NEDRIVNINGS-PROCESSEN
”I kong Uzzijas dødsår, så jeg Herren sidde på en såre høj trone… (Esajas 6:1).”
Regenter forsvinder. Konger omtales i det år, de dør. Det er det eneste monument, der rejses for dem, at nu er deres tid uigenkaldeligt forbi! Alle deres gerninger følger dem i graven, som er forglemmelsen. Man husker ikke mere deres navne.
”Hvor har dog Herren i vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra himmel til jord og glemt sine fødders skammel (Israel) på sin vredes dag (Klagesangene 2:1). ”På fjendevis spændte Han buen, stod som en uven… Han nedrev sin hytte (Templet), lagde sit feststed øde… bortstødte i heftig vrede konge og præst (v. 4-6).”
Netop i dette øjeblik (og i samme åndedrag) meddeler Esajas sit syn: ”Jeg så Herren sidde på en såre høj trone (Esajas 6:1).” Herrens åbenbarelse kommer altid til tiden. Nogle gange – syn’s vi – er det på målstregen, men aldrig for sent!
Derfor holder vi i prøvens stund ’vort blik rettet mod Ham, som udholdt skammen, og nu har taget sæde på højre side af Guds trone’.
Der er kræfter i gang i vort samfund, som river alt ned, hvad der er højt. Man proletariserer det, som er hævet over det almindelige – men Herren sidder på ’en såre høj’ trone, og ethvert forsøg på at nå derop, er på forhånd dømt til undergang. Derfor vil de politiske bestræbelser på at føre nedrivningsprocessen til tops, aldrig lykkes.
”Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger!”
Dette er dommen over djævelen og hans nedrivningsproces. ”Til dødsriget sendtes din højhed. Dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er orme (Esajas 14:11).”
”Du, som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner…”
”… stiger over skyernes højder den højeste lig (v.13).” – ”Ja, ned i dødsriget styrtes du, nederst i hulen!” (v.15).
Dermed er deres skæbne blevet udtalt, som vil følge djævelen i hans stormløb mod Guds overhøjhed. Herren sidder på ’en såre høj trone’. Han trækker i dette skriftafsnit tæppet tilbage for det, som kan ses med det naturlige øje – og pludselig ser vi, hvorledes det ser ud i dødsriget med dem, som har haft magt på jorden.
REGERINGENS KAMP MOD DE 10 BUD
Det første af de ti bud: ’Du skal ikke have andre guder end mig’ er med Coronakrisen på vej ud af menneskers bevidsthed. Man har ikke blot lukket ned for tilbedelsen af den ene, sande Gud – men man har åbnet op for ’andre guder’, så at Bibelens grundnorm ikke mere kan komme til sin ret.
”Du skal ikke have andre guder end mig!” (2.Mose 20:3) sætter fokus på det faktum, at mennesket (så længe som det lever under syndens herredømme) ’dyrker og tilbeder afguder’. Covid-19 er en sådan afgud! Den giver sig tilkende ved at stille en række krav til befolkningen i et land. Den skal lyde hans befalinger med en trældomsånd, så at alt og alle ’stiller deres lemmer til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber’ (Rom.6:13). Dette er afguden, Covid-19’s agenda. Det er dens program.
Det vil sige, at dens villige tjenere vil være med til at sprede frygt; de vil arbejde på at få splittet al form for fællesskab (under parolen: ’Hold afstand fra hinanden’) De vil jage en ’angst for døden i den enkelte’ og sørge for, at især kirkerne indgår betingelser, som tilintetgør og dræber ’menighedens fællesskab’. De vil sætte en stopper for lovsang og tilbedelse af den ene, sande Gud og hindre velsignelsen ved forkyndelsen af Guds ord. Dette er, hvad afguden Covid-19 har som sit formål, og det er blevet forkyndt af afgudens tjenere: En servil og trældomslydig regering.
*
Denne afgudsdyrkelse er dermed flyttet fra at være et fænomen fra historien, og til at blive et højaktuel symptom, som præger især den danske befolkning, der villigt har fulgt i sporene af denne første og mest grundlæggende synd.
”Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig (efter 1000 år indflydelse fra evangeliet) åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem.
Thi Hans usynlige væsen både Hans evige kraft og Hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens grundvold af, idet det forstås af Hans gerninger. – Så de er uden undskyldning! (Rom.1:19-20).”
EN REGERING PÅ AFVEJE
Går man ud fra ’læren om afguder’, sådan som den findes i både Gamle- og Ny Testamente, er det helt klart, at en regering, som her er kommet på afveje, ikke selv er klar over, hvad den har gang i! Den er totalt uvidende om, at den fører et folk og en hele generation af unge ud i et ingenmandsland, hvor det – ubeskyttet som det er – bliver et let offer for de glubske rovdyr, som lever her.
Skriften siger i den forbindelse: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Ham, som du har sendt, Jesus Kristus (Johs.17:3).” Det vil sige, at mennesket ikke har nogen virkelig forståelse af, hvem og hvad der er ’den eneste sande Gud’, før det har modtaget det evige liv, og intet menneske er i stand til at modtage det evige liv, før det er kommet til Ham, som er udsendt, Jesus Kristus.
*
En statsminister kan have indsigt i mange ting, og han (eller hun) kan styre de verdslige forhold på en kyndig, ja, retfærdig måde – men så snart der kræves åndelig indsigt i en sag, så er en minister (og en uigenfødt embedsmand) som et uvidende barn og kan ikke overlades noget ansvar af betydning; han kan let forføres til at gå djævelens ærinde. Før nogen aner uråd, kan han blive farlig for sine omgivelser. Han må sættes under kontrol.
Dette ’at kende den eneste sande Gud’, har nemlig at gøre med det dybeste, som findes i mennesker. Det er ikke overladt til en verdslig ministers skøn eller vurdering. Det kan ikke opnås ved nogen religiøs følelse. Det faktum, at mennesket er dybt faldet i synd og nu mangler kundskab om Gud, udelukker en sådan tankegang. Også øvrigheden og dens embedsmænd er undergivet disse forhold.
Ja, ikke nok med det! Den kristne må indstille sig på, at verdensmagten er fjendtligt indstillet mod Gud. Af natur er øvrigheden imod Gud og vil ikke have noget med Ham at gøre. Den må derfor begrænses i sin magt. Dertil har den fået Grundloven, som i sine paragraffer beskytter borgeren mod statens overgreb.
*
Skriften understreger dette forhold fra begyndelsen af. Det fortælles på Bibelens første blade, at ’Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang’ (1.Mose 6:5).
Jesus lærer i den forbindelse, at ’fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd og bespottelser’ (Matt.15:19). Menneskehjertet er i sig selv ikke noget godt sted at søge til, for at finde ’det gode’. Det er fyldt med ondskabsfulde tanker og nedrige planer.
I menneskehjertet er den tanke opstået ’at ville slå ihjel’. Her hersker de mest morderiske ideer, og drabet på andre mennesker ligger lige for hånden. Fristelsen til at svigte det mest hellige løfte, ægteskabspagten, lurer i menneskets indre. Utugten og urenheden har med tiden fået overtaget i menneskers indbyrdes forhold. At stjæle, lyve og spotte og håne hører med til dagens gøremål. En regering kan – hvis den ikke holdes i stramme tøjler – let forvildes i den retning.
”Hjertet er svigefuldt frem for alt, der er sygt, hvem kender det?” (Jer.17:9)
GUDSFRYGT HAR DEN IKKE FOR ØJE
En regering, som identificeres som den ’verdslige øvrighed’, består som oftest af borgere, der ikke har noget nævneværdigt forhold til Gud. Skriften karakteriserer et folketingsmedlem med samme målestok, som den bruger overfor ’det faldne menneske’. Der er iblandt disse folkevalgte ’ingen retfærdig, ikke én’ (Rom3:10). Kanhænde, at der findes enkelte troende blandt denne skare, som skal lovgive (og være meddelagtige i landets styre) – men det er som oftest et mindretal, der må kæmpe en uligt kamp for Guds riges sag.
I det store og hele må folketingets sal betragtes med Skriftens ord for øje: ”Der er ingen forstandig, der er ingen som søger Gud, afvegne er alle…” (Rom.3:11-12).
… og i særligt alvorlige tilfælde kan det siges: ”De er rappe på foden til at udgyde blod (v.15).”
En regering kan oven i købet beskyldes for, at ’der er ødelæggelse og elendighed på alle dens veje’ (v.16). Samlet må man komme til den konklusion, at ’fredens vej kender den (regeringen) ikke, og gudsfrygt har den ikke for øje (v.17-18). – (Det sidste har i Danmark manifesteret sig ved, at statsministeren åbent har udtalt, at ’Gud skal sættes ind på et vigespor. På spørgsmålet om, hvem ’Gud skal vige for’, er svaret følgende: ”Det er her i huset at vi tager bestemmelser…”
*
”Kom i hu,” siger Skriften, ”at I på den tid var uden forbindelse med Kristus, uden borgerret i Israel, fremmed for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden.”
Det vil sige, at vi med modtagelsen af Kristus også er blevet antaget ’med borgerret’ i Israel.
… og det vil igen sige, at vi ikke længere (som ikke-jøder) er ’fremmede og udlændinge, men er ’de helliges medborgere og Guds husfæller’ (Ef.2:12 og 19).
Ordet ’Guds husfæller’ fortæller om en tid, hvor vi skal regere ud fra Jerusalem, hvor Herren har taget bolig. Vi er – på det tidspunkt – ’de helliges medborgere’, og der er blevet givet os en ’medborgerret’.
Hvad jeg vil sige (med denne særlige borgerret i Israel), som følger med frelsen i Jesus Kristus, er, at den virker i den usynlige verden allerede nu, hvor vi (som engang var langt borte… Ef.2:13) ’er kommet nær på grund af Kristi blod’ (v.13).
(Som kristne er vi borgere i to verdener: Vi er borgere i denne verden og medborgere til mange uigenfødte mennesker, der lever uden håb og uden Gud i den samme verden! Samtidig er vi borgere i Guds rige, hvor vi er medborgere til ’de hellige’, som er ’opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold, og med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten’.)
*
”Du skal ikke have andre guder end Mig,” rejser med det samme spørgsmålet: Hvem er ’mig’? Hvem er det, der taler og befaler Moses, at han ikke skal have andre guder end ’Mig’?
Røsten, som talte disse myndige ord (fuld af en selvstændig autoritet) kom inde fra en brændende tornebusk, som stod i lys lue uden tilsyneladende at blive fortæret af flammerne. Synet var så mægtigt og underfuldt, at Moses besluttede, at han ville undersøge det nærmere.
Han tænkte: ”Jeg må se nøjere på dette mægtige syn. Hvorfor brænder busken ikke?” (2.Mose 3:3) – men da han nærmede sig den flammende busk råbte røsten (stadig inde fra busken: ”Moses, Moses! Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.”
Fuld af undren løste Moses sine sandalremme og lod sine sandaler glide af – og stod nu med nøgne fødder i sandet og ventede, at røsten skulle identificere sig.
”Jeg er din fars Gud,” lød det inde fra busken, som stadig brændte uden at flammerne fortærede dens grene og blade. ”Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!” (v.7)
’Da skjulte Moses sit ansigt’. Han tilhyllede det med sin kappe; han var slået med rædsel! Han vidste, at han var i livsfare. Han vidste, at hvis han bare så så meget som et glimt af den Gud, der talte med ham, så var han dødsens. Lammet af øjeblikkets storhed og hellighed stod han stille og ubevægelig og lyttede. Hvad ville den Gud, som han kun havde hørt tale om, og som han kun kendte fra fortællingerne om hans besynderlige redning fra Nilens krokodiller, da han i en kurv som baby blev reddet af en egyptisk prinsesse, som han regnede for sin mor.
”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne – og nu er jeg kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk ud af Egypten!”
Vi skal i et øjeblik lytte til forhandlingerne, som blev ført af jævne mennesker fra alle sider af samfundet. De var alle enige om ét: At en tid med en regering, som ville bestemme alt, var forbi. En ny epoke stod for døren.
DA REJSTE SKOMAGERSØNNEN SIG
Da rejste skomagersønnen fra Odense, Jens Anders Hansen, sig. Han var bøndernes ven og var altid i strid med de national-liberale embedsmænd. Han var fjende af ordets ’statskirke’ og holdt af betegnelsen: ’luthersk-kristelig kirke’. Han greb ordet under de langvarige forhandlinger om kirkens fremtidige stilling i Danmark og sagde bl.a.:
”Jeg tillader mig at spørge: Har vi her i landet nogensinde haft en luthersk kirke i kristelig forstand? Jeg tror, at alle må svare: ’Nej, det har der aldrig været’! Og de har tilføjet: ’Vi har oplevet en kirkelig tvang, et tvangshus, hvori man med lovens sværd har indjaget en skræk i alle dem, der var født af luthersk kristelige forældre’.”
Hvad navn har man givet dette tvangshus?
Man har kaldt det for STATSKIRKE. Det navn har man givet den på trods af, at ordene ’stat’ og ’kirke’ er to vidtforskellige begreber.
Vi har haft en kirke, hvis medlemmer i de mest højtidelige øjeblikke af deres liv med munden har bekendt en vis tro (og det gjorde de, om de havde denne tro i hjertet eller ej).
Der er ikke blevet tilstedt nogen en ’fratrædelsesmulighed’; man har simpelthen jaget folk derind, og bag dem smækket dørene i og forment dem udgangen med lås og slå!
Dette har indtil denne dag været kirkens stilling. Den har været uklar. For os alle tvivlsom og dunkel – og der har hersket stor uoverensstemmelse på dette punkt.
*
Nu stod byskriverens søn fra Svanneke frem, og talte om betydningen af grundlovsordet ’understøttes af staten’. Han var en mand, som var kommet fra små kår – men allerede som ung dreng, blev han ’opdaget’ af en statsrådinde Kofoed og fik hjælp til sine studier.
Han var begavet med hensyn til lovenes tekst, og har bl.a. udarbejdet en tekstforbedring (på Latin) af Ciceros bøger om lovene. Det var kultusminister Madvig. Han sagde:
”Understøttelsen ligger i en virkelig finansiel og materiel hjælp til kirken – men også i en åndelig. Jeg vil fremhæve, at når det teologiske fakultet lønnes af staten, da er det en ydelse af staten til kirken. (Madvig blev senere i 4 perioder rektor for Københavns Universitet.)
Understøttelsen består fremdeles i, at staten, uden at tvinge nogen ind i kirken, tilvejebringer alt den sikkerhed for kirken, som den behøver, at den freder om kirken, freder om gudsdyrkelsen, yder gudsdyrkelsen respekt og sikrer den imod enhver forstyrrelse.
Det er dette, jeg tror, at grundlovsudkastet har tænkt sig ved begrebet folkekirke, og det er i denne betydning jeg frembærer dette begreb.
*
Nu trådte den godmodige C.C. Hall frem. Han blev født på Christianshavn som søn af en bødkermester, der var oberstløjtnant i borgervæbningen.
Allerede Halls ydre fremtræden vandt ham venner. Hans skikkelse var høj og fyldig; det lyse, krøllede hår, den friske ansigtsfarve og de klare, godmodige øjne gav straks indtrykket af noget sundt og strålende.
Han ville have ordet ’tvangshuset’, som ’Det ærede medlem for Svendborg Amt 1ste distrikt, J.A. Hansen’, havde anvendt om statskirken, slettet.
”Det er ubeføjet at kalde statskirken for ’Tvangshuset’. Jeg tror, at han også kaldte det for ’tugthuset’ (forsamlingen: Ja! Ja!) Jeg tror, at denne betegnelse er urigtigt. Således har det ikke været, og således er det ikke i Danmark. Denne betegnelse er beklagelig og bør ikke bruges!”
*
J.A. Hansen replicerede: ”Når den ærede ordfører har ment, at der ikke kunne påvises ’voldsom tvang’, skal jeg blot bemærke, at jeg ville kune nævne flere faktiske eksempler herpå hertillands.”
(Med hensyn til J.A. Hansens brug af begrebet: ’Tvangshuset’, kan jeg ikke undlade at bemærke, at Bibelen bruger dette ord i forbindelse med Babels konge, og hvad der sker i hans hus. I Esajas kap. 14:3-4 står beskrevet den hårde trældom, som lagdes på Guds folk: ”Du skal istemme denne spottevise om Babels herredømme: ’Hvor er dog bødlen stille, TVANGSHUSET tyst.”
BEMÆRK:
Læs under Retsopgør artiklen: ’BAGGRUNDEN FOR GAZA-KONFLIKTEN’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 04.06.2021
0 Kommentarer