PROFETISK JOURNAL

FORVENTNINGENS GLÆDE

For nogen tid siden fortalte en bror mig om en opmuntrende hændelse. Han havde på det tidspunkt netop mistet sin hustru, og han var i dyb sorg over sit store og smertelige tab.

Da pludselig (i den periode, hvor det var sværest for ham) fik han på højlys dag et syn fra Herren.

Han så sin elskede, der kom ham løbende i møde, og hun råbte råbte begejstret en sætning, som siden han har holdt fast ved, som noget uendelig dyrbart.

Hun råbte: ”John! Du må straks komme og se, hvad Herren netop har vist mig. Han har forevist mig den bolig, som er din, når du kommer i herligheden. Den er noget så pragtfuld. Du kan slet ikke forestille dig, hvor vidunderligt, den er indrettet.”

Dette var i korthed det budskab, som hans kære hustru havde til ham i den mørke periode, han i øjeblikket gennemlevede ”og den skabte i mig,” sluttede han, ”en forventningens glæde.”

*

Da jeg fornylig sammen med min kone, Gisèle, besøgte en kær ven på Bispebjerg Hospital (som ligger i vort nabolag), spurgte vi ham naturligvis, ’hvordan han havde det…’ Vi behøvede faktisk ikke at spørge, for det var temmelig åbenbart, at han måtte have det forfærdelig. Imidlertid svarede han med at sige: ”Jeg har det udmærket; jeg har forventningens glæde.”

Den sætning er gengivet i Bibelen med udtrykket: ”Vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed (Rom.5:3)… og så giver Paulus sig til at præsentere ’håbet’, som han ser det i et mere læremæssigt lys. Han skriver: ”Et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da venter vi på det med udholdenhed (Rom.8:24-25).”

”Der er ingen grund til at håbe på det, som man allerede ser foran sig,” forklarer apostlen. ”Det er jo opfyldt og er som sådan allerede taget i besiddelse – men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, da strækker vi os ind i den usynlige verden, og vi gør det med stor forventning og med stor udholdenhed og stor tro (Rom.8:24-25, parafrase).

Man kan altså kun ’håbe på noget’, som man med ’et seerblik’ øjner i det fjerne. Ellers er der absolut ingen grund til at tale om det som ’et håb’. Men nu ser vi det nærmere end nogensinde, og vort håb bliver styrket – ja, det bliver langsomt en ’forventningens glæde’.

HAN HOLDER, HVAD HAN LOVER

Vi lærer, at de største velsignelser – som f.eks. det ’at være arving’ til en bolig i Det nye Jerusalem – opfyldes på os i kraft af forjættelsen (Gal.3:29).

Det vil sige, at den overvældende magt og styrke, der ligger bag et hvilket som helst løfte, som Gud har givet sine børn, har han også kraft til at virkeliggøre.

Dette er en nødvendighed for os som arvinger; vi har nemlig ikke selv kraft til at føre den lovede arv ud i livet men er i ét og alt afhængige af ham, som har givet løftet.

Gud, som har stillet os i udsigt, at vi skal få en bolig i det kommende Jerusalem – han står samtidig inde for, at det en dag vil være en virkelighed! I samme grad, som han er optaget af, at ’berede denne bolig’ (Johs.14:2) – således er han også indstillet på, at føre os gennem alle fristelser og farer samt udruste os med den kraft og de gaver, som der skal til at tage denne pragtfulde herlighed i besiddelse.

Jesus siger: ”Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal I også være (Johs.14:3).”

Han har således forklaret i detaljer, hvorledes dette løfte om en evig og strålende bolig i den mægtige, overnaturlige stad bliver virkeliggjort – og samtidig har han taget højde for, at vi undervejs ikke bliver efterladt i vor magtesløshed – ”men,” siger han, ”Jeg vil komme igen, og dette sker, for at jeg kan tage jer til mig.”

”Det er jo formålet med det hele,” betoner han. ”For dér, hvor jeg er, dér skal I også være (v.3).”

*

Det er altså ’i kraft af forjættelsen’ (Gal.3:29), at alt dette løber af stablen i nøje overensstemmelse med, hvad der er bestemt. ”Alle I er nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen (v.26).”

I andre internationale oversættelser siges der, at vi er ’Guds sønner’ ved troen, men netop her er det gavnligt at holde sig til den gamle, danske oversættelse. Ved den forstår vi netop, at vi er ’som børn’ i vor magtesløshed, og det er os til usigelig glæde, at vi her kan regne med, at vi har en omsorgsfuld fader, som ’tager os til sig’ (Johs.14:3).

Ingen bliver i skyndingen ’glemt på perronen’ (og står nu dér hjemløs og forladt) – nej, vi er Guds børn, og han, som har lovet at tage os med hjem til en evig bolig i det himmelske, han holder, hvad han lover!

”Thi alle I, som er blevet døbt til Kristus, har iført sig Kristus (Gal.3:27). Dette er et helt nyt og revolutionerende syn på dåbens betydning: ’At være iført Kristus’ betyder intet mindre end at være ’iklædt Kristus’. At blive helt neddykket i dåbens vande, betyder altså at blive helt svøbt i Kristus – og derefter at blive betragtet af Gud, som var vi helt og holdent hans egen søn.

Det er for mig – og sandsynligvis for mange andre – en helt ny og frisk forklaring på dåbens betydning. Jeg finder ikke noget billede, som er så klart som dette, idet ’iklædningen’ præciserer ’sammenvoksningen’ (og vi fatter, hvor vigtigt det er, at vi er ’sammenvoksede’ med ham ved en død, der ligner hans) så at vi også ’ved iklædningen’ kan komme til at ligne ham ved en opstandelse som hans (Rom.6:5).

*

At komme til at stå (i Guds øjne) som hans egen søn, Jesus, er det højeste et menneske nogensinde kan opnå på denne fortabte klode! Der findes ikke nogen stilling, som er mere attråværdig, og der gives intet højere mål for en fortabt synder – ja, der eksisterer intet i denne verden, som overgår den position og den ære, som her stilles til rådighed for alle mennesker.

”Her,” udbryder apostlen spontant, ”er der ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus (Gal.2:28).”

I er – så vidt forskellige I forbliver at være – blevet smedet sammen til at være ét i Kristus. Fra nu af hører I Kristus til – men da åbner dørene sig med ét på vid gab for den enkelte! Han er pludselig blevet Abrahams afkom (en direkte efterkommer af alle de troendes far) og dermed er han trådt ind i den fornemme stilling, at han helt legalt er blevet arving til samtlige rigdomme, der hører til Guds Rige – alt sammen i kraft af det løfte, som Gud har givet (Gal.3:20, parafrase).

I UNDSLIPPER IKKE

”… hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse (Hebr.2:9).”

Den nyere oversættelse af dette nytestamentlige bibelord er skarpere! Her tales der om ’at lade hånt om’ – og der er sikkert noget rigtigt i denne korrektion. Der ligger en vis spot i ordet om, at man vil ’negligere’ så stor en gave, og straffen for denne overtrædelse lader ane (’hvorledes vil vi kunne undslippe den’), at det vil få dyre konsekvenser, hvis man ’ikke bryder sig om’ at tage imod denne udrakte hånd fra Herren.

’Afvisningen’ fra det fortabte menneskes side er dramatisk! Den holdning, som i længden har ført til en ’afstumpethed over for det åndelige’ bærer i sig selv en frygtelig dom. De uigenfødte medmenneskers hån med hensyn til de frelstes glæde og begejstring over ’så stor en frelse’ går ikke ubemærket hen i det himmelske. Arrogancen bliver noteret. Den overlegne – ja, undertiden nedladende stilling, bliver iagttaget, og det ender med, at de skyldige fortvivlet søger en udvej men kommer til det tragiske resultat: ’Vi kan ikke undslippe’!

*

”Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.” De troende befinder sig i en farezone, som er foranlediget af tidsånden, der som en rivende flod strømmer gennem samfundet – og river alt med sig!

Faren for de troende er, at de langsomt ’glider med’ strømmen – bort fra deres oprindelige, faste ståsted – og til sidst bliver ’delagtige i et frafald’ af proportioner, som de ikke har forestillet sig.

Det er i denne situation værd at tage i betragtning, at der var ’overnaturlige kræfter’ indblandet, da de først hørte evangeliet. Det må ikke glemmes! Guds engle havde travlt, og der blev ydet en storstilet indsats fra Helligåndens side – og nu står ’det ord, som er talt ved engle fast’. Djævelen kan stille så meget op, han kan – men hvad én gang er sagt gennem denne engel, står evigt fast. Det kan aldrig overvindes af mørkets kræfter.

”Moses færdedes i ørkenen med denne engel, der talte til ham på bjerget Sinaj – og han modtog levende ord, som han skulle give videre,” (fortælles det i Apostlenes Gerninger… 7:38) – og den magt findes ikke i dag, som kan hindre, hvad Guds Ånd havde gang i den gang. Det levende ord fortsætter sit virke og når til sidst sit mål.

Stefanus’ sidste ord, inden han blev dræbt som en af den første kristne menigheds martyrer, var disse: ”Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven formidlet ved engle, men I har ikke holdt den! (Ap.G. 7:52-53).”

”Da jøderne hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder – de skreg med høj røst og stormede alle som én ind på ham, og de slæbte ham uden for byen og stenede ham (v.57-58).”

TUSIND ÅR UDEN FORFØRELSE

De tusinde år, som Bibelen taler om, er en tid uden forførelse! Det lyder forjættende, og må tænde en forventningens glæde i alle de troende!

Bibelen fortæller om det dramatiske og befriende øjeblik (som nu ikke ligger så langt ude i fremtiden), hvor en engel dukker op fra himlen, og han kommer ikke tomhændet, men han har nøglen med sig.

Den nøgle til afgrundens fængsler og fangehuller ville mange af de usynlige magter og myndigheder give meget for at få fingre i – men Gud har forordnet det sådan, at den aldrig skal komme i de forkerte hænder. Desuden er denne engel udrustet med en stor kæde. Det er en mægtig lænke, som skal bruges til at binde Satan med. Ellers er denne udsending fra himlen ikke bevæbnet med noget. Intet sværd, intet spyd, intet skjold – og ingen våbendrager til at gå foran ham.

Englen greb dragen, og i løbet af få øjeblikke fik han dette rasende udyr overmandet – og vi ser med egne øjne, at dette bæst er selveste den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan. Han bliver nu bundet forsvarligt med reb, som ville vare 1000 år.

Englen tager sit bundne offer og kaster ham af al magt ned i den dybe, dybe afgrund. Den himmelske udsending smækker lemmen til over ham og forsegler det sorte aflukke med et stort, blodrødt segl, som forkynder, at han ikke mere (i tusinde år) skal bringe jordens folk og konger på afveje.

(Efter de tusinde år skal han atter sættes på frifod – men kun for en kort tid, så skal han kastes i ildsøen).

*

Johannes, den discipel, som har fået til opgave at nedskrive nogle syner, som han har haft om de afsluttende tider, fortæller nu, hvorledes han ser en hel del troner. Han forklarer ikke hvor mange, han så, men han gør det klart, at det var et stort antal, og at de, som var blevet udnævnt til dommere, havde magt til at afsige domme. ”Jeg kunne se sjælene fra dem, der var blevet halshugget,” fortæller Johannes, ”fordi de havde været tro overfor Jesus og i forfølgelsestider havde holdt fast ved Guds ord.

De havde hverken tilbedt dyret eller statuen af udyret, og de havde heller ikke sat dyrets mærke på panden eller hånden. De blev nu levende igen, for at regere sammen med Kristus i tusind år.

Det var et bevægende øjeblik at opleve, hvorledes disse forfulgte kristne fik tildelt store opgaver på denne jord. Det er virkeligt sandt og værd at tro på, at ’hvis vi er døde med Kristus, så skal vi også leve med ham – ja, holder vi ud, skal vi også være konger med ham. (Men fornægter vi ham, vil han også fornægte os, er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke (2.Tim.2:11-13).

(Resten af de døde kommer ikke til live, før de tusinde år er gået. Det vil sige, at de forbliver i deres grave i yderlige tusinde år. De oplever ikke det sejrsbrus, som går over denne jord, når de hellige overtager styret og ser ikke, når denne verdens herskere og magthavere bliver afvæbnet og deres administrationer bliver lagt i hænderne på dem, som de tidligere har forfulgt… Åb.3:21 og Åb.5:10).

*

Forventningens glæde bliver mere og mere bestandig, som nedtællingen til den store sidste rejse allerede er begyndt. ”De retfærdige grønnes som palmen,” synger salmisten i den 92. salme (v.13-14), og han præciserer, at det er en frisk, grøn farve, som kun eksisterer i Libanon, og som særlig stråler ud fra de palmer, som er plantet i Guds hus. ”Jeg er som et frodigt olietræ i Helligdommen. Guds miskundhed stoler jeg på evigt og altid.”

At stole på Guds miskundhed i de ældre år er en besynderlig nåde, som på en særlig måde bliver de troende til del. ’Guds miskundhed’ er jo et begreb, som kun kan forklares ved at begribe udtrykket: ’mis-kundskab-til’. Altså en ’mangel på kundskab’, som er det ejendommelige ’fravær af viden’, når det gælder et menneskes synd, (som Gud giver udtryk for, hver gang djævelen præsenterer ham for en synders mange overtrædelser).

”Det kender jeg ikke noget til!” er Herrens svar til den ondes anklager. ”Jeg har ’en mangel’ på viden om disse ting. Det er et område af det menneskes liv, som er blevet sonet og udslettet ved min Søns offer på Golgata. Det er dækket af min ’miskundhed’ – og den ’stoler mine hellige evigt og altid på’ (salme 52:10).”

Som sølvstænkene i håret begynder at vise sig, og det ender med (som i mit tilfælde) at blive helt hvidt, så synger vi med større og større overbevisning om Guds miskundhed. ”Selv grånende bærer de frugt,” hedder det i salmen 92:15, ”de bærer frugt og er fulde af saft.” Det er i sig selv et vidnesbyrd, uden ord fortæller de grå og hvide hår, at ’Gud er retstvis. – Ja, han er en klippe, hos hvem ingen uret findes (v.16).”

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’STATSMINISTEREN AFSLØRET’

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 17.02.2023.