siger højt og tydeligt og klart: ”I har nu forstået, at der i denne time er grund til at være på vagt. Thi hvis Gud ikke skånede det naturlige olietræ, men uden skånsel brækkede de gudløse grene af, så vil han heller ikke skåne jer (Rom.11:20-23, parafrase).”

”Her ser I på én gang Guds godhed og Guds strenghed. Hans strenghed mod dem, som faldt fra, og hans godhed mod dem, som holder fast ved hans godhed. Ellers bliver I også brækket af (Rom.11:11, parafrase).”

*

Det kan være, at du siger: ”Hvordan kan Gud finde på at bebrejde os, når det alligevel er ham, der bestemmer?”

Hvem tror du egentlig du er, – dig, som spørger så frækt og respektløs! Ja, dig, som kun er et menneske. Du stiller dig op og begynder at svare Gud igen?” (Rom. 9:29-20)

”Har man nogensinde hørt, at leret give sig til at spørge den, der former det? At det på drejeskiven pludselig råber: ”Hvorfor danner du mig sådan?” Har en pottemager ikke ret til at forme leret, som han vil? Har han ikke ret til at lave fornemme og værdiløse krukker ud af den samme klump ler?

Jo, og Gud vil på et tidspunkt vise sin vrede og sørge for, at alle mennesker lærer hans store magt at kende. Men selvom han straffer dem, som gør oprør og som allerede er på vej mod fortabelse, så holder han igen. Og har han ikke ret til det? Hvem vil standse ham? Hvem vil holde ham tilbage, når han viser sin overstrømmende kærlighed mod dem, der tager mod hans tilgivelse og får del i hans herlighed. Det fører os til at betragte det sted, hvor de kristne føres hen, når de forlader denne jord, og vi skal trøste hinanden med disse ord:

PARADISET SOM VENTER OS

Paulus fortæller et sted om ’et menneske’, som han er ’godt bekendt med’. (Han taler faktisk om sig selv).

Han siger, at han har lyst til at tale om, hvad ’dette menneske’ har oplevet. Ja, han mener, at det måske vil kunne fremstille hans person i ’et særligt lys’, hvis han gav sig til at beskrive de syner og overjordiske oplevelser, som Jesus har givet ham; men han ved på forhånd, at det ikke gør hans tilhørere mere motiverede til at lytte til hans belæring. ”Den slags praleri får jeg alligevel ikke noget ud af,” siger han, men fortsætter så med at tale om det forunderlige, som han 14 år forinden har oplevet. ”Dette menneske,” (han fortæller her om sig selv) ”blev pludselig ført op til den tredje himmel. Jeg er ikke klar over, om jeg rent fysisk blev revet ud af mit legeme – men Gud ved det (og det er det væsentlige), men jeg blev altså rykket bort til Paradis, og her hørte jeg uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale (2. Kor. 12:2-4, parafrase).”

*

Vi får her betydelig del af informationer (som apostlen deler med os ud fra hans personlige oplevelse), der altså fandt sted 14 år forinden, men som er præget i hans erindring, som en åndelig begivenhed, han ikke kan glemme. ”Jeg blev bortrykket,” fortæller han, hvilket jeg (og andre med mig) kun kan forstå som, at Pauli legeme forblev her på jorden, mens han i sin ånd blev bortrykket til den tredje himmel.

I den tredje himmel befinder sig Paradiset, og det er det sted, hvor de hensovede kristne samles for at være sammen med deres frelser. Vi bør tillade os selv at betragte dette sted nærmere, idet der er mange kristne, som er i vildrede med, hvor deres kære går hen efter døden – dem, som har overgivet deres ånd og sjæl i Jesu hånd, inden de drog det sidste åndedrag her på jorden.

Det første vi med lettelse og glæde bemærker, er, at den fattige mand (ved navn Lazarus), der levede et elendigt liv på denne jord, oplevede i sin dødsstund, at ’blive båret af engle hen i Abrahams skød’ (Luk.16:19-22).

EN MALENDE BESKRIVELSE

De engle, som havde fået besked på at hente Lazarus, fik ikke befaling om, at de skulle bringe ham til hans grav, men de skulle bringe ham til ’Abrahams skød’ (Luk.16:22). De skulle altså ikke føre ham til det ’kolde sted’ (som vi alle tænker på med en vis gysen), men til et sted, der er varmt og fortroligt, og hvor han bliver godt modtaget.

”Kom mig i hu,” (husk på mig) stønner den arme korsfæstede røver, som hang til højre for Jesus. ”Glem mig ikke, når du kommer i dit rige.” Jesus svarer ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis (Luk.23:42-43).”

”Derfor hedder det,” forklarer apostlen (i sin udredning af denne hemmelighed); ”Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver (Ef.4:8).” Paulus bruger her billedet fra det romerske triumftog, som en sejrende general blev ført i, når han vendte hjem fra slagmarken: Han kørte i en pragtfuld vogn, som blev trukket af hvide heste, og førte med sig det vældige bytte, som han havde taget fra fjenden. Heriblandt var ’de tilfangentagne konger, prinser og generaler, … hvilket beskrives med ordene: ”Han steg op til det høje, bortførte fanger (Ef.4:8).”

(’… og gav menneskene gaver’ (v.8), hvilket præciseres i samme skriftafsnit, som siger: ’og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere (v.11)’.

At Jesus ’bortførte fanger’ forklares bedst i Pauli brev til Kolossenserne, hvor hans triumftog beskrives med følgende: ”Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog med Kristus (Kolos.2:15).” Eller endnu bedre: ”den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.” Det græske ord for ’paradis’ er let genkendeligt. Det er simpelthen ordet: ’paradeisos’, og det beskriver et vidunderligt sted, en skøn park, som gengives i Septuaginta med ’Edens have’.

*

Højsangen giver en malende beskrivelse af en sådan have, som Lazarus af engle blev båret ind i, og som røveren fra Golgata vågnede op i (efter at hans ben og knogler var blevet knust af de romerske soldater).

”Det er en lukket have med en forseglet kilde,” fortælles det. ”Den er fuldt af de dejligste granatæbler og vellugtende træer. Der findes både en brønd med frisk vand og en kilde, der strømmer ned fra et bjerg. En søndenvind blæser som en brise gennem haven og spreder dens duft blandt havens træer (Højsangen 4:12-16, parafrase).”

Kong Salomon beretter, hvordan han har forsøgt at skabe et sådan hvilested, hvor hans sjæl kunne finde ro. ”Jeg anlagde mig skønne haver og fredfyldte lunde og plantede alle slags træer deri – ja, bygget mig damme til at vande en hel skov i dens opvækst – men se, det var alt sammen tomhed og jag efter vind. Du kan ikke indrette noget af den slags under solen. (Kun evigheden kan rumme det… Prædik. 2:5-6 + 11).”

VI MISTER IKKE MODET

Når en kristen dør, bliver han direkte bragt ind i paradiset. Der er ingen ventetid eller prøver, der skal bestås. Jesus har betalt for hele denne rejse; og hans sejr er fuldkommen! Siger Skriften ikke, at ’vi som kristne har den samme indstilling, som Skrifterne giver udtryk for: Vi er fyldt af tro, og derfor taler vi’!

”Vi er nemlig overbeviste om, at når Gud lod Jesus stå op fra de døde, så vil han også lade os blive levende igen, så vi sammen kan stå foran Gud.” – Vi mister altså ikke modet, for selvom det går ned ad bakke med det ydre menneske, så bliver vort indre menneske fornyet hver eneste dag.

De lidelser, som vi for øjeblikket må gennemgå, er lette i forhold til det evige livs herligheds-vægt. Vi er derfor ikke optaget af det, man kan se, men af det, som man ikke kan se. Det, man kan se, varer kun for en tid, men det man ikke kan se, varer evigt (2.Kor. 4:13-18, parafrase).”

Læs under Retsopgøret artiklen: ’BIBELSK BETYDNING AF BRØDETS BRYDELSE(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.24.11.2023.

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *