PROFETISK JOURNAL

DEN STORE HEMMELIGHED

Vi var på vej hjem fra Frankrig. Det var gloende hedt på autoruten i Tyskland, og det var ved middagstid, så vi besluttede, vi ville køre ind på den næste parkeringsplads for at spise en bid brød. Netop ved indkørslen var et bord frit. Men det stod i solen, så det var sikkert derfor, at ingen havde sat sig dér. I nærheden var et andet ’bord i skyggen’, men det var optaget af to unge mænd, som var ved at spise deres medbragte mad.

Vi begav os derfor på vej – efter at have parkeret bilen – til ’bordet i solen’, men blev standset, (inden vi nåede så langt) ved, at den ene af de to unge mænd ved nabobordet kaldte på os: ”Kom til vort bord. Det er i skyggen; vi rykker os lidt, så kan vi alle være her!”

Vi takkede for det gode tilbud, og satte os til rette ved bordet i skyggen. Den ene af de unge mænd rejste sig, rakte mig hånden og sagde: ”Jeg hedder Carl. Vi er på en forretningsrejse. Vi tager snart af sted.” Så holdt han inde, men fortsatte pludseligt: ”I er kommet langvejsfra, og I har sikkert et budskab at skulle levere os.”

Jeg så forbløffet på den unge mand. ”Et budskab at skulle levere jer,” sagde jeg overrasket, men tilføjede så: ”Ja, det er faktisk tilfældet. Vi har netop et budskab at skulle levere jer. Ikke sandt, Gisèle, (jeg vendte mig til Gisèle, som var ved at pakke brød og drikkevarer ud) – ”Vi har et budskab at skulle aflevere til de to unge mænd her?”

”Ja, det er sandt,” svarede Gisèle, ”vi har et budskab at skulle levere, og det er, at Jesus er opstået fra de døde, og at vi kan få kontakt med ham. Han hører bøn!”

… og med disse ord blev bolden spillet over til mig, som fortsatte med kort at forklare, hvorledes jeg hele mit liv har været optaget af, at fortælle mennesker, at Jesus er en levende, opstanden virkelighed.

De to unge mænd lyttede alvorligt til vore vidnesbyrd, og da de drog videre, fik Gisèle anledning til at sige til dem, at de nu skulle ’anskaffe sig en Bibel. ”Det vil føre jer videre i jeres søgen efter at få åbenbaret den store hemmelighed om Jesus, sagde hun.

Om dette vil jeg i det følgende beskæftige mig, idet det er en hemmelighed, som har flere aspekter. Et af disse er hemmeligheden om det evige liv. Om dette har jeg skrevet tre små vers til en sang, som jeg kalder:

HEMMELIGHEDEN

1) ja, der er en hemmelighed,

som Gud har beholdt for sig selv!

– ja, ingen dødelig sjæl forstår den

under hele himlens hvælv.

Kor: Men de får ikke at vide

dagen præcis,

når Jesus kommer i kraft så skøn.

Den dato røber Faderen ej før tiden

Ej heller for engle i Paradis.

– ja, end ikke for sin egen Søn.

2) de skjulte ting er jo mange,

som Gud har i sin kappefold;

mangen en nidkær sjæl forsøger

at vriste dem frem med vold.

3) Træt af grublen og grunden

de falder endeligt til ro

– i faldet rammer de bunden

og vælger til sidst at tro!

DYBT ÅNDELIGE HEMMELIGHEDER

”Se, jeg siger jer en hemmelighed,” forklarer apostlen, ”vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles… i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige – og da skal vi alle forvandles (1.Kor.15:51-52).”

Apostlen går til yderligheder, når han berører de store hemmeligheder, som har med ’det evige menneske’ at gøre. ”Se, jeg vil nu fortæller jer én af de skjulte ting,” forklarer han.”Det er noget, som ikke alle mennesker har indsigt i, men jeg vil overfor jer afsløre, hvad der skal ske med os, hvad angår døden og det evige liv. Det drejer sig om en åbenbaring, jeg har fået,” (fortæller apostlen) om hvad der vil ske, når ’den sidste basun lyder’, og jeg kommer igen. Da vil det vise sig, at det ikke er alle mennesker, der dør, men alle kristne (hvad enten de er døde eller har overlevet) vil i det øjeblik blive forvandlet, så de kan leve evigt.

”Det åndelige er ikke det første,” siger Bibelen, ”Derimod det sjælelige, derefter det åndelige (1.Kor.15:46).”

Det gives altså en gådefuld orden i menneskers søgen efter Gud. Almindeligvis forstår vi, at folk kan leve i tre dimensioner:

1) det fysiske

2) det sjælelige

3) og det åndelige

Hvis mennesker kun befinder sig på det fysiske plan og udelukkende er optaget af de materielle ting, så er det meget vanskeligt at føre en samtale med dem om Gud. De folk, som aner, at der er mere mellem himmel og jord, end blot dette at spise og drikke, sove og arbejde, vil befinde sig på det sjælelige plan og herfra er det lettere at føre dem ind i den åndelige verden og få dem til at modtage Jesus som deres frelser. Og da kan man tale med dem om de dybt åndelige hemmeligheder, som f.eks. dette:

IKKE ALT KØD ER ENS

”Ikke alt kød er ens; mennesket har sit, kvæget sit, fuglen sit og fisken sit. Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer… således er det også med de dødes opstandelse… der opstå fra de døde et åndeligt legeme (1.Kor.15:39-40 + 42-43).”

I virkeligheden fortæller apostlen os en stor hemmelighed her – en dyb gåde, som i grunden ligger åben for os hver dag, men som vi ikke fatter, fordi den er så enkel og ligetil at forklare.

Paulus behøver ikke at forklare, at ’alt kød ikke er ens’. Vi ved udmærket, at der er forskel på kødet af en fugl og kødet af en okse – og de, som har vanskeligheder med fordøjelsen er klar over, at fisk er bedre for maven end en god, fed lammekølle.

Ikke alle levende væsener består af det samme materiale, og selvom alt dette går under betegnelsen: ’kød’, så er der himmelvid forskel på ’kødet’ af et menneske og ’kødet’ af en rødspætte eller en torsk! Mennesket består simpelthen af en anden substans end fisken – men vi omtaler begge former for substans som: ’kødet af et menneske’ og ’kødet af en fisk’.

*

”Der er,” siger Bibelen, ”himmelske legemer og jordiske legemer.” Man kan se forskellen på den måde, som de tilbagekaster lyset; de har forskellig udstråling!

”De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske (1.Kor.15:40, parafrase).” Solen har sin udstråling, og månen og stjernerne; den ene stjerne adskiller sig fra den anden i glans,” – og ’således er det også med de dødes opstandelse’ (v.42).

*

Det vil sige, at vi frimodigt taler om, at der eksisterer en væsentlig forskel på de legemer, som er ’undergivet forkrænkelighed’. ”Mange af dem, der sover under mulde, skal vågne,” fortæller profeten Daniel. ”Nogle til evigt liv, andre til skam og evig afsky (Dan.12:2).”

(Heraf kan udledes, at der er en afgjort forskel på dem, som i dag vandrer i en tilværelse, som faktisk er ’vederstyggelig’ i Guds øjne, og så dem, der er bestemt til evigt liv i herligheden! ’Afskyeligheden er evig’. Den forfølger sit offer over dødens tærskel, hvis ikke, der finder en omvendelse sted forinden; disse elendige ’vågner til evig afsky’).

”De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid (Dan.12:3).” Det kan allerede spores på menneskers forkrænkelige, jordiske legeme her i tiden. Vi har alle mødt sjælevindere, der lyste op i den sure hverdag med et forklaret ansigt – og vi havde en tydelig fornemmelse af, at dette var et lys, der ikke stammede fra denne verden, der skinnede ud fra deres åsyn. Det evige, åndelige lys, som skulle blive deres ejendom og kendetegn i evigheden, var så stærkt, at det oplyste deres gerninger her på jorden.

SÅDAN LYDER RECEPTEN

”Hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed. Hvad der sås i svaghed, opstår i kraft (1.Kor.15:42-43).” Sådan lyder recepten på Guds forunderlige opstandelsesværk på denne dødsdømte, krigsødelagte klode. Når døden indtræffer, lægger vi i jorden et dødeligt, forgængeligt menneske; men det, der opstår fra graven, er et evigt, uforgængeligt menneske!

Det menneske, der lægges i graven, er dømt til at gå til grunde – men det menneske, der opstår fra de døde, fremstår med et løfte om at skulle leve evigt. Det, der lægges i jorden, er et kraftløst, magtesløst menneske – men det, der opstår, er et legeme, som er fuld af evig livskraft og herlighed.

For at sige det ligeud: Den døde krop, der bliver dækket med jord, er på forhånd dødsdømt og ’den går al kødets gang’. Men det legeme, der står op fra graven ved den første opstandelse, ejer det evige liv og kan ikke mere dø, men står frem med en fuldendt skønhed og en uforanderlig styrke.

Der begraves altså et fysisk legeme, men der opstår det åndeligt legeme! Den jordiske krop lægges ’under mulde’, men det, der står op igen, er et åndeligt legeme. Heraf kan udledes, at når der findes et sjæleligt legeme, må der også findes et åndeligt. Dette forklarer apostlen med følgende:

*

”Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev en levendegørende ånd (1.Kor.15:45). ”Således står der skrevet,” hedder det, og det betyder, at tolkningen af denne linje ikke tør gå for vidt. Vi er i forståelsen af disse gådefulde ord bundet til Skriften, og kun Guds egen hellige Ånd kan give os indsigt i denne ’skabelsens hemmelighed’. Skriften slår altså fast, at den første mand, som trak vejret på denne klode, og det allerførste menneske på denne jord, hvis hjerte hamrede i brystet på ham, blev et ’levende væsen’, som kunne leve til Guds velbehag.. ’Han blev en levende sjæl’.

Men i den samme linje i Ny Testamente, hvor dette står skrevet, fortsætter Guds Ord skabelsesprocessen og tilføjer i samme åndedrag: ”Den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd (v.45).” Vi forstår altså umiddelbart, at der er den forskel på de to fremtoninger af mennesket, at ’det første menneske’ var begrænset til det sjælelige, men ’det sidste og fuldendte menneske’ er et åndeligt væsen, som er i stand til at frembringe åndelige mennesker; Kristus er en levendegørende Ånd.

Nu understreger Skriften imidlertid, at det første menneske ’blev til’ et levende menneske, men ’den sidste Adam’ (her falder ordene ’blive til’ ud afgrundteksten, og der står kun anført, at han er): ’en livsskabende’ Ånd. Den første Adam er følgelig det menneske, der ’blev givet’ liv, men det sidste menneske, Kristus,, står frem som selve ’giveren’ af alt åndeligt liv.

Kristus er således (ifølge Ny Testamente) inkarneret i selve skabelsesberetningen, som ’det sidste menneske’, der bringer en helt ny slægt på jorden, og som (fordi han er ’en levendegørende Ånd’) står som grundlæggeren af en menneskeslægt, der er arving til en splinterny verden.

…men ham ser vi kronet med herlighed og ære

”Det var jo ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om,” fortsætter Hebræerbrevets forfatter, som her røber, at de første kristne talte meget om ’en verden, som skulle komme’ (Hebr.2:5). Englene (som allerede bærer evigheden i det ’kød’, der er ’en form for substans, som ikke kan forgå og derfor består i al evighed) er på forhånd diskvalificeret til at få magten på den nye jord og i den nye hovedstad, Det nye Jerusalem. Men der er én, der et sted har vidnet (nemlig Kong David i salme 8:5) og sagt: ”Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu? Eller en menneskesøn, at du tager dig af ham?” – ”Du, som er den levende Gud, satte ham lavere end englene for en kort tid, men så gav du mennesket den største ære og den højeste værdighed, – ja, du kronede ham og lagde alt under hans fødder (v.7, parafrase).”

For en kort tid (i forhold til evigheden) var mennesket altså kun ’en levende sjæl’ og var gjort lidt ringere i sin fremtoning end englene, men efter Menneskesønnens komme, er mennesket gjort ansvarlig for hele Guds skaberværk – ja, er blevet sat som enerådig hersker over alle ting.

Når det således står skrevet, at ’alt er lagt for hans fødder’, betyder det, at intet som helst er undtaget fra at være ham underlagt.

(Dette har vi ganske vist ikke set endnu, for det er ikke blevet opfyldt, hvilket i Bibelen forklares sådan: ”Vel ser vi endnu ikke, at alt er blevet mennesket underlagt, men ham, som ’en kort tid var blevet gjort ringere end engle’, Jesus, ham ser vi i dette øjeblik kronet med herlighed og ære!” (Hebr.2:9)

Når vi i dag betragter menneskesønnen, ser vi ham ikke som et menneske, der for en kort tid var sat på det laveste niveau, men vi retter blikket mod ham, som har fået kongelig ære og værdighed, og vi får øje på ham, som på grund af sin forsonende død, nu er kronet med guddommelighed, ’for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han har smagt døden (v.9).”

*

For det var kun retvist af Gud (og det sømmede sig for ham), som er alle tings første årsag og alle tings eneste formål, dengang han førte sine mange sønner til herlighed, at føre deres frelses banebryder gennem en frygtelig tid med lidelser (Hebr.2:10, parafrase).

For både han, som helliger, og de, som er helliget, har alle den samme Fader; derfor skammer han sig ikke det mindste ved at kalde dem brødre, men siger ganske åbenlyst: ”Jeg vil fortælle mine brødre om dig – ja, midt i menigheden vil jeg lovsynge dig (v.12, parafrase).” Han siger også: ”Her er jeg sammen med de børn, som Gud har givet mig (v.13).” De børn, han taler om, er ganske almindelige mennesker af kød og blod. Jesus blev derfor et menneske ligesom dem, for at han ved selv at dø, skulle ødelægge ham, som havde dødens magt. Det er djævelen.

*

Således satte han mennesker fri fra dødsangstens tyranni og trældom, som de ellers havde levet under hele deres liv. Thi det er jo ikke engle han her viser omsorg, – nej, det er Abrahams menneskeslægt, han tager sig af. Derfor var han på enhver måde nødt til at blive som et menneske, så at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der bragte det endelige sonoffer for folkets synder. Han har selv til det yderste prøvet at blive fristet, da han blev mishandlet; derfor kan han komme dem til hjælp, der står midt i vanskeligheder og prøvelser (v.16-18).

DE SKAL HØJLYDT BEKENDE JESUS

”Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra himlen (1.Kor.15:47).” Den menneskeslægt, som findes på jorden i dag, er – bortset fra de genfødte kristne – alle (ligesom den første Adam) kommet af støvet (1.Kor.15:48).”

”Det andet menneske er Herren fra himlen,” (nøjagtig efter grundsproget); den danske oversættelse er mangelfuld, idet den undlader at nævne ’Herren’. Derfor er det i høj grad nødvendigt, at vi beskæftiger os med dette vers i det nye Testamente, ellers risikerer vi at blive ført på afveje.

Det første menneske er altså blevet skabt af lerjord – men det andet menneske kom direkte og fuldt færdigt (som det fuldkomne billede af Gud) ’fra himlen’ (v.48), ’han er Jesus Kristus, Guds Søn…som gav afkald på sin guddomsherlighed og tog tjenerskikkelse på og blev det første menneske lig.

”I sin fremtræden var han altså som det første menneske, Adam, men han ydmygede sig selv og blev lydig til døden – ja, døden på et kors. Derfor har Gud også ophøjet ham, og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu Navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden … (Filip.2:7-10).”

Dette – og intet andet – skal være vort forbillede, og dette – intet andet- skal være det sind og den indstilling, som vi skal have, så længe vi vandrer på denne faldne jord. ”Han gav afkald på sin guddommelige ret…” derfor skal alle og enhver (hvad enten de er konger eller enerådende statsmænd, teologiske professorer eller verdenskendte skribenter, ærkeengle i Himlen, eller åndelige fyrster af format) falde på knæ for ham og med deres egen mund højlydt erklære: Jesus Kristus er Herre! (Filip.2:10).”

*

Paulus fortsætter sin højaktuelle undervisning (for dette budskab er præcis, som var det skrevet til menigheden i vore dage, og som det udelukkende gjaldt folk i vor tid) – og han skriver derfor følgende: ”Som den jordiske var, sådan er også de jordiske, og som den himmelske er, sådan er også de himmelske (1.Kor.15:48).”

Adam blev som det første menneske skabt af jordens støv og ler, og hver en levende sjæl, som bevæger sig på jorden, har fra fødslen et legeme, der består af de samme elementer: ”Af jord er du kommet, og af jorden skal du genopstå,” lyder det ved en begravelse.

Men alle de mennesker, som hører Kristus til, vil i opstandelses øjeblikket blive iklædt samme legeme som den genopstandne Kristus – det vil sige, at de får ’et himmelsk legeme’ (v.48, parafrase).

Den kristne tør således frimodigt sige, at for øjeblikket ligner han det første menneske, Adam, men den dag kommer – ja, er allerede, hvor han i større eller mindre grad ligner det Kristus-menneske, som kommer fra himlen.

Hør, hvad Skriften siger om dette spørgsmål: ”Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus (Gal.3:26-27).”

Det vil med andre ord sige, at allerede ved dåben begynder mennesket at ’iføre sig Kristus’ – og det fortsætter livet igennem, indtil den dag, hvor vi skal blive ham lig i herligheden…

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’NÅR BIBELEN FORBYDES’

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 07.07.2023.