PROFETISK JOURNAL

DE SYV ORD

Jesus har aldrig sat sig hen og skrevet en bog, sådan som andre religionsstiftere har gjort. De eneste ord, som han har nedfældet, så at de kunne læses af andre, er føget bort med vinden – (det var den ukendte tekst, som han med sin finger skrev på tempelpladsens flyvesand, og som fik de tilstedeværende anklagere til at forlade stedet så hurtigt som muligt).

Hans talte ord havde den ejendommelige evne, at de – af sig selv – prentede sig i menneskers hjerter, og dér udførte et værk, som denne verdens fornemste skribenter ikke har kunnet gøre efter.

Af alt, hvad Jesus talte, alt hvad han lærte, og alt hvad han forkyndte, træder især hans sidste ord frem med en særlig styrke. De allersidste syv sætninger, eller enkeltstående udsagn, udgør som et hele den samlede forkyndelse, vi har fra Jesu mund.

*

Det er kort sagt hans åndelige testamente, som han i dødssmertens sidste øjeblikke afleverer til en lille flok disciple og hele den forhærdede verden, som var samlet om korset.

Det første udsagn fra hans læber falder allerede kl. 09:00 om morgenen på dette langfredag – og to erklæringer lyder i løbet af de følgende to-tre timer. Et centralt udsagn falder ved middagstid, hvor hele landet ligger begravet i buldrende mørke, og hvor frygten har sneget sig ind i hjerterne både hos de jødiske farisæere og Roms soldater, som var tilskuere til det grusomme skuespil.

De tre sidste ord er henlagt til timerne efter mørkets magt – sent på eftermiddagen, inden Jesus opgav Ånden.

I denne artikel vil jeg som optakt til den kommende påske beskæftige mig med de syv udsagn og erklæringer, hvormed Jesus, ’smerternes mand’, tog afsked med denne verden.

FADER, TILGIV DEM!

”Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!” (Luk.23:34) Korset var endnu ikke rejst. De lange, sorte, rå stolper lå endnu på jorden. Den romerske officer, som havde befalingen over de 16 mænd, havde sikkert opdelt den lille styrke i tre, så at der var fem mænd til hvert kors. Luften var fyldt med lyden af hammerslag. Jesus, som blev anbragt på det kors, der var i midten (Luk.23:33), har hørt smertesråbene fra de to forbrydere, da naglerne ’gennemborede deres hænder og fødder’ (Salme 22:17) – og han vidste i lidelsernes tåge, at turen ville snart komme til ham.

Fra barnsben har han med sin jordiske far, tømren Josef, i den lokale synagoge i Nazaret læst ordene fra Esajas: ”Han blev gennemboret for vore overtrædelser (Es.53:5), og han har studeret ordene fra profeten Zakarias: ’de skal se hen til mig, ham de har gennemboret (Zak.12:10) – og nu var det smertens øjeblik kommet, hvor dette ord skulle opfyldes.

Han betragter i et grufuldt øjeblik de romerske legionærer, som med en brovtende hårdhed udfører deres onde håndværk – og hans hjerte fyldes med medlidenhed. Han gennemskuer i en brøkdel af et sekund deres uvidenhed. Ingen af disse simple soldater er klar over, at de i dette øjeblik står overfor at fuldføre verdenshistoriens største forbrydelse.

Hans røst skælver af medynk, da han pludselig råber den første af de syv sætninger, som er hans sidste ord på korset: ”Fader! Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.”

Der var et øjebliks stilhed; soldaterne var rådvilde. En første anelse, at det var ’en skæbnesvanger fejltagelse’, som de tog del i, mærkedes i den tøven, hvormed de fuldførte deres gerning.

Nogle timer senere ville de efter at landet havde ligget i et uhyggeligt, timelangt mørke – begynde at indse, at den mand, de havde korsfæstet, var uskyldig –

og de hørte til sidst deres øverste befalingsmand udbryde: ”Det var i virkeligheden en retfærdig mand (Luk.23:47).”

*

Dette var det første af de syv korsord, som Jesus lod lyde på Golgata – og vi må bevæges i vort inderste ved at se og høre, hvad der boede i den mand, der blev uskyldigt dømt og straffet, og som i sine sidste øjeblikke kun havde det i tanke, at disse romerske soldater ikke måtte blive straffet for denne ugerning; de vidste jo ikke, at de her var i færd med at slå det mest værdifulde menneske, som har vandret på denne jord, ihjel, og de anede i det øjeblik ikke, at der ville indtræffe så underfulde hændelser omkring denne korsfæstelse, at deres øverste officer til sidst ville udbryde: ”Sandelig, han var Guds Søn!”

Verdenshistoriens største overtrædelse blev gennemført af en flok romerske soldater, som var blottet for viden om den udåd, som her fandt sted – og den eneste, som (i dette øjeblik) havde disse arme legionærers sjæle i tanke, var den mand, hvis hænder og fødder, de var i færd med at gennembore med store, tunge jernnagler.

DU SKAL VÆRE MED MIG I PARADIS

Det andet ord på korset, som Jesus siger, er henvendt til én af de to forbrydere, der blev henrettet sammen med ham. Det indeholder en sandhed og et håb og en ubegribelig kærlighed – ja, et løfte, som er så overmenneskeligt, at det kun er en guddommelig karakter, som kan rumme det. Jesus siger til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i paradis (Luk.23:43).”

De var tre, som hang på hver deres kors. Jesus, som var placeret i midten, hørte som i det fjerne de to andre, som talte hårdt med hinanden. Den ene af de to forbrydere, der hang til venstre for Jesus, spottede ham og råbte pludseligt: ”Er du ikke Messias? Jamen, så kan du jo redde både dig selv og os.”

Jesus svarede ham ikke et ord. (I øvrigt henvendte han sig overhovedet ikke til denne mand i de timer, hvor de hang sammen på de tre kors)… men han hørte, hvordan den anden forbryder skældte den første ud og råbte til ham: ”Er du ikke engang bange for Gud nu, hvor du selv hænger på et kors og er under den samme dom? Vi to er jo dømt med rette og får bare, hvad vi har fortjent, men denne mand har intet ondt gjort.”

– og Jesus så, hvordan han vendte sig til ham og udbrød: ”Husk på mig, når du kommer i dit kongerige!” (v.39-41) Da svarede Jesus ham: ”Jeg lover dig, at du allerede i dag vil være sammen med mig i Paradis (v.42, parafrase).”

Dette er det andet udsagn, som Jesus kommer med midt i lidelsernes gru. Han betalte i de øjeblikke hele verdens samlede skyld og forligte den samlede menneskehed med Gud – men han beviste i denne forsmædelsens time, at den enkelte sjæl var indbefattet i det store opgør, og at syndernes forladelse strakte så langt som til de sidste minutter af en lovløs forbryders endeligt.

VED KORSET STOD HANS MOR

Det tredje ord eller udsagn, som kommer fra Jesu mund i hans sidste timers lidelse på Golgatas kors, viser en side af hans jordiske liv, som er en forholdsvis ukendt del af hans tilværelse blandt menneskenes børn: Forholdet til hans mor.

Det er i Johannesevangeliet det 19. kapitel og 26. vers, at vi får et kort glimt af Jesu nære relation til sin mor. Skriften er meget kort i beskrivelsen af denne følelsesladede situation. Der står kun én hastig sætning: ”Men ved Jesu kors stod hans mor (v.25).” Ved siden af hende står Marias kødelige søster (der også hedder Maria, og som er gift med Klopas) – og Maria Magdalene. Sammen med disse tre ’Maria’er’ står den af disse disciple, som havde et særligt fortroligt forhold til Herren, Johannes.

Da Jesus fik øje på dem, siger han til sin mor: ”Se, her er din søn!” Til Johannes siger han: ”Se, her er din mor!” Fra da af tog Johannes sig af Maria, som om hun var hans mor.

Der var intet følelsesmæssigt, som blev berørt i det øjeblik. Maria gav intet udtryk for sin smerte, og Jesus sagde ikke et ord om sine lidelser. Alle var stumme vedrørende det grusomme øjeblik, de oplevede. Det var kun det rent praktiske, som blev aftalt mellem partnerne. Jesus afleverede i det øjeblik ansvaret for sin mor til hans mest betroede discipel – og Maria og Johannes havde kun at ’underordne sig’ den familiemæssige ordning, som her blev etableret.

Men situationen taler om det værdige, som ligger skjult i kernefamiliens betydning:

At Jesus, som i det øjeblik (ifølge profeternes og apostlenes vidnesbyrd) bar den ganske verdens synd, bekymrede sig for sin mor, sender et signal til hele verden, at vi bør have den største omsorg for vore nærmeste.

Det fjerde råb fra Jesus, som i mange timer havde hængt udspændt på korset, lød ved tretiden, og det indeholdt det mest lidelsesfulde udsagn, som den dag kom fra Menneskesønnen: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt.27:46 og Markus 15:34)

Det havde siden middagstid været bælgmørkt over hele landet. (Det var som solen nægtede at kaste lys på det grusomme forløb, som fandt sted udenfor Jerusalem). Jesus råbte ordene på sit barndomssprog, og Skriften siger, at han endnu havde kraft til ’at råbe højt’, så at det i dette midnatsmørke (midt på eftermiddagen) lyder på aramæisk: ”Eli, Eli, lema sabaktani (v.46)!”

Råbet stiger og stiger, indtil det når Guds trone. Det varer kun nogle sekunder, så svarer Gud – ikke ved ord, men med en handling, der nu fremstår klart som det centrale i evangeliernes forkyndelse: ”I det samme bliver forhænget i Templet revet midtover, fra øverst til nederst (v.51).”

Der bliver et jordskælv, klipper sprænges, og der åbnes adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer bliver levende. De kommer ud af deres grave og bliver set af mange.

JEG TØRSTER

Det femte ord, som Jesus sagde på korset, er det eneste, der giver udtryk for hans personlige, legemlig lidelse – men han sagde det for at opfylde Skrifterne.

I Salme 22:13-20 står korsets smerter omhyggeligt optegnet, og Jesus udtaler her det 16. vers, for at udtrykke sine legemlige lidelser. Han siger kun to ord, men disse to ord indeholder en verden af overgivelse, medynk og inderlig hengivenhed.

”Jeg tørster,” lyder det pludseligt fra Jesu mund (og smerten bag disse to ord står nøje beskrevet i Salme 22). Her gives nemlig en mere detaljeret forklaring på, hvad disse ord i den pågældende situation giver udtryk for:”Min gane er tør som et potteskår, til gummerne klæber min tunge, du lægger mig ned i dødens støv (v.16).”

Skriftens billede fastholder vor medleven, når Jesus her fortæller, at nu er hans styrke udtørret, og han er blevet som det solbagte ler. ”Min tunge klistrer til ganen, fordi jeg allerede er som lagt i graven.”

(Kun disse to ord bliver taget ud af den bibelske salmes gengivelse af, hvad Jesus oplevede på korset. Han ser gennem lidelsernes smerte-spejl de romerske legionærer som ’stærke tyre’, der omringer hans kors. ”De er som store bøfler, der kredser om mig.”

Han oplever dem som ’rovgriske, brølende løver, der spiler gabet op’, og han sukker ved at se sit eget legeme ’som vand, der spildes på jorden (v. 13-15). ”Mine knogler skilles fra hverandre og falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, der smelter, min gane er tør, for jeg tørster.

Roms soldater er ’hunde’, der flokkes omkring korset – en flok forbrydere, der samles om mig. Jesus råber: ”De har gennemboret mine hænder og fødder (v.17).”

Dette er den tåge, som Jesus oplever på korset, og dette er billederne, salmisten bruger, for at skildre hans smerte.

DET ER FULDBRAGT

Det sjette ord, som Jesus råber fra Golgatas kors, er kendt af alle kristne over hele verden. Dette velsignede ord er grundlaget for deres tro – og de gentager det ofte i bøn, idet det er en forunderlig lise for deres sjæl. Med en af sine sidste anstrengelser får Jesus presset dette triumferende råb igennem det åg af smerte, som lægger ham i graven: ”Det er fuldbragt!” (Johs.19:30)

Det er et sejrens råb! Ikke kun for Jesus personligt – men for alle hans efterfølgere, idet hele den kristne doktrin bygger på denne underfulde erklæring, som lyder i de sene eftermiddagstimer på påskens Langfredag år 33 i Jerusalem. Alt er betalt! Hele min syndegæld er nu bragt ud af verden! Jesu blod er i det øjeblik – i dybeste forstand – blev et soneoffer, som frikender enhver syndbetynget sjæl på jorden. Alle krav er for evigt indløst – og Faderens nødvendige fordring er for altid stillet tilfreds.

Ved dette jubelråb fra Golgata har Satan én gang for alle sænket sine anklagende våben. Alle hans påstande og alle hans angreb, hele hans arsenal af smudsig fordømmelse, og al hans onde tankespind står afvæbnet ved dette frihedsråb.

”Det er fuldbragt!” Tænk, at denne melding skulle nå os fordømte syndere! I hele dødsriget og blandt alle de levende har ’syndens trælle’ løftet deres hoveder. De ord er som det præcise jordskælv i Filippi: ”Alle fængselsdøre springer op, lænkerne løses og samtlige synderes og nederlagets krigsfanger får det atter og atter bekræftet, at vejen til frihed er åbnet: Det er fuldbragt!

KORSETS SYV ORD

1. Syv sejrende ord, der fra korset lød åbnet op for en anden verden; den dag blev holdt dom over synd og død og menneskers vildsomme færden.
   
   
2. Et ord, der lyder over land og hav: ”Tilgiv dem, Gud, de ved ej bedre!” Rom blev så stille, og jøderne tav; de bøjed sig dybt, troens fædre.
   
   
3. To morderes råb, men kun én blev hørt: ”I dag til Paradis du kommer!” Dog, Jesu gerning forblev ufuldført; han vented’ på den store dommer.
   
   
4. I smertens tåger han kaldte sin mor. Maria græd for sig selv helt stille. Disciplen gav han en byrde så stor, pålagde ham det sidste han ville.
   
   
5. Et mørke faldt over det ganske land. ”Hvorfor vil du mig helt forlade,” var Jesu råb; han holdt bestandig stand – men skælvede som skovens blade.
   
   
6. ”Jeg tørster” var Herrens næstsidste råb, ”min mund er tør som potteskåret.” – ”Det er fuldbragt.” Nu lidelsernes dåb er slut for ham, som bar dødssåret.
   
   
7. ”Min Far, nu overgiver jeg min Ånd.” De sidste ord, han hvisker stille, og dermed brister djævelens bånd – ja, åbnet bli’r en livets kilde.
   
   

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’SELV JESUS ER UVIDENDE’

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 31.03.2023.