PROFETISK JOURNAL

GUDS STAD ER SÅ STOR SOM INDIEN

Johannes, Jesu discipel, lyver ikke, når han siger: ”Jeg så Den Hellige stad.” Han omtaler dette syn i Åbenbaringsbogen 21:2, hvor han præciserer, at ’han så Det nye Jerusalem’. Han forklarer (uden her at gå i detaljer) at ’han så staden komme ned fra himlen, fra Gud’.

Vi, som venter på, at dette skal ske, kan ikke høre nok om dette mægtige syn, som Johannes refererer til med så få ord. Men Herren har ikke tilladt sin tjener at sige mere end disse kortfattede bemærkninger om ’det ejendommelige, forudberedte værk’, som venter os en gang i en ikke-så-fjern fremtid på Herrens nye jord.

Jesus siger om den kommende stad, som åbenbart skal bebos af de millioner af kristne (fra alle henfarne slægter) og af samtlige overlevne kristne (som har del i den første opstandelse), at ’vore hjerter ikke skal forfærdes, men at vi (siger Jesus) skal ’tro på Gud’ og ’tro på mig’!

Han fortsætter: ”I min fars hus er der mange boliger,” (Johs.14:2) – og det vidnesbyrd klinger som den absolutte og ubesmittede sandhed.

I den stad, som Johannes ’siden ser komme ned fra himlen, fra Gud’, er der – efter de opgivne mål – plads nok til de generationer af troende, som har fået løfte om en bolig. Lige så stort som Indien er den uhyre, vældige grundflade, som sænkes ned fra de himmelske regioner. Det fortæller noget om, hvad byen kan indeholde i sine 12 hovedetager, der tårner sig 1500 engelske mil op i rummet.

Johannes ’forklarer’ med en mægtig malerpensels store strøg – uden tøven eller forsøg på at ville gøre dette kæmpeskue forståeligt for de dødelige – at så umådelig vidtstrakt er den by, som skal være hovedstad på den nye jord.

Hvor stor vil da ikke den jord blive, som regeres og styres fra dette enestående administrationscenter, hvor uret er gået i stå! Tiden er ikke mere. Evighedernes evigheder er begyndt for troens mennesker.

*

Som den første jord i al sin genialitet blev udtænkt i detaljer og derefter dannet efter Guds fuldkomne vilje, sådan er den nye jords mesterværk ’blevet til’ i Kristus Jesus! Den evige sejr, som er blevet vundet på ruinerne af den første jords skaberværk, vil vise sig her i al sin frodige fylde.

”Mig skabte Herren først blandt sine værker – i urtid, førend hans skabte andet,” lyder det i et ældgammelt ordsprog (Ordspr. 8:22).

Heraf kan det udledes, at den nye jord og de nye himle allerede ligger færdige efter de guddommelige arkitekttegninger, som til den mindste detalje er blevet forberedt på baggrund af forløsningsværket, som i al sin storhed er blevet tilendebragt i Kristus.

ARKITEKTEN ER GUD

”Jeg så den hellige stad – rede som en brud, smykket for sin brudgom” – sådan lyder Johannes’ vidnesbyrd, når han endelig skal til at fortælle om de endetidssyner, der har at gøre med en ny jord og en ny himmel (Åb.21:2).

Vi forstår, at Abraham (som én af de første menneskenes børn) har set et glimt af det nye Jerusalem! Derfor kan Hebræerbrevet fortælle om ham, at han var en pilgrim på denne jord (’der kun boede i telte med Isak og Jakob, som var arvinger til den samme forjættelse’) fordi: ’Han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester (arkitekt) og skaber er Gud’ (Hebr.11:10).

*

Abraham, Isak og Jakob kaldes for arving og medarvinger til opfyldelsen af det samme løfte. Helligåndsformuleringen: ’medarvinger’, som forekommer i denne forbindelse, giver alle de Jesus-troende håb, for det vil nemlig sige, at de med fuld og legal ret tør overtage denne ’titel’ (medarvinger).

”De ventede (som Abraham) på staden med de faste grundvolde,” siger Skriften (Hebr.11:10) … og det kan næppe betyde andet, end at disse første troens familier var forenet i en mægtig, drivende længsel: ’De vented på staden’!

Ja, vi tør endog indlemme Noa i dette guddommelige løfte om ’at nå frem til en stad i det fjerne’, for om ham står det samme skrevet: at han ’i tro og i gudsfrygt gav sig til at bygge en ark til frelse for sin familie’.

Han kendte kun til ’en varsling fra Gud’ og ved troen på denne fornemmelse af, at der var noget, som var helt galt med den generation af mennesker, som han levende iblandt, gav han sig med sine sønner og deres hustruer i gang med et projekt, hvis endeligt ’han endnu ikke kunne se’ (Hebr.11:7).

*

OPHÆNGT DEN NYE JORD PÅ INTET

Der er intet skrevet om den nye jords mål. Intet om hvor udstrakt den er, og intet om hvordan, den ser ud. Blot ved vi, at Gud har ’ophængt jorden på intet’ (Job 26:7).

Alene dette går over menneskets forstand. Når vi ophænger noget, så sikrer vi os først, at det er noget fast og urokkeligt, at vi hænger den genstand på, som skal ’ophænges’.

Ja, Herren understreger denne sandhed, med hensyn til sin udvælgelse (hvad angår én af hans tjenere) at ’han vil lægge nøglen til Davids Hus på hans skulder’ (Es.22:22) og han tilføjer i den forbindelse: ”Jeg fæster ham som en nagle på et sikkert sted’.

”Men,” siger Herren, ”hvis man hænger for meget på ham, så skal det ske, at naglen, der var fæstet på et sikkert sted, giver efter, rives ud og falder ned” – og alt bliver slået i stykker.

Denne illustration slutter med ordene: ”Thi Herren har talt (v.25).”

Når Herren skaber en ny jord, så ’ophænger han den på intet’ (Job 26:7). ”Han udspænder norden over det tomme”… ”han fæstner sin trones hjørner…” Himlens støtter vakler (v.9-11).”

”Se, det er kun omridset af hans vej; hvad hører vi andet end en hvisken. Hvis han lader sin vælde tordne, hvem kan så fatte noget?” (v.14)

Og det må vi indrømme: Det er kun en næsten lydløs hvisken, som vi hører, når der tales om den nye himmel og den nye jord. Herren er stort set tavs om dette ufatteligt , mægtige projekt.

Og dog kan vi ad andre veje (ende de direkte, som har med den nye verdens fremståen og skabelse at gøre) lære om hemmeligheden med den nye jord og den nye himmel. Dertil skal vi bruge visdom, og om denne himmelske nøgle til at forstå Guds hemmeligheder lyder det som følger:

*

”Mon ikke visdommen kalder, løfter indsigten ikke sin røst?” (Ordspr. 8:11). Ingen kan læse de bibelske ordsprog uden at få en klar fornemmelse af, at det er i højeste grad tilrådeligt ikke at forblive i uvidenhed om ’de væsentlige ting’.

… og det hører til de ’væsentlige ting’ inden for teologien, at kende tiderne og at vide noget om, hvad der skal ske med os, når vort liv hører op her på jorden. Det er således absolut nødvendigt at vide noget om ’den nye jord og den nye himmel’, og der ligger en indbygget længsel i hvert et menneske at komme til at kende hemmelighederne i Guds Rige.

Derfor ’løfter visdommen sin røst’ og kalder på menneskenes børn – ja, påbyder dem, at de må komme til en forståelse af de skjulte ting.

HVOR SKAL VI BO I EVIGHEDEN?

Om visdommen står der skrevet: ”Oppe på høje ved vejen, ved korsveje træder den frem, ved porte, ved byens udgang og ved dørenes indgang råber den (Ordspr. 8:2-3).”

Med andre ord: Den står oppe på bakketopperne langs vejen, ved hvert et vejkryds råber den: ’Hør efter, folk! Hvad med livet efter dette? Hvor skal du bo i evigheden? Hvad med det nye Jerusalem, der fortæller noget om størrelsen af den nye jord? Hvornår bliver I klogere? Hvad med lidt sund fornuft?

Og videre i vers 6 og 7: ”Alt hvad jeg siger er godt og sandt. Jeg hader jo løgn og bedrag (og er derfor ikke ude på at binde jer noget på ærmet).”

Eller vers 8 og 9: ”Hvert ord, som jeg siger, er sandt. Der er intet vildledende i det, jeg omtaler (Det ny Jerusalem og den nye jord). Det er indlysende for den, der har blot smule indsigt. Alle de ord, der kommer fra min mund, er den rene og skære sandhed.”

Og endeligt: ”Jeg, visdom, er klogskabs nabo og råder over kundskab og kløgt (v.12).” – ”ved mig kan konger styre og styresmænd give retfærdige love. Ved mig kan fyrster råde, og stormænd dømme jorden (v.15-16).”

Det betyder, at ’Jeg, visdommen, lever ikke alene. Jeg lever sammen med indsigten. Jeg holder nemlig af det, som er gennemtænkt. Hos mig kan mennesker søge råd.

Det er derfor i kraft af mig, at konger kan regere og statsledere kan sørge for ro og orden, herskere og magthavere besinder sig og dommere fælder retfærdige domme.

Derfor ved jeg (visdommen), hvordan den nye jord er skabt, og jeg ved, hvordan den skal regeres. Det er så nemt og ligetil at søge råd hos mig.

*

Når der nu er givet menneskerne en vej, ved hvilken de kan lære de hemmelige ting at kende (og hertil hører ubestrideligt læren om den nye himmel og den nye jord og det ny Jerusalem), så lad os søge visdommen! Herren giver den gerne til dem, som søger den – ja, han har allerede givet den, thi der står skrevet:

”I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Den gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand…

… da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus (Ef.1:7-10).”

GUDS FRELSESPLAN

Der er intet større for en elendig synder end at få at vide, at han kan modtage ’syndernes forladelse’. Den dag, han eller hun indser dette, er den største dag i deres liv. Jubelen kan ikke få ende, og hele fremtiden ligger badet i dette skær.

Hertil føjer apostlen nu en gave, som ikke kan nå op til den enestående triumf, at ’mine synder er tilgivet’ – men som er af en uvurderlig værdi med hensyn til ’ vandringen med Kristus’.

Apostlen skriver, at ’tillige med’ (det vil sige: ’samtidig med’) den gave, som er skænket alle mennesker ’i forløsningen ved hans blod’, så følger den gave (helt gratis), som hedder: ’al visdom og forstand’.

Hvorfor giver Gud denne ekstra gave med i pakken?

Fordi han vil, at vi skal forstå og fatte og begribe en stor hemmelighed – en frelsesplan – som har at gøre med den nye jord og den nye himmel og det nye Jerusalem.

Folk og eksperter har regnet på boligforholdene i det nye Jerusalem, og det viser sig, at der i højde, bredde og længde er 2.250.000 kvadrat-miles’ til rådighed. Det er tilstrækkelig til at rumme flere hundredtusind millioner mennesker, så der er ikke pladsmangel i den nye jords hovedstad. Man skal kunne forestille sig, at den enorme stad, der er lidt mindre end månen, sænkes ned på den nye jord, hvis størrelse, man ikke kender.

Jesus, der er selve udtrykket for al guddommelig visdom, siger om denne indsigt: ”Mig skabte Herren først, blandt alle sine værker. I urtid, førend han skabte noget andet (Ordspr.8:22).”

Vi skal altså helt tilbage til tidernes morgen, før den jord, vi går på, fandtes, og vi beskæftiger os (i spørgsmålet om den nye jord og himmel og centeret for det alt sammen: ’Det nye Jerusalem’) med ’skabelsen’ før skabelsen og urdybet før noget af det, som vi i dag kan se og røre ved, blev til.

I denne urtid, før noget andet blev skabt, eksisterer oprindelsen til alt det skabte.

I de første ’antikke tider’ før noget blev formet og dannet – ja, før jorden blev til, og kun verdensdybet eksisterede, før havet og kilderne fandtes og bjergene endnu ikke var faldet på plads i dybet, før det første glimt af jordsmonnets støv havde set dagens lys, er jeg.

Da den sidste hånd blev lagt på rummet, og der blev draget en cirkel over afgrundens dyb, er jeg til stede, siger Herren. Det er mig, der imposerede havet dets grænser, og jeg er hans, den dygtige byggemester, der med evig lovsang nyder Guds nærhed, som er uden ende.

IKKE MERE PLADS TIL ONDSKAB

Johannes siger med stor bestemthed: ”Jeg så en ny himmel og en ny jord!” (Åb.21:1) og det må i første omgang være tilstrækkeligt til at få tilhørerne til at lytte opmærksomt .

Hvad han herefter vil sige, er så overvældende, at det ikke beskrives ved nogen kommentarer. Tænk engang: En ny himmel! En ny jord! Der kan umuligt være noget mere revolutionerende – intet, som kan være mere tankevækkende – intet, som kan gøre et større indtryk på det menneskelige sind.

En af de første reaktioner er naturligvis denne: En ny himmel! En ny jord- hvad så med den første himmel og den gamle jord? Hvad er sket med dem?

Hertil lyder svaret (i samme åndedræt fra Johannes): ”Den første himmel og den første jord er forsvundet – og havet er ikke mere!” (Åb.21:1)

Til dette må alle lytte med tavshed. Alle ved med det samme, at det er ret, og at Guds retfærdighed er sket fyldest. ”Jorden og himlen har måttet flygte for hans åsyn. Der findes ikke mere plads for dem (Åb.20:11).”

Med al den forståelse, som vi kan lægge i den gamle ’spirituel’, (som synges af Louis Armstrong): ’What a wonderful world’, så kan der ikke være indvendinger mod dette: ”Der er ikke mere plads til al den ondskab, krig, sult, utugt, sygdom og mord, som denne vor jord på en daglig basis er vidne til. Johannes ord er godt nyt: ”Den første himmel og den første jord er forsvundet.”

GUD SELV SKAL VÆRE HOS DEM

Det store spørgsmål er nu følgende: Hvorfor meddeler Johannes denne enestående kendsgerning, at ’nu er Guds bolig hos menneskene’ (Åb.21:3)?

Det bliver sagt med autoritet. Det er en information, som kommer fra selve ’Guds trone’ (v.3), og det bliver gentaget, så at de, som hører det, ikke har noget at tage fejl af: ’Gud skal (nu) bo hos dem, og de skal være Hans folk, og Gud selv skal være hos dem” (v.3).

Heraf følger, at det ny Jerusalem (denne mægtige, strålende ’firkant’ – som kommer ned fra himlen, fra Gud … Åb.21:2) udover at skulle være bolig for alle tidligere slægters genfødte kristne (samt de overlevende, der endnu er tilbage og skal medtages i bortrykkelsen) også skal være bolig for Gud.

Hvorfor – det er vort spørgsmål – siger Gud (gennem Johannes) dette til Åbenbaringsbogens læsere netop her?

Det endelige svar på dette spørgsmål ligger os allerede på læberne: Det gør Gud for at give os håb! Et levende håb!

”Vi priser os også lykkelige over håbet om Guds herlighed! Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængslen virker udholdenhed, og udholdenhed prøvet fasthed og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme, thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet (Rom.5:2-5).”

At der findes et håb i denne verden, ’som ikke bliver til skamme’, betyder, at de, som lever i dette håb ’bliver ikke skuffede’. Dette håb er ikke en illusion. Det er ikke et ’fata morgana’ (luftspejling).

Det nye Jerusalem er ikke et smukt eventyr. Det er ikke en myte ej heller en legende. Den strålende firkant, som kommer ned fra himlen, fra Gud, er den rene og skære sandhed.

Den karavane, som er draget ud med dette mål for øje, bliver ikke skuffet. ”Den bøjer ikke af fra vejen og drager op i ørkenen og går til grunde! Den er ikke som Temas karavaner, der spejder, eller som Sabas rejsetog, der følger et falsk håb og til sidst beskæmmes i deres tillid. Den når ikke til sidst et mål, der var falsk og skuffer (Job 6:18-20).

Nej, Den nye verden, der venter forude, er så reel og virkelig som et Guds ord, og en dag står vore fødder i staden, hvor der hersker en ny orden og hvor ’retfærdighed bor’.

BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’SPIL SOM DRÆBER – OG DET FEMTE BUD’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

​ Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 12.11.2021