KONGEN NÆVNTE IKKE GUD I SIT VALGSPROG
Da Kong Frederik den 10. blev udråbt som Danmarks monark d. 14. januar 2024, læste han højt sit valgsprog for den store menneskemængde, som havde samlet sig foran regeringspalæet Christiansborg.
Folket på pladsen og medierne, som var samlet, lyttede intenst til kongens indsættelsestale. Det store spørgsmål, som mange havde, var dette: ”Vil den unge konge følge sin mors eksempel og nævne Gud i sit valgsprog?”
Det gjorde Konge Frederik ikke!
Reaktionerne herpå har været mange. Jeg vedlægger her min egen…
Kong Frederik har nu skrevet en bog, der, mens den blev omtalt på TV2 News, havde et salgstal på 25 bøger i minuttet.
Bogen hedder ’Kongeord’, og blev onsdag, d. 17. januar udsolgt med alle forlagets 25.000 eksemplarer. Andet, tredje og fjerde oplag er allerede på vej. Kongen sætter i bogen ord på sine tanker om gerningen som Danmarks konge – og han giver en forklaring på, hvorfor han ikke – som de fleste konger før ham – har nævnt Gud i sit valgsprog.
Ny Testamente lader ane, at en konge, som ikke ’ærer eller takker Gud’, står i fare for, at ’hans tanker bliver tomme, og han uforstandige hjerte bliver formørket’ (Rom.1:21). Derfor formaner apostlen de troende til ’at frembære bøn, påkaldelse og forbøn… for konger… så vi må leve et roligt og stille liv’ (2.Tim.2:2).
*
Bogen ’Kongeordet’, forklarer derefter, at ’troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et valgsprog’, og dette er en kongelig belæring, som vi må undersøge ud fra Bibelen.
Et enkelt bibelord kan afgøre dette spørgsmål. Det står skrevet i Romerbrevets det tiende kapitel: ”Når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, så skal du blive frelst (v.9).”
Paulus, som er den jordiske forfatter til dette skriftord, slutter med at konkludere: ”Med hjertet tror man, og med munden bekender man… og dermed har han én gang for alle slået fast, at troen ikke er ’en privatsag’, men det er en sag, som straks kommer for lyset. Den er ikke bestemt til at blive ’gemt bort’ eller ’stukket ind under bænken’, men den er givet for at den (som et lys) skal sættes på en lysestage (Markus 4:21-22, parafrase).
Altså: hvad en konge tror i sit hjerte, vil han straks åbenbare i sit valgsprog. Dermed er den sag afgjort! Kongen forklarer derefter, hvorfor det lille men afgørende ord ikke har fundet vej i valgsproget. ”Det er fordi,” siger han, ”at Gud indgår i udtrykket: ’forbundne…’ – Et ord, som er brugt i kongens valgsprog). Dermed bliver kongen mere præcis. Han forklarer: ”Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i, at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne med hinanden gennem vor kristne tro.”
Dette er altså majestætens egen forklaring på, hvorfor han ikke har nævnt Gud i sit valgsprog – og det er i sagens natur bedre at lytte til kongens egen fortælling, end det er at lytte til alle andre menneskers redegørelser. Kongen beskæftiger sig i sin bog med det, som han kalder ’troens styrke’ og deri har han ret! Der er forskellige mål på tro. Jesus siger selv: ”Det skal ske dig, som du tror (Matt.8:13).” Dette er den første del af hans forklaring.
*
Den anden del af Kong Frederik X’s forklaring på, hvorfor ordet ’Gud’ ikke ’har fundet vej til hans valgsprog, lyder sådan: ”Troens styrke ligger i…”at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne med hinanden gennem vor kristne tro.”
Majestæten må tilgive mig, hvis jeg er for dristig overfor disse ’kongeord’ – men (ærligt talt): Der er ikke megen styrke at hente i, hvad ’folket føler’. Intet er mere svingende end ’folkestemninger’. Det store fremmøde, som kongen oplevede på Christiansborgs slotsplads d. 14. januar, kan i løbet af kort tid forvandles til en rasende hob – og det håb, at vi (som et folk) skal ’føle os forbundne’ gennem vor kristne tro’, er (for at sige det ligeud): ’En illusion’.
Det er er et kristenfolk i Danmark – men det er kun ’en lille flok’ (Luk.12:32), ’som Gud har besluttet, skal have riget’.
Denne flok er kongetro og vil kunne dække en del af statspladsen fra Rytterstatuen af Frederik d. 7 (1808-1863) og op til Knabrostræde – men derefter vil det tynde ud.
KONGENS VALGSPROG
Ingen ved, hvilken indflydelse Dronning Margarethe har haft på kongens valgsprog. Mandag, d. 15. januar læste Statsminister Mette Frederiksen (som det er tradition) en meddelelse fra kongeparret op for folketinget i anledning af dets første besøg i tinget efter udråbelsen. Denne meddelelse indeholder muligvis det ’hemmelige forslag’, som kongens mor er kommet med.
Statsministeren læste for det samlede folketing, der i dagens anledning havde fundet deres pæne tøj frem (ja, selv Enhedslistens folketingsmedlemmer rejste sig for kongefamilien. Noget de normalt afholder sig fra) – og alle lyttede til kongens første hilsen til de folkevalgte.
Hilsen begyndte med de ord, som har en tusindårig tradition bag sig: ”Vi, Frederik X af Guds Nåde, Danmarks konge, skal herved meddele…
Meddelelsen fortsatte: ”Med Guds hjælp og folkets kærlighed har dronning Margrethe II igennem sin 52årige regeringstid alene haft Danmarks bedste som sit mål…”
Det er ’mit gæt, at her afslører Dronning Margrethe, hvad hun (bag kulisserne) har foreslået som valgsproget for sin søn: ”Med Guds hjælp og folkets kærlighed for kongeriget Danmark.”
Men den nye majestæt har vendt det døve øre til sin mors kloge og vise råd og valgte i stedet ordlyden: ”Forbundne, forpligtet for kongeriget Danmark.”
I stedet for ordene: ’Med Guds hjælp’ (der er en klar og tydelig bekendelse, hvor kongen erkender sin magtesløshed) valgte han det ene ord: ’forbundne’, som folk faktisk har svært ved at finde ud af, og eksperterne i al fremtid vil have forskellige meninger om. I stedet for ’folkets kærlighed’ (som kongen kunne hente fra en tidligere monark) valgte han ordet ’forpligtet’, som ligeledes efterlader eksperterne i et hovedbrud.
KONGESPROG UDEN GUD!
Kong Frederik valgte ikke at følge sin mors eksempel og nævne Gud i sit valgsprog! Dette er ikke nogen mindre sag!
Dette vil – dersom han ikke følger sin mors, dronning Margrethes, bønner og omvender sig – få indflydelse på monarkiets fremtid! Folkets gunst er nemlig ikke det samme, som at eje Guds velbehag i Jesus Kristus.
Ved at vælge at undlade at ’nævne Gud i sit valgsprog’, siger han dermed, at han kun tilhører den evangelisk-lutherske kirke ’som en formsag’. Han undsiger sig trosbekendelsen, som erklærer, at : ’jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens Skaber’, og han stiller sig på samme grund, som Reformatoren, Martin Luthers, modstandere, der ikke ’med deres mund bekendte Jesus som Herre, fordi de i deres hjerte ikke troede, af Gud oprejste ham fra de døde’ (Rom.10:9).
*
Jamen, kongen har været ærlig! Han har ikke hyklet ved at lade forstå, at han ejede troen på den Gud, der ifølge grundloven i Danmark tilbedes ud fra den evangelisk-lutherske lære.
Javist. Det er så sandt, som det er sagt! Men han kunne anerkende, at han er ’hovedet for den evangelisk-lutherske kirke’ (også ifølge grundloven), og han har derfor respekterer sin mors tro.
Et valgsprog skal være ’kort og godt’. Forventningen til kongen var, at han ikke ville glemme ’det gode’, nemlig: ’Ydmygt at nævne Herrens navn, og dermed hente Danmarks monarki en velsignelse, som det ikke kan være foruden!
Tilbage står nu dronning Margrethes sidste ord, da hun i folketinget underskrev fratrædelses-papirerne. Hun siger: ”Gud bevare kongen!” Dermed forlod hun den højtidlige forsamling.
GUD OG KONGEN
Det er således en fejl at sige, at kong Frederik har ’valgt forkert’ i det valgsprog, som indtil videre er hans ledetråd for den regeringsperiode, som Herren har tilmålt ham). Det vil være mere rigtigt at sige: ”Gud har ikke tilladt den monark at nævne Herrens Navn i sit kongesprog… Den Hellige Skrift erklærer nemlig: ”Herren lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger. Han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham (Dan.2:21-22).”
*
Fra 1660 til 1848 havde Danmark ’enevælde’. Efter den tid var kongens tid forbi i Danmark, idet folket stillede krav om, at ’det skulle være med til at bestemme’. Efterhånden, som den internationale udvikling tog fart, erkendte Kong Christian d. 8, at Danmark også måtte have en fri forfatning. Da han døde, gjorde hans søn, Frederik d. 7. arbejdet med forfatningen færdig. I dag er det Kong Frederik d. 10, der overtager ansvaret.
Kongens stilling i Danmark, hvor regeringsformer er ’indskrænket monarkisk’ (ifølge grundloven paragraf 2), er forbundet med ’Den evangelisk-lutherske kirke’, (som støttes af staten) – ja, kongen er den eneste person i Danmark, som ikke har trosfrihed: ”Han skal høre til den evangelisk-lutherske kirke (paragraf 6).”
I paragraf 8 i Danmarks Grundlov bydes kongen at afgive en ’højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven’. Det er den håndfæstning, som kongen har accepteret!
EN HÅNDFÆSTNING I STEDET FOR GUDS LØFTE
Kongen er altså ifølge grundloven en erklæret del af den evangelisk-lutherske kirke, og som statsoverhovedet bliver han som alle sine forgængere også kirkens overhoved – og det ville rent grundlovsmæssigt være det mest naturlige, at den nye konge havde Guds navn nævnt i sit valgsprog – ja, en stor del af befolkningen forventede faktisk, at han ville handle sådan, men Gud tillod det ikke! Det står nemlig skrevet, at ’Gud indsætter konger’, og han ved, ’hvad mørket gemmer’ (Dan.2:22) – ja, han kender forud, hvad der vil ske i fremtiden, og han har ikke tilladt den unge, ny-udråbte konge i Danmark at nævne ’Herrens Navn’ i sit valgsprog! I stedet har Kong Frederik d. 10. måttet skrive som sit motto: ’Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark’.
I stedet for at skrive (og det har hans mor sikkert ønsket): ’Med Gud for kongeriget Danmark’, så har kongen fået forelagt det langt mindre suveræne: ’forbunden, forpligtet’ – og han har dermed accepteret en ’håndfæstning’ i stedet for ’det guddommelige løfte’.
*
Stort set alle danske monarker har nævnt Guds Navn i deres valgsprog. Men det gælder ikke den unge konge, som nu sidder på tronen i Danmark. Han har bevist sin selvstændighed – eller bedre udtrykt: Han har ikke kunnet følge sin mor på det væsentlige punkt, som har med kirken at gøre; det vil nu trods alle anstrengelser fra majestætens side være en usynlig mur mellem ham og kirken, at han ikke har kunnet følge det i grundloven sikrede evangelisk-lutherske trosforhold.
Kongen giver udtryk for en vis, luftig og ubestemt anerkendelse af, at der må være ’et eller andet’, som han i sin tiltrædelsestale formulerer med ordene: ’Det, det er større end os’. Det er i grunden en ’fattig bekendelse’, som ikke fordrer nogen som helst ’forbundethed’ eller ’forpligtelse’ (de to ord, som han har nævnt i sit valgsprog): ’Det, der er større end kongen’, og som han anerkender som en usynlig magt, der står over alle mennesker, lande og riger – ’det, der er større’ end alle filosofier, politik og verdslige magthavere – det, som til syvende og sidst bestemmer vor evige skæbne – det kan ikke nærmere defineres, for det har ikke (som det er tilfældet med grundlovens evangelisk-lutherske lære åbenbaret sig i historien, og det står han nu frit overfor, når det gælder: ’forbundethed og forpligtelse’. Kongen siger faktisk i sin tiltrædelsestale, at han ikke har brug for den kontinuitet, som de øvrige monarker før ham, officielt har støttet sig til.
”Bibelens Gud er ikke så vigtig for mig, at jeg føler mig nødsaget til at nævne ham i mit valgsprog,” lyder det i kongens motto) – og som kristenfolk må vi nok svare: ”Deri tager majestæten fejl.Kong Frederik d. 10 mener, at han har så meget styr på tingene, at han kan frit vælge og vrage, hvad der skal stå nedskrevet i hans valgsprog, men vi forstår vor Gud således, at han, som styrer profeternes tunge og hånd, – han har også magt til at nægte Danmarks konge at misbruge hans navn til eget formål.
JORDBUNDEN BEGREBSVERDEN
Hvert nytår i mere end et halvt århundrede har vor troende Dronning Margrethe sluttet sin nytårstale til den danske befolkning med et ’Gud bevare Danmark’! Det forlyder nu, at den unge konge bibeholder denne tradition.
Ellers er det nu slut! Monarken skal ved afslutningen af dette år slutte nytårstalen med et ’forbunden og forpligtet’ – og det kan man sagtens holde en god tale over. Men ’forbundetheden’ og ’forpligtelsen’ bliver nu helt og holdent udtrykt som et jordnært eller rettere en ’jordbunden begrebsverden’.
Der er ingen ’moralsk myndighed’, som hæver sig over nytårstalen og giver den sit aktuelle indhold. Der bliver intet, som Danmarks monark skal stå til regnskab overfor ved at henvise til ’Gud, som bevarer Danmark’! Det bliver en nytårstale om et ’kongerige uden Israels Gud’ med ’en konge uden en kristen bekendelse’.
… og her kommer jeg til et væsentligt punkt, som majestæten næppe har taget højde for.
*
”Den kristne religions argeste gamle ærkefjende” – sådan omtales muslimerne i fortalen til Den Augsburgske Bekendelse (som er et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter).
Den grumme fjende havde belejret Wien i 1683, og nu skulle ’det gyldne æble’ (som tyrkerne kaldte Wien), falde ned i storvesiren, Kara Mustafa Pashas turban – og dermed lå Europa åben for Allahs fødder.
Den belejrede by med de massive forsvarsværker var ikke sådan at få has på – men det lyder ikke fremmed og fjernt, når vi hører, at muslimerne ’gravede tunneller’ under Wiens fæstningsværker, fyldte dem med krudttønder og sprængte byen i luften nedenfra.
Alt dette har fjernsynet fortalt meget om, og tankerne har meldt sig: Er Europa og Skandinavien ja, Danmark i dag ved at falde for muslimernes indtrængen og herredømme?
*
Er Allahs folk i øjeblikket med sine horder ved at grave tunneller (som i Gaza) for at sprænge sig vej ind i vort demokrati og til sidst tage magten. Det er i denne situation, at det kristne vidnesbyrd synes at være vort stærkeste våben mod muslimernes hærgen – og det er som om ’en gylden appelsin’ i denne situation er faldet i den falske profets turban:
Danmark har fået en ny konge, og han bekender sig ikke længere som en kristen (sådan som hans mor gjorde det). Dette er et storslået tegn for koranens efterfølgere, og de vil udnytte det til det yderste.
På overfladen ser alt endnu forholdsvis uskyldigt ud – men der graves i undergrunden tunneller, som fyldes med åndelige, eksplosive elementer, og på et tidspunkt vil danskerne komme til at indse, at det var et farligt træk, som forudsiger stor ødelæggelse, at kongen ikke længere har en klar kristen bekendelse. (Ja, det vil vise sig, at det forekommes som et ’forræderi’ mod den Augsburgske Bekendelse, at kongen er veget fra dette betydelige forsvarspunkt.)
Sognepræst Jesper Bacher har skrevet en stærk artikel om, hvorledes tyrkerne blev standset foran Wiens porte. Han slutter med denne tankevækkende sætning: ”Men i dag er det nødvendigt at standse de muslimske krigere inden for portene.”
Har kongen forladt sin post i denne skæbnesvangre time? Har det kristne forsvars kommandant overladt kamppladsen til en sørgelig skæbne? Står det øverste tårn nu tomt og forsvarsløst, når horderne stormer de tomme bastioner? Er kampråbet: ”Gud bevare Danmark!” nu blevet en dødens tavshed, og er den fornemste fane nu gået tabt i slagets tunnel? Kun fremtiden kan vise, om disse sørgelige udsigter har noget på sig!
KONGEN AF BELGIEN ABDICEREDE EN DAG
Kong Baudouin af Belgien var kendt for at være en dybt troende katolik. Han modsatte sig, at der i 1971 blev fremsat et lovforslag om afkriminalisering af abort. I 1990 nægtede kongen ifølge sin samvittighed at sanktionere denne lov. ”Dette lovforslag rejser et alvorligt samvittighedsspørgsmål hos mig,” skrev han til sin premierminister, Wilfried Martens. ”Ved min underskrivning af dette lovforslag og min egenskab af at være lovgiverens tredje part, bliver min tilslutning til udstedelsen af en sådan bestemmelse, tror jeg, at jeg uundgåeligt påtager mig et vist medansvar. Jeg opfordrer derfor regeringen og parlamentet til at finde en juridisk løsning, der forener kongens ret til ikke at blive tvunget til at handle imod sin samvittighed og samtidig indfrier behovet for, at det parlamentariske demokrati fungerer korrekt.”
På grundlæg af artikel 93 i forfatningen fandt man dette retsmiddel.
”Kongen er i en tilstand,” sagde man, ”hvor han befinder sig i en ’umulighed’, der hindrer ham i at regere.” Kongen abdicerede derfor på dagen d. 3. april 1990. Den efterfølgende 5. april genindsættes kongen på sin trone efter en afstemning fra de samlede kamre, hvor det blev bemærket, at kongen nu atter var i en tilstand, hvor der var ’mulighed for’ at han atter kunne indtage sin post.
Den danske konge skal underskrive alle de love, som bliver ham forelagt. Det eneste sted, hvor han kunne have ’en stilfærdig protest, ville være i hans valgsprog. Dér kunne han i Guds navn have forbeholdt sig en personlig mening om tingene. Denne ’mulighed’ har majestæten (efter min mening) forspildt ved den ordlyd, som hans regeringsmotto indeholder. Han har afsagt sig enhver ’moralsk myndighed’, der kunne afspejle en holdning, som står de ugudelige politiker imod!
SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
Bibelen fortæller om en konge, Belshassar, som under en kæmpefest i Babylon – og for øjnene af tusindvis af magtfulde mænd – fik malet sit valgsprog (af Guds egen hånd) på festsalens endevæg (Dan.5:1-5, parafrase). Pludselig viste sig i skæret fra lysestagerne en mægtig hånd, som skrev på den kalkede væg. Kongen blev ligebleg af skræk, og benene rystede under ham, for det var et valgsprog, der fortalte om hans liv (som nu var til ende), og ikke et motto, der viste vejen frem (v.5, parafrase). Valgsproget var forfattet på et fremmed sprog, og der var ikke en sjæl i den store forsamling, der forstod de ord, som den mægtige hånd skrev.
Profeten Daniel blev hentet; man mente, at han kunne tolke for kongen, hvad ’Skriften på væggen’ betød. Og det kunne han.
*
Det fremmede sprog var aramæisk – det sprog, som Jesus (der blev født næsten 600 år efter denne begivenhed) talte, og Daniel tolkede nu ordene for den forfærdede majestæt. ”Ordene på væggen lyder sådan,” sagde Daniel, og så fremsagde han de tre ord klart og tydeligt: ”MENE, MENE, TEKEL, UFARSIN.” Derefter tolkede han deres betydning: ”MENE,” betyder, at din tid er omme. Det er forbi med dit kongedømme. ”TEKEL,” betyder, at du er blevet vejet og fundet for let. ”UFARSIN” betyder, at dit kongerige er blevet delt og overladt til medierne og perserne!”
Samme nat blev kong Belshassar dræbt af den 62årige Darius fra Mederriget overtog magten – ifølge den guddommelige forudsigelse.
Læs under Retsopgøret artiklen: ’FORBRYDELSE AT PRÆDIKE OMVENDELSE’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 09.02.2024
0 Kommentarer