LANDET BLI’R HÆRGET
Vi siger i det nye år 2024, at ikke alt er tomhed eller tomhedens forfængelighed. Ikke alt er formålsløst og håbløst. Sådan var det vel engang – men så skete der noget, som ændrede alt dette indholdsløse og hule: Det store ’intet’ blev forvandet til et paradis af underfulde ejendommeligheder og til et evigt liv i Kristus Jesus, som er Guds Søn, hvem Faderen har indsat som arving til alle ting (Hebr.1:2).
På tærskelen til dette nye år spørger prædikeren: ”Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen? (Præd.1:3)?”
”Hvad fordel har et menneskebarn af den møje, han plager sig selv med på denne jord? Får han noget ud af det?”
(Spørg engang de mange, som ligger nu under mulde – og de vil alle som én svare, at i evighedens lys er det for intet at regne – den tæremønt af livslys, de fik i deres korte liv på jorden.)
Om dette er følgende at fortælle:
”Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder. Og han bad på ny, at himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde spire frem (Jakob 5:17-18).”
Elias var ikke noget overmenneske! Han levede heller ikke i en strøm af overnaturlige mirakler. Han var et menneske som os – og det er sådanne mennesker, på godt og ondt, at Herren vil gøre brug af i den kommende tid. Det er sådanne folk, som vil dukke op i det nye år.
En dag sagde Elias til Israels mest ondsindede konge: ”Så sandt Herren, Israels Gud lever, han for hvis åsyn jeg står, i de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud (1.Konge 17:1). Elias så det som sin pligt at advare kongen mod hans ugudelighed. Han talte derfor til majestæten (der var kendt for sin gudløse ondskab) om ’den levende Gud’. Han lod kong Akab vide, at han (Elias) ikke kom i sit eget navn, men at han talte i ’Herren, Israels Guds navn, han for hvis åsyn jeg står’.
Det er med samme autoritet, at vor tids kristne bør henvende sig til ugudelige myndigheder, som de troende lever under. Når de træder frem for dem, tør de nemlig (på grund af Kristi forløsningsværk) udtale, at de ’står for Herrens åsyn’.
”I det kommende år,” (skal den kristne kirkes mænd sige), ”vil landet blive hjemsøgt af forskellige katastrofer. Det vil blive hærget af den ene ulykke efter den anden, og disse straffedomme skyldes bl.a. den gudsfjendske lovgivning, som de styrende har gennemført – og ikke vil omvende sig fra. Det er det ord, som Herren vil bringe landet for 2024.”
Derefter sender Gud kirkens profeter væk fra den farlige hovedstad. Han tager dem ikke ud af verden (ved en bortrykkelse), men han bringer dem til et sted, hvor de foreløbig kan være i sikkerhed.
*
Jesus siger i den forbindelse: ”Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden (Johs.17:14-16).”
”Tag hurtigst muligt afsted herfra,” siger Gud. ”Her er det for farligt at være. De ondsindede, kongelige myndigheder er fra dette øjeblik en direkte trussel for dig. Du skal ikke tro på deres venlige og såkaldt ’korrekte’ adfærd. De har kun én tanke: At få dig slæbt i fængsel, så du ikke længere kan tale til Guds folk og dermed forstyrre dem i deres onde planer (1.Konge 17:2-4, parafrase).”
”Jeg vil råde dig til at gå mod øst!” fortsatte Herren. ”Du skal skjule dig ved Keritbækken på den anden side af Jordanfloden. Jeg skal nok tage mig af det daglige behov. Jeg har givet ravnene besked om, at de skal sørge for, at du hver dag får noget at spise, og du kan drikke af bækken; den vil i denne tørkeperiode have vand nok til, at du kan overleve (1:4, parafrase).”
Elias valgte at gøre, som Gud havde sagt; han erkendte, at det var en hovedbetingelse for, at han slap levende igennem den følgende tid. Den, som har øren, han høre!
RAVNENE TOG ALDRIG FEJL
Ravnene dækkede himlen i større og mindre flokke næste morgen og aften. Tidligt bragte de brød, og sent bragte de kød. Det slog aldrig fejl, og der var altid tilstrækkeligt at spise. Elias drak af det friske vand fra bækken, der til stadighed – selv, hvor tørken bredte sig i landskabet (og kvæget på marken måtte føres til andre steder) rislede vandet som en skjult kilde.
… indtil den dag, hvor bækken begyndte at tørre ud.
Elias undrede sig over dette. Han vidste, at det var Gud, der sørgede for vand i bækken – og det var selvsagt også Gud, som fik bækken til at tørre ud. Hvad kunne grunden være til at bækkens vand en dag kun blev til nogle få dråber? Da Elias tavst så op mod himlen, ’kom Herrens ord til ham således: ”Tag hen til Sarepta ved Sidon. Der bor en enke, som jeg har pålagt at sørge for dig!” (v.9)
*
Så begav Elias sig til Sarepta, hvor Herren havde befalet ham ’at tage bolig’, og netop som han nåede til byporten, dukkede en enke op og begyndte at samle grene og kviste til sit lille ildsted. Da Elias fik øje på hende, kaldte han på hende og sagde: ”Jeg er tørstig! Vil du hente et bæger med vand til mig?” Kvinden reagerede, som om hun vidste på forhånd, at en fremmed – en jøde – ville bede om hjælp, og hun skyndte sig af sted for at bringe ham et bæger vand – men inden hun nåede så langt, hørte hun Elias råbe: ”Tag også en smule brød med til mig!”
Enken standsede! Hun gik langsomt tilbage til Elias og sagde: ”Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke brød. Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og lidt olie i dunken. Jeg var netop ved at samle lidt brænde for derefter at gå hjem og tillave det til mig og min søn. Når vi har spist det, må vi dø!” (1.Konge 17:12)
*
Elias så tavst på hende. Så sagde han roligt: ”Frygt ikke!” Derefter fortsatte han: ”Gå blot hjem og gør, som du har sagt. Men lav først et lille brød af det mel og den olie, som du har – og bring mig det! Siden kan du lave noget til dig selv og din søn. Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og olien i dunken skal ikke slippe op, før den dag Herren sender regn over jorden (v.13-14).”
Enken gjorde nøjagtig som Elias havde sagt, og både hun og Elias og hendes søn havde nok at spise i hele den periode, hvor tørken hærgede landet. Krukken løb ikke tør for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie – nøjagtigt som Gud havde lovet og fuldstændigt efter det ord, som Herren havde talt gennem Elias (v.16)
*
Nej! Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne (Amos 3:7).
Ja, ’Herren sagde ved sig selv, da han stod overfor Sodomas og Gomorras ødelæggelse: ”Skulle jeg skjule for Abraham , hvad jeg har i sinde at gøre. Abraham skal trods alt blive et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham? Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har lovet ham (1.Mose 18:17-19).”
… og dermed var Sodomas og Gomorras ødelæggelse en realitet. Sodomas synd var åbenbar. Homoseksualiteten bredte sig blandt ungdommen som en pest.
KÆTTEREN
Jeg har i mit foregående brev skrevet om ’den kætterske Arius, som i året 321 fik en anseelig mængde tilhængere fordi han (med sine store overtalelsesevner) var i stand til at forføre mængden! Han påstod, at Jesus var blevet ’skabt’ – som den øvrige skabelse – ud af ingenting – før verden blev til, og Helligånden var derefter ’blevet skabt af Jesus’.
Med denne lære søgte han at stikke en kæp i hjulet på ’treenighedslæren, idet han gjorde Jesus til ’en skabning’ (ligesom alle andre mennesker) – og ikke, som det hedder nu i vor trosbekendelse): ’Sand Gud fra evighed af.’
Jeg fortalte yderligere i den forbindelse, at der var en gammel biskop i Alexandria (som betegnende nok hed Alexander), der hævdede med en største bestemthed og autoritet, at ’Sønnen var født (ikke skabt) fra evighed og af samme guddomsvæsen, som Faderen’.
Jeg tillader mig at genkalde, hvad jeg tidligere har skrevet om disse forhold, for jeg vil i det følgende beskæftige mig med, hvorledes det er djævelens bestemte hensigt, at bringe forførelse over Guds kirke. Jesus gentog og gentager igen, at disciplene skal været meget opmærksomme på, at ’ikke nogen skal føre jer vild (Matt.24:6) – ja, han erklærer, at ’falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det muligt, at føre endog de udvalgte vild (v.24)’. Kampen om sandheden fortsatte altså i 300-tallet i Nicæa, og den bølgede bogstavelig talt frem og tilbage.
*
Tag derfor Guds fulde rustning på for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand, efter at have besejret alt (Ef.6:13). Vi skal væbne os, for djævelen er en alvorlig modstander. Han gemmer sig som oftest bag et skjold af ’intetsigethed’. Mens det er nøjagtig, hvad han ønsker at gøre: At sige noget! At blande sig. At have en mening om tingene, en ond mening!
At ’tage Guds fulde rustning på’, er, at iføre sig Guds våben både til forsvar og angreb. Det er et af kendetegnene på en ægte stridsmand for evangeliet, at han bærer ’retfærdighedens våben til angreb og forsvar (2.Kor.6:7). Overfor den uhyggelige og hensynsløse åndsmagt, der anføres af djævelen (i egen ’høje’ person), gælder det om at være årvågen og parat til et hastigt udfald og et velopbygget forsvar!
*
Det er altså langtfra uskyldigt og ’intetsigende’, hvis vi har at gøre med djævelen som modstander! Når de kristne slås med myndighederne, er det ofte det rene djævelskab, de er op imod…
Jesus lægger ikke fingrene imellem, når han karakteriserer ’det djævelske’, som (ikke sjældent) kommer klart til syne i øvrighedens udspil. Han siger (rent ud): ”Djævelen har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden (Johs.8:44).”
Det første er en frygtelig afsløring: ”Han er en morder,” og har altid været det! Han er ikke blevet mildere stemt med årene. Tværtimod! Hans tid bliver for hver dag kortere, og det er han sig hele tiden bevidst. Han raser og er som en brølende løve. Fra første færd har han haft blod på hænderne.
Men det sidste er (om muligt) endnu værre: ’Djævelen står ikke i sandheden’. Det vil sige, at han er en ’professionel løgner’. Når han lyver, så er han et fuldkomment udtryk for, hvad han er i stand til, og hvad han står for! ’Han taler da af sit eget’ (v.45). Djævelen er en mester i at lyve og bedrage og manipulere sandheden, så at den passer ind i hans kram!
Dette bringer mig til det emne, som jeg har (som mål) med denne artikel: Djævelens afgørende triumfkort, som han har gemt til de sidste dage, og som han nu vil smide på bordet for at føre Guds kirke på afveje.
APOSTELTJENESTEN
Apostlen Paulus (og hans aposteltjeneste kan ikke undervurderes) siger et sted: ”Jeg vil blive ved med at gøre, hvad jeg gør, for at berøve dem lejligheden til at stille sig frem som vor lige (2.Kor.11-12).”
Han taler her om sin aposteltjeneste; ved at fortsætte i det spor, som han følger for øjeblikket, så ved han, at det er kun de færreste, der kan vandre i den gerning, som han har fået kraft til at gennemføre – ja, det vil være svært for dem ’at stille sig frem’ og udrette det, som han har fået nåde til.
Dette vil faktisk sige, at hvis nogen vil kaldes apostle i dagens Danmark – eller måske bedre: apostle for Europa – så må de i nogen grad kunne måle sig med apostlen Paulus. Ellers er deres ’såkaldte kaldelse’ ugyldig, og de giver et falsk billede af, hvad virkelig aposteltjeneste indbefatter.
”Den slags mennesker er falske apostle,” siger Paulus og fortsætter: ”Det er svigagtige arbejdere, der giver skin af at være Kristi apostle!” Han slutter dette skriftafsnit med følgende: ”Det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være noget mærkeligt i, at hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger (2.Kor.11:13-15).”
”De får ikke en chance til at stille sig frem som vores ligemænd, siger apostlen – og her rammer han plet: Råt for usødet kalder han disse ’falske apostle’ for ’snydere og bedragere, der giver sig ud for at være udsendt af Kristus selv.”
*
Om Paulus’ egen kaldelse til apostel fortælles følgende: ”Der var fem profeter og lærere (men ingen apostle) i menigheden i Antiokia. Det var Barnabas og Simeon, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var vokset op sammen med (morderkongen): Herodes Antipas, og endelig Saul, som fik navnet Paulus (Ap.G.13:1, parafrase).
En dag, hvor menigheden fastede og holdt gudstjeneste, talte Helligånden til dem alle (sandsynligvis gennem én af de tilstedeværende profeter) og sagde: ”Udtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til.” Da de var færdige med at faste og bede lagde de hænderne på de to mænd, og sendte dem ud (v.2-3).”
Siden har Herren fortsat med at kalde apostle til at fuldføre hans fortsæt med kirken. Det nye år indeholder også sådanne kaldelser: Mænd (ikke kvinder), som skal bære den opgave, der ligger foran dem – og som i de fleste tilfælde er af en art, der vil koste dem livet! I det følgende vil jeg tale om en sådan kaldelses alvor.
TEMPLET SKAL VANÆRES
I det femte år af Ezekiels udlændighedstid, det er i året 593 før Kristus, blev denne profet (Ezekiel) kaldet af Gud til en yderst speciel tjeneste for Herren. Ezekiel forblev i denne tjeneste indtil år 570. På et tidspunkt i denne periode modtog Ezekiel dette budskab fra Herren: ”Du menneskesøn! Jeg tager din elskede kone fra dig. Hun afgår pludseligt ved døden. Alligevel må du ikke vise det mindste tegn på sorg! Ikke en tåre må du fælde! Dine suk kan du holde for dig selv.
End ikke ved graven må der sørges! Intet tegn på fortvivlelse må vises. Du må hverken gå barfodet eller barhovedet. Tag ikke sørgetøjet på! Nægt at modtage den mad, som bringes dig af venner, der vil vise deres deltagels (Ezekiel 24:16-17, parafrase).”
”Da siger folket til mig,” udbryder Ezekiel, ”vil du ikke nok lade os vide, hvad det, som du her gør, skal betyde?” (v.9)
Herrens ord kom da til mig således: ”Jeg vil gøre jeres elskede tempel, jeres øjnes lyst, ubrugeligt (v.21). På den dag jeg tager deres værn , deres herlige fryd, deres øjnes lyst og deres sjæles længsel fra dem – skal en flygtning komme til dig og melde dig, hvad der er sket…
Da skal du være dem et tegn, og de skal kende, at jeg er Herren (v.25-27, parafrase).”
MESSIASTEMPLET
Ezekiels tempel, som også kaldes Messiastemplet, og som er beregnet til at være en helligdom, der bygges i den nuværende tid – men strækker sig ind i den næste dispensation af Guds husholdning med denne jord: ’Tusindårsriget’. Det optager i sine detaljerede beskrivelse, som profeten får forelagt i otte kapitler af ’en mand, som kobber at se til’, der danner afslutningen på Ezekiels Bog. Der gives i denne omhyggeligt projektbeskrivelse ikke mindre end 318 præcise ’opmålinger’, der indeholder 37 enestående arkitektoniske fagudtryk.
Ezekiel modtog dette væld af oplysninger om det tempel, som aldrig er blevet bygget, i året 572 før Kristus. ’Kobbermanden’, som havde en ’hørgarnssnor og en målestang i hånden’ stod pludselig ’i døråbningen på østsiden af templet og sagde til Ezekiel: ”Menneskesøn, se med dine øjne og hør med dine ører og læg mærke til alt, hvad jeg viser dig (Ez.40:4).”
Derpå førte han Ezekiel ad helligdommens ydre østport – og den var lukket (44:1)… og Herren sagde til mig,” fortæller profeten: ”Denne port skal forblive stænget, boltet og lukket. Intet menneske må åbne den for at gå igennem den; Herren selv, Israels Gud, vandrede gennem denne port, og dette er grunden til, at den fra nu af skal være lukket.”
EN DYR HISTORIE
Det bliver kostbart for den mand, som vil trodse Herrens forbud og forsøge at trænge ind ad den lukkede port. Husk på, hvad der skete efter Jerikos fald. Det var Herrens hånd, som fik byens mure til at styrte til jorden, og da Josua efter sejren stod midt i ruinerne af den faldne by, tog han på stedet folket i ed og råbte: ”Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko.” Han tilføjede (inspireret af Guds Ånd): ”Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte portfløjene ind (Josua 6:26).”
Så gik et par hundrede år, og Akab, der var værre end nogen tidligere konge i Israel, gav sig til at håne Gud og tilbede guldkalve – og det var ham, som giftede sig med Jesabel, der forfulgte Herrens profeter til døden! Disse to forførte Israel til at ringeagte Israels Gud, og en mand ved navn Hiel, gav sig til at genopbygge Jeriko (1.Konge 16:34).
Det kostede ham hans førstefødte, Abiram, at lægge grunden til byen. Han regnede det for ’et tilfælde’, at denne ulykke indtraf, og fortsatte arbejdet og satte (med et oprørsk sind) portfløjene ind med det tragiske resultat, at hans yngste søn, Segub, døde (v.34).
Lad derfor ingen forbryde sig mod Guds ord ved at søge at trænge ind i Jerusalem gennem den forbudte Østport! Den forbliver lukket, aflåst og tilmuret, indtil dagen kommer, hvor den eneste, som har tilladelse til at gå gennem denne port, dukker op fra Oliebjerget (som ligger øst for Jerusalem) – og går gennem Porten!
*
Den dag står ikke nævnt i historiebøgerne, for det er en dag, som først indtræffer i fremtiden! Kun Bibelen ’kan nævne’ sådanne dage, for det er kun Gud, som ved, hvad der vil komme til at ske med Jerusalem i de kommende dage…
Men den dag lader ikke vente på sig; fjenderne vil fordele byttet i Israels hovedstad. Nationerne er lokket sammen i en storstilet sammensværgelse, og ’Herren selv samler alle folk til krig mod Jerusalem (Zach.14:2). Byen bliver erobret, husene plyndret og ribbet for alt, og kvinderne skændet og voldtaget. Det er hedninger, som overfalder Den Hellige Stad. Halvdelen af indbyggerne bliver jaget bort, resten får lov at blive (v.4-5, parafrase).
Vi er nu et år nærmere den dag. Nu skriver vi 2024 – og dagen nærmer sig med hast. ”Da går jeg selv i krig mod de fjendtlige folk,” (siger Herren). ”På den dag, hvor kampen begynder, træder jeg ned på Oliebjerget øst for Jerusalem, og bjerget bliver derved splittet i to halvdele – én mod nord og en mod syd. Bjerget revner altså fra øst til vest, og en enorm dal åbner sig; indbyggerne flygter ind i dalen, der når helt frem til byen Asah.”
”Det skal gå som for århundreder siden i kong Uzzija af Judas dage, hvor folk på lignende måde undslap jordskælvet (v.5, parafrase).”
Da skal Gud Herren selv komme, og alle hans engle og hellige skal komme sammen med ham (v.5, parafrase)… Det bliver et ’nyt år’ uden lige! ”Kom, Herre Jesus, kom snart!” (Åb.22:2)
Læs under Retsopgøret artiklen: ’NYTÅRSTANKER’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.26.01.2024
0 Kommentarer