SODOMAS SYND
Esajas, profeten, greb ordet…
Der faldt stilhed over den vældige tilhørerskare. Nu talte Herren.
Syner var ikke sjældne på Esajas tid. Drømme hørte ikke til ’raritetskabinettet’. Faktisk talte seere uafbrudt under fire kongers regeringstid. Dengang Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda. Nogle af disse mænd ’gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne’. Det var bitre tider, hvor der flød meget uskyldigt blod. Andre, som Ezekias, ’gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne’, ganske som hans fader, David. Da havde Judas gode dage.
Men Herren var på intet tidspunkt tavs. Nøjagtig som det er tilfældet i Danmark i dag. Gud taler i epoker. Som her under fire kongers herredømme. Gode som onde. Som en strøm af åbenbarelse. Hvad har han at sige til danskerne. Han, som har øren, høre. Nu er Danmarks time kommet.
*
Mange vidner tilkaldes! Når Gud sætter lys på en sag, bliver den endevendt – fra den ene ende til den anden. ”Lad dem komme fra øst og vest, nord og syd, for at meddele Herren, hvad de havde fået kundskab om. ”Hør i himle, lyt du jord, thi nu kalder Herren til regnskab. Nu skal retfærdighed ske fyldest” (Es.1:2).
Længe nok har mørkets fyrster spillet deres spil. Bristepunktet er nået, og øjeblikket er kommet. Nogle dystre skakter bli’r åbnet ned til et kældermørke, som aldrig har set dagens lys.
Hvem fatter denne times alvor? Djævelens håndlanger har berørt det mest dyrebare af Guds ejendom. Han har tilsmudset Guds ære og har sat sig for at ødelægge det, som Gud elsker mest.
Derfor står han over for Guds vrede – og han vil i denne sag komme til at lide et sådant nederlag, at han selv og alle hans medløbere vil løbe i alle retninger. De vil blive ramte af Herrens rædsel, og tilintetgørelsens svøbe vil indhente dem. Det bliver enden på denne historie. Så er det kundgjort på forhånd. Dermed er denne sag afgjort, før den er begyndt. Sådan som det er tilfældet med alle, som står Herrens sag imod.
EN USVIGELIG SANDHED
Dermed sættes retten. Stilhed falder over den store forsamling. Herrens profet begynder sin forsvarstale med at fremsige en sandhed, som er usvigelig, og som alle – selv den mest løgnagtige fjende – må bøje sig for. Han henter sit eksempel fra skaberværket, der overalt taler et sprog, som selv den mest gudløse forstår og må indrømme. ’En okse kender sin ejer. Et æsel sin herres krybbe” (Es.1:3).
Fyrsten over København, som med sin brogede flok, fylder de forreste rækker i tilhørerlogen, har svært ved at skjule rædselen bag det arrogante smil. Han ved, at sandheden bag dette ord kan ikke skjules. ”Det, som kan erkendes om Gud ligger nemlig åbent (som en opslået bog) for alle mennesker” (Rom.1:19). ”Gud har jo åbenbaret det for dem” – og hvis Skriften siger, at ’Gud har jo åbenbaret det for dem’, så kan intet i verden stryge dette lys af menneskets bevidsthed. Da er de uden undskyldning (Rom.1:20). Profeten slår denne sætning fast: ”En okse kender sin ejer. Et æsel sin Herres krybbe.”
Esajas, Herrens profet, klarlægger derefter sagens akter. Kortfattet og ordknapt. Selv et barn kan forstå det. Sagens indhold er følgende: ”Børn har jeg opfødt og fostret,” siger Herren, ”men de forbrød sig imod mig!” (Es.1:2)
”Det er, som de ikke er mine børn. De er ’ugerningsmænds æt. Vanartede efterkommere.” – ”Jeres land er øde – så øde som ved Sodomas undergang” (v.7).
*
Profetens sammenligning forbliver ikke uden reaktion. Det mærkes i tilhørerskaren, at man finder billedet upassende: ’Sodomas undergang’. Bedre bliver det ikke, da han insisterer på denne sammenligning: ”Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en rest, da var vi som Sodoma, lignede Gomorra!” (Es.1:9)
– og enkelte i den urolige tilhørerskare rejser sig i protest, da profeten til sidst råber: ”Lån øre til Herrens ord, I Sodoma dommere, du Gomorra folk!” (v.10)
Dermed er Guds dom faldet. Synden i det folk, som her er under anklage, er afsløret. Det er Sodomas synd! Hvori den består, er tydeligt beskrevet på Bibelens første blade. Her står beretningen om, hvad der skete den nat, tydeligt forklaret. De frygtelige begivenheder står for alle tider nedskrevet som et advarende eksempel. Som apostelen Judas (ikke Iskariot) fortæller:
”Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf til evig tid” (Judas v. 7).
MØRKETS GERNING
Mørket var ved at falde på, da de to rejsende mænd nåede Sodomas port. Lot, som sad i porten, rejste sig med det samme og gik hastigt de fremmede i møde. Det var, som om det var ham magtpåliggende, at få dem under sit tag, før det blev mørkt. Men til hans overraskelse afslog de hans tilbud. ”Vi vil overnatte på gaden,” sagde de, og der var noget i deres stemmer, som lod forstå, at de anede, hvad der ventede dem. ”Da nødte han dem stærkt,” (1.Mose 19:3) – og de tog modvilligt imod indbydelsen.
“Han tilberedte dem et måltid, bagte usyrede brød, og de spiste i tavshed (v.3). Uroen voksede uden for huset. Der hørtes stemmer. ”Før de havde lagt sig, stimlede byens folk, indbyggerne i Sodoma, sammen omkring huset, – både gamle og unge, alle uden undtagelse.”
*
Hvad der den nat blev råbt til Lot inde i huset er kendt over den halve verden. Det står prentet med jerngriffel i de gamle, hebraiske tekster. Luther er forfærdet over deres indhold og fordømmer, at en hel by (med de styrende i spidsen) kan blive enige om et sådant tilråb: ”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst (begær) på dem” (v.5).
Ingen tvivl er mulig: Sodoma var en homoseksuel by. Dens indbyggere ville have sex med de tilrejsende. De fremmede ville -hvis de blev udleveret af Lot – blive voldtaget af en hel by, og når morgenen kom frem, ville deres første lys være faldet på de elendige, som – hvis de endnu var i live – under mængdens beskuelse ville krybe videre.
REAKTIONEN FORUDSIGELIG
Det følgende, som skete, er svært at forstå – men det fortæller noget om Lots desperation i forsøget på (for alt i verden ikke at lade en sådan ugerning finde sted, samt at han tog det til døden alvorligt, at så længe de fremmede var under hans tag, var de under hans beskyttelse.
”Han gik ud til dem i porten (til sit eget hus) – men døren lukkede han bag sig” (v.6). Dermed stillede han sig selv som en sidste hindring mellem hoben og ugerningen. Han løftede hænderne og påkaldte sig et øjebliks stilhed. Så sagde han: ”Gør dog ikke noget ondt, mine brødre!”
Reaktionen var forudsigelig. ”Noget ondt?” – ”Hvem siger, at byens befolkning ville gøre ’noget ondt’? Man ville blot ’forlyste sig lidt med et par tilrejsende gæster’. Men det hele var en harmløs spøg. Slet ikke ondsindet.
*
Hvad nu sket i Sodoma for de mange tusinde år siden er blevet gentaget mange gange i historien og vil atter på oprørende vis finde sted i dag: Byens borgere jog den retfærdige Lot væk fra deres enemærker. De kunne ikke tåle bare synet af ham. Hans blotte tilstedeværelse var en pine for deres samvittighed. Når han talte, holdt de sig for ørerne, og hele deres indre kom i oprør – brændemærkede som de var i deres samvittighed.
”Bort med ham!” råbte de, og dette råb gjalder gennem hele historien indtil en uskyldig mand stilles for retten, og Pilatus, den jødiske statholder, ’satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes det stenlagte (på hebraisk Gabbata) og ’overgav den uskyldige til at korsfæstes’ (Johs.19:16).
NU VIL HAN SPILLE DOMMER
”Her er denne ene mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille dommer. Lad os handle værre med ham end med dem!” og de trængte ind på manden, på Lot, og nærmede sig døren for at sprænge den” (1.Mose 19:9).
Dette er argumentationen og ånden bag den handling, som ultimativt førte til Guds dom over Sodoma. Lad dem derfor tie, som påstår noget andet. Lad dette én gang for alle blive højtlæst for enhver, som vil påstå, at homoseksualitet blot er ’et lille sidespring’ – ’en harmløs og uskyldig, seksuel afvigelse’, som ikke er til gene for andre mennesker. Lad dem med dette (Skriftens ord, som er alle menneskers ledetråd og det eneste, der kan hindre menneskenes børn i at blive forført af en verdensomspændende vildfarelse) … lad dem med dette forstå faren, som lurer bag den homoseksuelle agenda.
*
”Her er denne ene mand kommet som fremmed (v.9).” Heri ligger hovedanklagen mod de kristne! De er som et fremmedelement, der ikke i længden kan tåles. De er som et folk i folket; har deres egne grænser, egne love, egne sange, egne ledere – fordi de har deres egen konge!
”Og nu vil han spille dommer” – de sande kristne kender deres sang: ’De vil ophøje sig til dommere’. ”Men vi har vore egne dommere,” lyder det fra Sodomas indbyggere. Højtideligt indsatte. Højtlønnede og højt æret. De dømmer efter deres eget juridiske system, som er anerkendt i hele den egn, som vi bebor. Ifølge disse dommere er den måde, som disse ’fremmede’ lever på, kriminel! De bør alle steder retsforfølges. Den måde, de opdrager deres børn, fører til den rene lovløshed, og de bør straffes for deres gudsdyrkelse, som er anstødelige ifølge vore skikke.”
BYENS SKÆBNE BESEGLET
Først i det øjeblik viste de fremmede mænd deres sande identitet. De var ikke blot tilfældige rejsende, men de var høje engle sendt i en særlig opgave fra Gud. ”De rakte hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede døren. Mændene udenfor slog de med blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde porten.” De to fremmede viste helt og holdent, at have situationen under kontrol. Med vilje havde de ventet til dette øjeblik, hvor den sanseløse hob havde bevist sine hensigter. De overtog nu fuldstændig begivenhedernes gang. Sodoma var dømt. Byens skæbne var beseglet. De sagde til Lot: ”Hvem, der ellers hører dig til her, dine svigersønner, dine sønner og døtre – alle, som hører dig til i byen, må du føre bort fra dette sted. Byen er dødsdømt. Skriget er blevet så stort for Herren, at han har sendt os for at tilintetgøre dens indbyggere.
*
Uden for huset stod et par unge mænd, der ikke vidste noget om den dom, som i disse timer var fældet over Sodoma. De tilhørte dybest set den flok, som nu kun havde nogle timer tilbage at leve i – men på grund af deres alliance med Lots døtre, fik de endnu en chance. De kunne vælge mellem livet og døden. Som de eneste blandt den skare, som havde deltaget i nattens begivenheder, fik de lov at vælge. Ville de følge den retning, som deres naboer og bekendte, venner og familie havde taget – eller ville de gå med denne fremmede, som hævdede, at Sodoma kun havde kort tid tilbage.
”Da gik Lot ud og sagde til sine svigersønner, der skulle ægte hans døtre: ’Stå op og gå herfra, thi Herren vil ødelægge byen’. Men hans svigersønner troede, at han drev spøg med dem.”
Det havde de også troet midt i nattens alvor. De troede, at det var spøg, da deres naboer truede med at behandle Lot ’værre end de to mænd, som han havde i huset’ (v.9). I deres letsind var alt kun én stor ’joke’. Intet tog de alvorligt. De lo af deres svigerfars advarsler. Talte overbærende med ham. ’Det kunne han ikke mene’, Sodoma! En hel by. Med mange gode familier. Og børn? De var jo uskyldige! Nej, her kunne de ikke følge deres svigerfar. Det var sekterisk, hvad han troede på.
”Men da solen steg op over landet, – lod Herren svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra – fra Herren, fra himlen.”
De to mænd greb den tøvende Lot, hans hustru og hans to døtre ved hånden og førte dem uden for byen. Apostelen Peter udbryder ved disse ord: ”Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelser og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag” (2.Pet.2:9).
DE SKAL BLIVE HVIDE SOM SNE
Under alt dette – hele dette utrolige begivenhedsforløb – holdt Sodomas indbyggere ikke op at bede til Herren. De hørte ikke Herrens røst, som sagde: ”Når I kommer at stedes for Mit Åsyn, hvem kræver da af jer, at min forgård trampes ned? Bring ikke flere tomme afgrødeofre! Offerrøgen er mig en vederstyggelighed. Jeg hader jeres højtider. Jeg er træt af at bære dem. Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Bort med de onde gerninger! Hør op med det onde! (Es.1:12-16)
… og så kommer de ord, som kan trænge gennem al synd og snavs, al tomhed og falske forhåbninger: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.”
I lang tid fattede jeg ikke dette sidste billede: ’de skal blive hvide som uld’. De får, jeg havde set, var altid nogle halvsnavsede skabninger, som hyrden og hans hunde sørgede for ikke fór vild. Sådan forstod jeg det indtil den dag, hvor billedet blev forklaret for mig. Profeten taler her ikke om de usle får her på jorden. Han taler om den strålende, overjordiske renhed, som omgiver ’det slagtede lam’, som er foran Guds trone.
”Og jeg så, at mellem tronen og de ældste stod der et lam, ligesom slagtet” (Åb.5:6). – Og jeg hørte en højrøst, som sagde: ”Værdig er lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom. Og enhver skabning i himlen og på jorden og under jorden hørte jeg sige: ’Lammet være lov og pris og ære… og de ældste kastede sig ned og tilbad…”
*
”Kom, lad os gå i rette med hinanden” (Esajas 1:18). – ”Jeg giver jer dommere som fordum, rådsherrer som før (v.26).
”Overtrædere og syndere knuses til hobe… thi skam vil I få af de ege, I elsker skuffelse af lundene, I sætter så højt (v.28-29).” Et opgør med den forløjede, falske kærlighed, hvis klimaks (ifølge Bibelen) ligger skjult i homoseksualitet.
BEMÆRK:
Læs under Retsopgøret artiklen: ’JEG VIL BYGGE MIN (UNDERGRUNDS)-KIRKE’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
- Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 19.02.2021.
0 Kommentarer