PROFETISK JOURNAL

DET TREDJE BUD KRÆNKES

Camp David aftalen mellem Egypten og Israel blev i 1978 underskrevet af Egyptens præsident, Anwar al-Sadat, og Israels premierminister, Menachem Begin, på foranledning af den amerikanske præsident, Jimmie Carter.

Man fortæller, at da man nåede til den første fredag i den aftalte uge, meddelte Sadat, at han ikke kunne medvirke. Som muslim måtte han overholde den muslimske hviledag. De øvrige deltagere nedlagde arbejdet, og man sendte eksperterne på pause og hyggede sig.

Om lørdagen gentog sceneriet sig. Menachem Begin holdt fast ved sabbat-reglerne om ikke at arbejde, og det siges, at man nåede mere i den afslappede atmosfære, hvor man blot sludrede om tingene, end i de anspændte forhandlinger.

På tredjedagen, søndag tog Jimmie Carter skridtet og meddelte, at det var de kristnes hviledag – og den dag blev der (overraskende og stiltiende) taget beslutninger, som var styrende for hele forhandlingens forløb.

*

Vi fik engang anledning til i vor ørkenlejr at hjælpe en ung mand, som blev sendt til os af hans familie. Hans problem var, at han sad foran sin computer i 16 timer af døgnet – alle ugens dage.

Efter i nogen tid at have været placeret i ørkenens ensomhed – uden computer – blot med det daglige arbejde, de jævnlige andagter, samtalerne om Guds ord og én hviledag om søndagen – var han blevet et andet menneske.

Da han tog afsked med os, sagde han så inderlig tak for hjælpen! ”Jeg var fanget i en fælde, som sugede al livskraften ud af mig,” sagde han.

*

Mere end hvert 10. barn i skolen har problemer med højt fravær. Ofte vælger skolen at sætte en socialpædagog på opgaven. Undersøgelser og rapporter peger på, at fraværet ikke skyldes sygdom! ’Pjækkeriet’ har en anden årsag! Ensomhed og usynlig mobning ser ud til at være stigende – samtidig med, at lærerne får to til fire lektioner mere om ugen, og derfor har mindre tid til at snakke med eleverne.

Det er en ond cirkel!

Min hjerne kogte over, og jeg ville bare ud,” fortæller den 14-årige Sofie.

11.7 % af eleverne, svarende til 62.315 børn har et højt fravær på 10 % af undervisningstiden – eller mere! (Kilde: Undervisningsministeriet). Kunne det være, fordi man bryder det 3. af de ti bud: ”Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig?”

SEKSDAGSVÆRKET FULDFØRES

Det tredje bud lyder kort og præcist sådan: ”Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig.” Det vil sige, at du altid skal huske på, at Gud har indstiftet en dag, hvor du skal hvile – en dag, som du giver til Herrens ord.

Fra den første begyndelse har Gud givet mennesket ’en hviledag’, og den skal han bruge til ikke at arbejde (som på de øvrige seks dage). Hvis mennesker bruger denne dag til noget andet end ’hvile’, så misbruger han Guds gode gave, og det indebærer en straf i sig selv.

Han viser foragt for Guds skabelsesordning, og det fører i længden til åndeligt mørke. ”Deres tanker bliver tomme, og deres uforstandige hjerte bliver formørket (Rom.1:21).” Depression og åndelig forvirring er den uundgåelige følge af overtrædelsen af dette tredje bud.

Den nye åbning af sabbatsbuddet, som Jesus og apostlene giver forståelsen af dette bud, tager udgangspunkt i Gamle Testamente, men forkynder samtidig den dybere mening med budet. ”Lad derfor ingen dømme jer med hensyn til (overholdelsen af) sabbat,” siger Paulus og tilføjer: ”Det er alt sammen kun en skygge af det, der skal komme, men sagen selv kom med Kristus (Kolos.2:17).”

*

Gud hvilede på den syvende dag. Skaberværket er fuldendt på den syvende! Når Gud derfor velsigner hviledagen betyder det, at denne dag får alt det gode. Gud kan give – og Han lyser den hellig.

Gud gjorde ikke på den syvende dag (hviledagen), hvad han gjorde på de andre seks dage – men han gjorde noget andet. Han fuldendte, hvad han havde skabt. Velsignede og helligede det. ”På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført (1.Mose 2:1-2).” Det vil sige, at de seks dages arbejde var intet at regne mod det, at det blev fuldendt. Han velsignede og helligede den syvende dag (v.3).” Han forholdt sig aldeles ikke passiv på den dag. Det hebraiske ord for hvile (sabbat) giver på ingen måde antydning af ’en passiv holdning’. Langt mere forstår man ved det ord, at ’man slutter det, som man har udført – og står nu åbent for noget andet’.

Ifølge Bibelen hører altså det, som Gud gør på den syvende dag, med til seksdagsværket! Altså: Uden den syvende dag, hviledagen, er intet af det, som Gud har skabt, fuldendt.

Det, som Gud helliger, er ukrænkeligt. Det er Guds specielle ejendom. Han forbeholder sig eneretten til den syvende dag, og velsigner dem, der følger hans ord (5.Mose 28:1-14).

KRÆNKER EN ELEMENTÆR LOV

Det tredje bud vender sig kraftigt imod, at arbejde får al pladsen i et menneskeliv. Buddet rammer alle former for arbejdsnarkomani, der sluger al ens fysiske kraft og alle ens åndelige ressourcer. Det er et brud på det 3. bud og synd imod Gud. Det krænker en elementær lov og nedbryder mennesket. Det gi’r dårlige nerver, overanstrengelse og et ødelagt legeme. Arbejdet bli’r en afgud, som mennesket må trælle under, indtil det ender i dyb mørke…

”Hvis du varer din fod på hviledagen (hviler og ikke arbejder) – viser den dag ære ved ikke at lave aftaler, som du plejer, holder dig fra handel og unyttig snak, så skal Herren være din sande glæde. Han vil sørge for, at du nyder anseelse og ære og respekt over hele verden, og du får andel i de velsignelser, som Herren har lovet dig (Es.58:13-14).”

*

Ifølge Augustins 3. bog af Hypognosticon (som står beskrevet i Den Augsburgske Bekendelse artikel 18) har ’alle mennesker en fri vilje’ – men er ikke i stand til ’at fuldende noget uden Gud’.

Der er således naturlige goder som f.eks. ’at ville arbejde på marken, spise og drikke, at ville have en ven, at ville have klæder, at ville bygge et hus, at ville tage en hustru til ægte, at lære sig færdighed i forskellige gode ting (kort sagt): at ville hvad som helst godt, der vedrører dette liv. ”Men alt dette består ikke uden guddommelig styrelse,” hedder det i stk. 5 og 6 i Confessius Augustina.

Om dette siger Luther i sin store katekismus: ”Eftersom Guds ord har så stor vægt, at ingen hviledag bliver hellig uden det, skal vi vide, at Gud vil, at dette bud bliver strengt overholdt.”

Her har Guds kirke – også i den nuværende tid – et stort ansvar at forvalte. Den skal (det byder Gud) konkret tale om disse forhold og nævne med navn, hvor kirkens mænd svigter deres opgave. De er dermed med til ’at ødelægge hviledagen’.

Det er ikke at forkynde en ny lovgerning at holde fast ved de overleveringer, som apostlene har fastsat. Kritik af forkyndere af den art skal kirken kunne tåle. Her taler nemlig Guds ord både klart og alvorligt, og prædikenen bør være tydelig og talen om ’vanhelligelse’ af hviledagen samt nødvendigheden af, at mennesket bør forstå Guds ord for at kunne blive frelst.

Også de verdslige myndigheder skal have besked om Guds skabelsesordninger. Det offentlige (øvrigheden) laver forordninger som ligefrem forhindrer folk i at helligholde hviledagen – og det er kirkens kald at tale imod (ja, vedblive at tale imod) dette brud på det 3. bud.

(Undtaget er her selvsagt alt arbejde, som kan siges at være nødvendigt for at samfundet kan fungere. Jesus siger i den forbindelse: ”Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbatten falder i en grav. Hvor meget mere værd er dog et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på en sabbat … Matt.12:11-12).” – ”Hviledagen er jo til for menneskets skyld, ikke mennesket for hviledagen (Mark.2:23-27).”

FORAGT FOR PRÆDIKENEN

Men lige så vigtig som den ydre forsømmelse af hviledagen er for øvrigheden og de offentlige embedsmænd, lige så betydningsfuld er også den indre forsømmelse og krænkelse.

Kirken har efter Jesu eksempel til opgave med kraft at forkynde Guds vrede og dom over al overfladiskhed, vanekristendom og facade-åndelighed. Den skal ud fra Guds ord forkynde dom over al stolthed (pride), som foragter prædikenen og mener, at ’de ved alt og ikke trænger til at høre mere’ (Åb.2:17-18).

I den forbindelse er det værd at nævne den åbenlyse foragt, som visse øvrighedspersoner viser dem, som forkynder Guds ord – og her sætter helligholdelse af hviledagen på plads.

Det er nemlig ikke nok at opmuntre folk til at komme til gudstjeneste søndag morgen.

”Til alle tider har kirkens egen synd været overfladiskhed. Den har dermed undervurderet sin menighed, sløvet med prædikeforberedelsen, forkyndt almindelige fornuftssandheder i stedet for Guds ord og dermed givet dem (der kom for at høre og blive opbygget) ’stene for brød’ (Aksel Valen-Sendstad).

Guds menighed lider i vort land. Hvor skal folk gå hen for at høre Guds ord?

”Derfor væmmedes jeg ved denne slægt og sagde: Altid farer de vild med hjertet, og de ville ikke vide af mine veje. Så svor jeg i min vrede: Sandelig de skal ikke gå ind til min hvile (Hebr.3:10-11).”

Det er et voldsomt ord, som Gud bruger, når Han går i rette med den generation, som vender ryggen til hans tilbud om hvile. Han anvender det kun én gang – og det er her i Hebræerbrevet, hvor han siger, at han ’vender sig fra dem i afsky’ (engelsk: ’disgusted’).

”De farer derfor vild med hjertet, og vil følgeligt ikke have noget at vide om ’mine veje at føre dem’. Jeg løfter derfor min hånd og sværger i min harme på, at de aldrig vil blive ’stoppet’ af min hvile. (De får lov at løbe hele vejen til de styrter… v.11).

GÅ IND TIL HANS HVILE!

”Altså,” fortsætter Hebræerbrevets forfatter, ”står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud hviler.”

”At hvile som Gud hviler,” – det lyder forjættende! Der kan ikke være noget sted i hele Guds store univers, hvor afslappet hvile og ro hersker, som i Guds nærhed. Alt ånder her den fuldkomne og retfærdige hvile, som vidner om, at det hele nu er fuldendt, og at intet mangler – intet kræver at blive gjort færdigt, fordi alt er fuldkomment tilendebragt.

Den hvile indbyder Gud sin ypperste skabning, mennesket, at tage del i: ’At hvile som Gud hviler’ – det er den sabbatshvile, som står tilbage til Guds folk.

*

”Se til, brødre! At der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud (Hebr.3:12).” Der står ikke skrevet: ’så han falder fra Gud’, men det understreges: så han falder fra den levende Gud’!

I den tid, som ligger foran de hellige, vil der mere end nogensinde være brug for at stole på den levende Gud. Altså den Gud, som lever og ånder med sin skabning, og som med et årvågent blik følger levende med i, hvordan det går hos folk, som har tillid til ham.

Derfor er den nye hviledag ikke som den gamle sabbatsordning, der blot fordrer hvile én gang om ugen – nej, ’at hvile som Gud hviler’ betyder, at skyggen må vige for den klare sol, og at den egentlige mening med ’Guds hvile’ (’Hovedsagen i det, der tales om… ) drejer sig om en daglig hvile, der gælder ’dagen i dag’.

Derfor hedder det: ”Forman hverandre så længe det hedder ’ i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag (Hebr.3:13) – og, så fastsætter han atter en dag: ’i dag’, idet han så lang tid efter siger gennem David, som ovenfor nævnt: I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter (Hebr.4:7).”

Her står Jesus frem som fyrsten over alle prædikanter. Han forkyndte kun Guds ord – og lod så dette ord gøre sin gerning.

Det (ordet) er nemlig ’levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd – ja, det trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger (Hebr.4:12).”

BEMÆRK:
Læs under Retsopgør artiklen: ’KIRKEMINISTER GÅR HEDENSKABETS ÆRINDE’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

​ Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 15.10.2021