PROFETISK JOURNAL

LAD DEN, SOM HAR ØREN, HØRE

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme (Matt.24:37).”

Da gik det således til:
”Da der var gået fyrretyve dage, åbned Noa den luge, som han havde lavet på arken og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden (1.Mose 8:6-7).”

Således sender jeg nu denne prædiken ud over jordens vande, som langsomt synker og når bjergenes toppe. Den flyver som ravnen på må og få over de stille strømme og søger et sted, hvor den kan slå sig ned. Den vender aldrig tilbage til arken – for at jeg kan notere mig, om den har ’fundet et sted at sætte sin fod’ (v.9).
Lad den, som har øren, høre…

DEN KOMMENDE
VERDENS KRÆFTER

… prædiken over Matt. 14:13-21

Man skal kunne forestille sig situationen. Flere tusinde, sultne mennesker i en ørken, hvor der ikke var fugls føde. En lille ration bestående af nogle få brød og et par fisk – (hvad der kunne være i en lille drengs malpakke). Og så Jesus, der her stod over for den massive udfordring: ”Giv dem noget at spise!”

Intet mindre end et mirakel kunne løse dette problem (som skulle kunne gentage sig få dage efter i en lignende situation.) Hvad ville Jesus gøre? Han gjorde miraklet! Han gav dem at spise! Det hele gik således til:

Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene (Matt.14:13).

Det, som Jesus hørte, var den grusomme fortælling om Johannes, der var blevet halshugget af Herodes.

Jesus reaktion på disse nyheder var denne: ”Han drog bort derfra i en båd for at være alene.” – Han tog ’til et øde sted’, hvor der ikke var mennesker…

Han har ingen kommentarer til den verdslige øvrigheds handling. De to – Johannes og Jesus – var født med et halvt års mellemrum. Johannes var den ældste. Han havde nu løbet sit løb til ende. Om kort tid var også Jesu jordiske tjeneste slut. Man kunne forestille sig, at Jesus nu – mere end nogensinde – ville give sig i kast med at undervise skarerne. Men det modsatte skete. Han tog af sted ’for at være alene’ (v.13).

”Men skarerne opdagede det (v.13).” Nyheden spredtes, og folk brød op i flokke og fulgte efter ham til fods (v.13). De forlod byernes skygge og værn mod den brændende hede, og drog i store grupper ud i den øde vildmark for at lytte til et ord, som de ikke kunne undvære. De kom ’fra byerne’ alle steder fra i Israel. De var sultne (ikke efter brød) og tørstige (ikke efter vand) men de ville gå langt for at høre et Herrens ord.

”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg sender hunger i landet; ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord (Amos 8:11).”

Det stik modsatte er tilfældet i Danmark og mange steder i Europa. Ingen spørger efter et ord fra Herren. Landet og landene er åndeligt forarmet. Udmagret fodres en opvoksende generation med det, som ikke kan mætte. Den åndelige fattigdom er slående.

*

”Da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare (v.14).” Han blev ikke irriteret, fordi man ikke ville lade Ham i fred – men ’han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge (v.14).”

Det er uforståeligt, at farisæerne så nidkært og så ofte fulgte med i Jesu gerning, og at de til stadighed kunne fastholde dens skjulte mordplaner overfor en mand, der ’ynkedes over skarerne, og som helbredte dem, der var syge’. Deres samvittighed måtte blive vakt ved at se den ustandselige fred og glæde – ja, begejstring, som greb skarerne, når de så de mange helbredelser.

Også denne dag gik med lykkelige oplevelser, nære slægtninge og familiemedlemmer, som blev helbredt for uhelbredelige sygdomme og forkyndelsen af et ord, som man aldrig havde hørt magen. Det var timer, som ikke måtte høre op – men ’da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: ”Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad (v.15).”

DET FORNUFTIGE FORSLAG

Intet kunne være mere rigtigt end dette forslag! Det beviste en virkelig omsorg for den store folkeskare, som havde samlet sig. Det var en fornuftig observering ! De mange mænd, kvinder og børn, som befandt sig på dette ’øde sted’ (v.15). Det var kun rigtigt og ansvarligt at forudse det værste, og få Jesu opmærksomhed rettet mod den katastrofe, som ventede folkeskaren, hvis den ikke blev opløst og sendt bort, mens det endnu var lyst.

(”Der var omkring fem tusind mænd… foruden kvinder og børn (v.21).” Altså et sted mellem 15-20.000 mennesker, som begyndte at vise tegn på, at de ikke kunne leve af den åndelige føde alene).

*

Apostlen Jakob siger i den forbindelse: ”Hvis en broder eller søster mangler det daglige brød og en af jer siger: ’Gå bort med fred, sørg for at spise godt’ – men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så (Jakob 2:15-16).”

Jesus stod her i en situation, hvor han var nødsaget til at se den i øjnene. Han kunne løse de åndelige spørgsmål – det havde han til fulde bevist – men tilbage stod nogle legemlige krav, som Han i denne situation kunne stilles til ansvar for.

*

Den samme udfordring meldte sig nogle dage senere, hvor en folkeskare på omkring 10-15.000 mennesker havde fulgt ham (Matt.15:32-39) ud i ørkenen. Han ynkedes over den store mængde mennesker og sagde: ”De har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise.”

Han fortsatte: ”Jeg vil ikke sende dem sultne bort, for at de ikke skal blive udmattede undervejs (v.32).”

Jesus skulle nu svare på udfordringen, som disciplene havde lagt foran ham, og som i al sin enkelhed lød sådan: ”Send skarerne bort!” (v.15)

Svaret lød (og dermed var sagen afgjort; Jesus ville have problemet løst på en anden måde): ”De behøver ikke at gå!”

Det vil sige, at dette ’at sende skaren bort’, ikke nødvendigvis var løsningen. ”De behøver ikke ’at adlyde det legemlige krav på den måde, at de sultne skulle forlade det øde sted. Der var en anden løsning, som Jesus kendte, men som i dette øjeblik var skjult for deres øjne.

Jesus fortsætter: ”Giv I dem noget at spise!” (v.16) Hans svar berørte netop problemets kerne, og disciplene gentog over for Ham: ”Vi har kun fem brød og to fisk (v.17).”

*

For at kunne begribe, hvad der egentlig skete, da Jesus mirakuløst bespiste store skarer i ørkenen, er der en stor og afgørende sandhed, som må åbnes for os! Det taler Jesus tydeligt om et andet sted, hvor jøderne på grund af en helbredelse (som skete på en sabbat) forfulgte ham.

JESUS GØR KUN DET, HAN SER FADEREN GØRE

Da sagde Jesus til dem: ”Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.” Med andre ord: Der er stadig en stor arbejdsmark foran os. Faderen har travlt, Sønnen har travlt – og vi må nu gøre som Faderen og Sønnen: Arbejde!

Jesus fortsatte: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad Han gør, det samme gør Sønnen. Thi Faderen elsker Sønnen og viser Ham alt det, Han selv gør, ja, endog større gerninger end disse skal han vise ham, så I må undre jer (Johs.5:16-20).”

Det vil med andre ord sige, at Jesus – da han stod overfor den store udfordring i ørkenen – havde set Faderen arbejde. Han kendte Guds løsning på problemet.

Når han udtaler: ’De behøver ikke at gå’ og tilføjer: ’Giv I dem noget at spise’, så talte han ikke i tåger. Hans Fader havde vist ham helt præcist, hvad der skulle gøres i denne situation. Derfor svarer han på disciplenes gentagne opfordring (der ligger i ordene: ’Vi har kun fem brød og to fisk’) med buddet: ”Giv mig dem!”

*

Hebræerbrevets forfatter berører, hvad der nu skete. Han taler om ’den kommende verdens kræfter’ og præciserer, at det er noget ’vi kan smage allerede her’ (Hebr.6:5).

Dette gjorde sig nu gældende: Jesu ’lod folkeskarerne sætte sig’.

Markusevangeliet, som også beskæftiger sig med den samme hændelse, går lidt mere i detaljer. Markus fortæller, at den store skare lejrede sig ’flok ved flok’. Nogle af disse flokke ’indeholdt hundrede mennesker andre halvtreds’ (Mark.6:40).

Det må have været et prægtigt syn at se alle de forventningsfulde mennesker ’lejre sig’ (v.40).

Så begyndte miraklet:

”Jesus tog de fem brød og to fisk, så op mod himlen og velsignede dem. Han brød så brødene og gav dem til disciplene, for at de kunne byde dem rundt. Markus skriver: ”Også de to fisk delte han ud til dem alle (v.41).” – og det er her, at ’filmen knækker’, for der står skrevet: ”Og de spiste alle og blev mætte (v.42).”

Markus slutter: ”Og af levninger – også fra fiskene – samlede man tolv fulde kurve.”

Han lader læseren selv slutte regnskabet ved at tilføje: ”De, som havde spist brødene, var fem tusinde mænd (v.44).”

DA GIK EN BEVÆGELSE GENNEM SKAREN

Det må have taget mindst et par timer at få gennemført dette bespisningsunder. I den tid var Jesus travlt optaget af at bryde de fem brød og dele de to fisk. Da der var gået en rum tid, stod han stadig og brød de fem brød og de to fisk. Det syntes aldrig at ville tage en ende med denne brødsbrydelse, og disciplene – hver med sin kurv – kom til stadighed tilbage for at få den tomme kurv fyldt op.

Folk spiste og blev mætte – og man undrede sig i de mange grupper, hvorledes disciplene kunne blive ved at hente nye forsyninger, som flød i en strøm fra Jesu hænder.

Da alle var mætte og tilfredse, siger Jesus: ”Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde (Johs.6:12).”

Så gik disciplene en sidste gang ud i den store menneskemængde. Denne gang kom de ikke med topfyldte kurve med brød og fisk – men de kom med tomme kurve, for at fylde kurvene med levninger.

Da gik der en bemærkelsesværdig bevægelse gennem skaren. De folk, der var samlet dér på stedet, havde med egne øjne set, hvorledes mirakuløse kræfter arbejdede med de fem brød og to fisk – (og de kunne føle, at den nagende sult ikke var der mere) og de forstod, ’at de havde set et tegn fra Gud’! (v.14) … og ret hurtigt begyndte en stor sandhed at gå op for dem, og man hørte dem råbe (i den ene gruppe efter den anden): ”Han (Jesus) er i sandhed den profet, der kommer til verden!” (v.14)

”Da Jesus mærkede, at de ville komme og føre Ham bort med magt FOR AT GØRE HAM TIL KONGE, trak han sig atter tilbage op i bjergene ganske alene (v.15).

*

JERES TRO ER MEGET LILLE

Nogle dage efter denne talende begivenhed, hvor et uforklarligt mirakel havde fundet sted, og tusindvis af mennesker var blevet bespist med fem brød og to fisk (og tolv kurve med levninger var blevet indsamlet efter det rigelige måltid) var Jesus på vandring med sine disciple. Han sagde da til dem: ”Se til, at I tager jer i agt for farisæernes surdej!” (Matt.16:6)

Da talte disciplene indbyrdes med hinanden og sagde: ”Det er fordi, vi har glemt at tage brød med (v.8).” Jesus var klar over, hvad der foregik, og han afbrød disciplene med ordene: ”Hvorfor siger I til hinanden, at jeg irettesætter jer, fordi I har glemt at tage brød med. Jeres tro er meget lille. Har I endnu ikke fattet det? Kan I slet ikke huske de fem brød og de to fisk til de femtusind – og hvor mange kurve fulde af levninger, I da samlede? Eller de syv brød med nogle småfisk til de fire tusind, og hvor mange kurve I da samlede. Fatter I slet ingenting og tror nu, at jeg taler til jer om brød, når jeg siger: Tag jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej!”

Disciplenes hukommelse var kort. De glemte – som vi – ofte de stunder, hvor de oplevede den kommende verdens kræfter.

Herrens mishag overfor vantroens ånd kommer måske tydeligst til syne i Gamle Testamente – som for eksempel i en samtale mellem profeten Elisa og en kongelig officer.

Elisa sagde: ”Hør engang, hvad Herren siger” (det var dengang Samaria var belejret af aramæerne, og hungersnøden var stor i byen): ”I morgen vil man kunne få en ordentlig portion fint mel for et par sølvmønter.”

Den kongelig officer svarede: ”Om så Gud satte vinduer på himlen, (så det kunne regne med mel) – så kan det ikke ske!” (2.Konge 7:1-2)

”Du skal med egne øjne få det at se, men du kommer ikke til at nyde godt af det,” svarede profeten.

Den følgende dag ophørte belejringen og mel og byg kostede næsten intet. Trængslen var stor i byporten, og den vantro officer blev trampet ned (v.19-20).

*

DEN, SOM HAR ØREN…

Dette er den sorte ravns ærinde.

I mange dage vil den flyve over jordens vande og søge efter et sted, hvor den kan sætte sin fod. Den vil blive ved med at flyve ’indtil vandet er tørret bort fra jorden’. Dette er denne prædikens skæbne. Den flyver bort – og kommer IKKE tilbage.

’Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme.

Som de levede i dagene før syndfloden: De åd og drak, tog til ægte og gav til ægte, lige til den dag, da Noa gik ind i arken. Og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort’ (Matt.24:37-39).

BEMÆRK:
Læs under Retsopgør artiklen: ’BORGERRET’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

​ Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 23.07.2021