EN DØENDE VERDENS SIDSTE SENDEBUD
Verden er ved at opleve en pludselig opvågnen! Det er langsomt ved at blive kendt, at intet menneske vil blive overladt til ’sin egen skæbne’. Gud vil i sin nåde gribe ind og rede mange fra den katastrofe, som nu – skjult i den almindelige forvirring – nærmer sig med lange og uhyggelige ’syvmileskridt’.
Bibelen taler tydeligt om dette drama, men da mange har vendt ryggen til ’Skriftens klare tale’, har Gud i sin nåde (allerede for 12 hundrede år siden) skitseret situationens alvor med den kristne, franske filosof Thomas d’Aquins skrifter.
Han beskriver en periode i historien (som han tydeligt ser for de mange generationer siden) men som han nu ’smækker på bordet’ – skrevet på latin men blandt andet oversat til fransk (og som jeg nu langsomt ’gnaver mig igennem’ for stykkevis at lægge dette kostbare 4binds værk frem til alles bedømmelse!)
*
Det er mig aldeles ubegribeligt, at det skulle falde i min lod at gennemgå dette storværk. Jeg har jo kun den franske oversættelse af Thomas d’Aquin mesterværk (som blev forfattet i det 13. århundrede) – og jeg begriber ikke, hvordan jeg skal kunne nå (i min alder, som nærmer sig ’de 90 år’), at lægge blot grunden til det arbejde, som her præsenteres for mig.
”Vi kan kun blive friet fra ’Den store angst’,” hævder Thomas d’Aquin, ”hvis vi vil indstille os på (og af hjertet anerkende), at mennesket først kan opnå den rette glæde og fuldkomne lykke efter dette liv.”
”Menneskesjælen skal (før dette kan ske) nå frem til at leve ’i udødelighedens lykke’. Det vil sige,
at mennesket – før ’noget af det evige’ kan blive levende for ham – må begribe Guds eksistens og fatte de mange karakteristiske egenskaber, som er forbundet med Hans ufattelige kærlige tilstedeværelse.”
*
Thomas d’Aquin skriver (midt i den kristne kirkes opbrud i midten af det 13. århundrede): ”Stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi – men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde (1.Kor.13:9-10).”
Det betyder, at ’i øjeblikket fatter vi kun brudstykker af alting, og vi kan derfor kun profetere om de enkelte dele. Men når alting engang bliver, som Gud har tænkt, at det skal være – ja, så vil alt det usammenhængende forsvinde’.
Det er med disse briller, at vi skal prøve at forstå den store filosof fra middelalderen. Og hvis vi er åbne derfor (og ikke arrogante og tillukkede), så kan det være, at en del af Thomas d’Aquin tanker ’bliver hængende’ – og vi kan med større agtpågivenhed give os i gang med studiet af hans skrifter.
FORMÅLET MED ’AT GIVE OS HELLIGÅNDEN’
Thomas d’Aquin (denne usædvanlige bibelfortolker fra det 13. århundrede) skriver i sine bibelske kommentarer (’Somme contre les Gentil’) at det er ’på sin plads at fremstille de sandheder (der ikke kan begribes umiddelbart med vor forstand)men som ’objektiv for vor tro’. (Vi skal altså læse de beretninger (eller udsagn) i Bibelen, som vi ikke begriber med vor forstand, men som udfordringer til vor tro!)
”Man bør således tage udfordringen op,” (skriver Thomas d’Aquin (i det 5. kapitel) ”og indstille sig på at møde nogle beretninger i Bibelen, som totalt overgår forstanden, og som udelukkende appellerer til troen! Det er den eneste måde, at vi kan nå dertil, at vi fatter den ubegribelige Gud,” (siger han). ”Det er absolut nødvendigt,” fortsætter Thomas d’Aquin videre, ”at mennesket bli’r forelagt nogle sandheder, der ubegribelige for dets forstand.”
”… thi,” (hævder filosoffen Thomas d’Aquin), ”- det er nu engang således, at mennesket aldrig vil kunne fatte og forstå hele sandheden (som den kendes af Gud) men han kan ’tilrive’ sig en viden ’ved simpelthen at modtage den i tro!”
… og her henviser han til det sted i Ny Testamente, som siger: ” Hvad intet øje har set og intet øre hørt – ja, der ikke er opkommet i noget menneskehjerte – det har Gud beredt for dem, der elsker Ham (1.Kor.2:9).”
Herefter fortsætter han med at citere fra dette sted i Ny Testamente (som vi i det følgende gengiver i parafrase for at lette forståelsen): ”Gud har altså afsløret det hele for os! Det har han simpelthen gjort ved Helligånden – altså ved Guds egen Ånd (som kender selv hans dybeste hemmeligheder – 1.Kor.2:10).
*
Thomas d’Aquin fortsætter med at gengive Skriften: ”Hvem ved, hvad der rører sig i et menneske ud over menneskets egen ånd. På samme måde er det kun Guds egen ånd, der kender ham til bunds.”
Nu er der imidlertid sket det forunderlige, at på pinsedag gav Gud mennesket sin egen ånd (for at vi kunne lære at kende, hvad ’Gud i sin nåde har skænket os’ (1.Kor. 2:12). Den almægtige Guds evige og storslåede formål med at skænke Helligånden til almindelige, dødelige mennesker, er altså dette: ”At de skal lære at kende den forvandlende kraft, der ligger i ’dåben med Helligånden’.
– ’og derom taler vi’ (v.13) betyder, at de skal herefter give den oplevelse (og dens selvvirkende kraft) videre til menighedens medlemmer og dermed forvandles disse til en døende verdens ’sidste sendebud’.
*
Det synes i dag ubegribeligt, at Thomas d’Aquin allerede i det 13. århundrede kunne henvende sig så afklaret til mennesker på hans tid og advare imod ’det tomme liv’, som i dag har taget yderligere form og tegn på fare! Han gør klart, at det mondæne ’hedningeliv’ (som er præget af ’en formørket tankegang’), fører til ’hjerternes forhærdelse’ – og han prædiker klart og tydeligt for sin samtid, at Gud nu vil tale – ikke med ord, som er lærte ved menneskelig visdom – men med ord, som er lærte af Ånden, ”thi,” (siger han): ”Vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker (1.Kor.2:13).”
”Det er præcis det, vi fortæller jer om, når vi taler om de åndelige ting,” fortklarer apostlen Paulus. ”Vi taler ikke om det med de ord, der kommer fra menneskelige klogskab (v.13, parafrase), men med det sprog, vi har lært af Helligånden. Når vi prædiker, taler vi nemlig om ’det åndelige’ med et sprog, som kun åndelige mennesker kan forstå.”
”Dengang jeg for første gang kom til jer, kære venner i Korinth, så kunne jeg ikke tale til jer, som jeg taler til åndelige mennesker,” skriver Paulus til menigheden i den pågældende by. ”I var jo på den tid ganske almindelige ’jordiske mennesker’ – eller ’nyfødte kristne – og det er jeg nødt til at indrette mig efter. Derfor – når jeg prædikede for jer – gav jeg jer mælkemad og ikke fast føde! Det var I nemlig ikke parat til (og det er i stadig ikke klar til at kunne modtage). Tværtimod! I har stadig meget af denne verdens ånd i jer, og man skal passe på at holde sig til et såre ’jordisk sprog’ (som I forstår) ellers bli’r I let vildledt og misforstår hurtigt, hvad jeg siger.”
Paulus slutter: ”Almindelige jordiske mennesker kan ’simpelthen ikke fatte’, hvad vi taler om, for vi taler ikke med ord og begreber, som kommer fra den menneskelige klogskab – nej, vi bruger det sprog, som vi har lært af Helligånden. Vi taler om det åndelige til mennesker, der forstår de åndelige ting! Det står jo i Skrifterne: ”Hvem kender Herrens tanker, og hvem kan vejlede ham? Nej, vi tænker ligesom Kristus.”
*
Derfor skriver jeg nu åbent til menigheden i Danmark. Og jeg tager som udgangspunkt de vanskelige og næsten uforståelige skrifter af Thomas d’Aquin. Jeg mener ikke, at jeg selv har valgt denne fremgangsmåde (og af egen drift er kommet frem til filosoffen ’Thomas’ fra det 13. århundrede). Det er en besynderlig ledelse, der er bag – og jeg forstår selv kun lidt af det hele. Men det er min faste tillid til Gud, at han vil lede mig gennem den franske filosofs tanker – til en brugbar vej for hans menighed i Danmark, så at den kan lovsynge Jesus for hans stor offer og nu levende medvirken i hans menighed.
VI HAR MED EGNE ØJNE SET HANS STORHED
Det sjette kapitel i det første bind af bogen ’Somme centre les Gentiles’ (side 151) begynder med et bibelvers, som siger: ”Da vi kundgjorde jer vor Herre Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været vidner til hans guddomskraft (2. Peter 1:16).
”Det var altså ikke med udgangspunkt i nogle tilfældige og opdigtede myter, at vi fortalte jer om den kraft, der kom fra Jesus, medens han var her på jorden,” erklærer Thomas d’Aquin. ”Vi har med egne øjne set Hans storhed.” (Gud selv gav Herren Jesus ære og værdighed, da der lød en stemme fra himlen, som sagde: Dette er min Søn. Ham har jeg valgt!” (v.16-17)
… eller som der står skrevet i Jobs Bog (det sjette vers i det elvte kapitel): ”Han kan fortælle dig om en visdom, du slet ikke fatter. Den er dobbelt så stor, som du tror – og han straffer dig kun halvt så hårdt, som du fortjener!”
Thomas giver her videre udtryk for nogle tanker, som han (i det trettende århundrede)gjorde sig, idet han siger: ”Gud beviser sin nærhed (og den sandhed, der kommer til syne i Hans inspiration) ved at han læggersin almagt for dagen og ved at udføre de ting, som er menneskeligt umulige: Forunderlige helbredelser, opstandelser fra de døde – og det, som er mest forbløffende: Inspirationer, der gives til den menneskelige ånd, så at enfoldige sjæle (uden særlig uddannelse) bliver fyldt med Helligånden og i øjeblikke taler med guddommelig visdom.”
DEN GUDDOMMELIGE ADVARSEL
”Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra sandheden,” siger brevet til Hebræerne (2:1-3), som Thomas d’Aquin henviser til i det følgende. Han fortsætter: ”Thi når det ord, som var talt ved engle, står fast, og hver overtrædelse og ulydighed får sin velfortjente straf, hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse (v.2-3).”
Skriften hjælper os med at forstå den guddommelige advarsel! Der er netop tale om: ’at glide bort’ fra den sunde lære. Det er ikke ’et pludseligt fald’, der er tale om, og det er ikke ’et overraskende styrt’, der henvises til men det er ’en langsom glidende bevægelse’ der refereres til. Det er et snedigt, underfundigt, djævelsk ’bagholdsangreb’, der bringer de troende ud af balance og overrasker dem, så de mister herredømmet. Den troende skal i denne farlige periode, hvor fristeren er på spil med alle mulige kunstige lærdomme huske på, at det ord, som han modtager fra Gud, blev givet ham på overnaturlig måde (ved hjælp af engle eller endog ved Guds egen Ånd) – samt at han må tage i betragtning, at han ikke slipper ustraffet fra at overtræde det!
(Dette hører med til ’Dagens tekst’ i denne tid, hvor Herren samler sit mandskab, og der gøres forberedelser til en åndelig vækkelse).
FARLIG VRANGLÆRE
Thomas d’Aquin angiver (i den forbindelse) en alvorlig henvisning til Islam, idet han advarer (i det 13. århundrede) mod denne farlige vranglære. Han skriver: ”Dem, der introducerer denne falske sekt, angriber ’bagfra’!” Han fortsætter: ”Muhammed, der bringer falsk lære, har ikke bestået nogen prøve (dokumenta), der beviser, at han taler sandhed. Han ville i så tilfælde let kunne ’sættes til vægs’ af en modstander, der blot behøver at udvise middelmådig visdom.
Muhammed blander i ’de sandheder’, som han forkynder, mange slags fabler og læresætninger, der er bygget på løgn! (skriver Thomas d’Aquin). Muhammed har ikke bibragt noget ’overnaturligt bevis’ på, at han er sendt af Gud – (men han hævder, at han er sendt med ’krigshærens kraft’ (et tegn, som normalt følger banditter og tyranner).
”Yderligere må det bemærkes,” fortsætter Thomas d’Aquin, ”at de, der fra begyndelsen troede på ham (at han, Muhammed, var en udsending fra Gud) ikke var vise mænd, der var veluddannede i de guddommelige og menneskelige sager, men det vara fredløse mænd fra ørkenen (uvidende om enhver guddommelig lære), der med sværdets magt, introducerede deres egen lov blandt fremmede folk!
Intet profetisk ord er blevet os forkyndt om disse ’nye troende’; men de forvanskede det vidnesbyrd, som lyser ud fra Det Gamle og Det Nye Testamente!
Det er således troværdigt, at de, som sætter deres tillid til denne falske lære, tror forgæves!” (slutter de kristne på den tid).
TROENS SANDHEDER
I det syvende kapitel af værket: ’Somme contre les Gentils’ skriver Thomas d’Aquin følgende: ”Forstandens opfattelse af sandheden er ikke imod den sandhed, som den kristne tro står for!”
Han fortsætter med at definere ’troens sandhed’.
Hvis den kristne tros sandhed ’ overgår den menneskelige forståelse af sandhed, så ville det, som vi er født med, være i konflikt med sandhedens sande væsen.”
”Det er nemlig en kendsgerning,” (fortsætter Thomas), ”at det, som er naturligt indskrevet i den menneskelige fornuft, er og forbliver absolut sandt – ja, det i en sådan grad, at det end ikke ville være muligt at tænke det, som er falskt!”
”På samme måde med ’troens tanker’ (som Gud øjeblikkeligt bekræfter som ’fuldstændig uimodsigeligt’) – ’dem er det ikke tilladt at stemple som ’falske indskydelser’,” siger han.
”Det er umuligt, at ’troens sandheder’ er imod de principper, som fornuften helt naturligt genkender.”
*
- Fremdeles skriver Thomas d’Aquin (og vi skal stadig have i tanke, at han satte sin fjerpen på papiret for 1200 år siden) : ”De principper, som vi kender og lever efter på en naturlig måde, er betingelser, som er givet os af Gud. Gud selv er ’ham, som har skabt den menneskelige natur’. Det er altså livsprincipper, som indebærer guddommelighed. Følgelig kan vi indse, at alt, hvad der strider imod disse livsprincipper, er i et modsætningsforhold til Skaberen. De kan derfor ikke være skabt af Gud. Derfor kan det, ’som fastholdes af troen’ (og som stemmer overens med en guddommelig åbenbarelse (ikke være imod den naturlige opfattelse (af den pågældende sag).
- Thomas d’Aquin fortsætte: ”Vort menneskelige intellekt er undertiden bundet af modstridende argumenter!” (Og det i en sådan grad, at vi ikke kan nå frem til den opfattelse, der er den sande). ”Hvis altså denne modstridende viden ’kommer fra Gud’ (er inspireret af Ham), da står Gud som den, der hindrer os i at begribe sandheden. Dette kan imidlertid aldrig forekomme! Vi må fastholde, at det, som vi ved troen kender som ’en guddommelig åbenbarelse’ ikke kan være i et modsætningsforhold til vor naturlige opfattelse!”
- Thomas d’Aquins bevisførelse fortsætter uanfægtet: ”Det, som er naturligt, ophører ikke, så længe naturen eksisterer!” – eller sagt på en anden måde: ”Modstridende opfattelser kan ikke eksistere (leve videre) på samme tid og med det samme emne. Der er følgelig ingen ’meningsopfattelse’ eller nogen ’tros-indstilling’, (som er nedlagt i mennesket af Gud), der kan være i modstrid med ’en naturlig tilgang til problemet.”
- ”Derfor siger apostlen,” (fortsætter Thomas) i brevet til Romerne: ”Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker – Rom. 10:8).
Dette vil sige, at Gud i sin nåde har nedlagt (i det troende menneske) et ’selvforsvar’, der går i aktion, så snart sjælefjenden sætter ind med sine onde angreb. Den kristne står altså ikke ubevæbnet (i denne forførelsens periode). Han har altid ’det levende Guds ord’ til sit forsvar, og han kan til hver en tid møde fjendens bestræbelser med Skriftens skarpe sværd. ”Ordet er nær,” siger Bibelen til enhver (som søger Herrens hjælp i det daglige) – og Gud mener ikke dermed, at ’du jo altid har din Bibel med dig’. Nej, Skriften siger: ”Jeg, Herren, har altid (og under alle omstændigheder) givet dig et ord, som jeg har placeret både ’i din mund og i dit hjerte’.
Det er uhyre vigtigt, at den kristne forstår (og tager imod) denne hjælp, som er til hans rådighed på daglig basis, idet han ikke kun betjener sig af det Guds ord, som er i hans mund; nej, han henter kraft fra det ord, som er i hans hjerte!”
*
Den autoritet, som Augustin udviser (når han afleverer sin mening om Skriftens betydning), stemmer overens med denne holdning. Han siger f.eks. i det andet bind af værket: Første Mosebog ifølge grundteksten (Kap. 18, side 211):
”Den sandhed, som her kommer for en dag, kan på ingen måde stå i et modsætningsforhold til Den Hellige Skrift (hvad enten det drejer sig om Det Gamle – eller Det Nye Testamente).”
Dette er altså Thomas d’Aquins afslutning på denne ’tankerække’ (der handler om, at ’den fornuftige sandhed’ ikke står i modsætning til ’den kristne tros sandhed. Man kan derfor konkludere (slutter Thomas), at ’hvorledes der end bliver argumenteret imod troens vidnesbyrd, så følger man ikke korrekt de første principper (der står indskrevet i naturen og som sådan er umiddelbart kendte). De besidder altså ikke den nødvendige styrke til at kunne demonstrere en sandhed, og bør derfor afvises!”
*
Meget af dette lyder ’lidt filosofisk’ i moderne menneskers øren, og ’bevisførelsen’ for Guds eksistens forekommer lidt indviklet – men ved nærmere undersøgelse af Thomas d’Aquins skrifter må vi bøje hovedet og indrømme, at han har gjort et stort arbejde for at ’holde igen’ på den udvikling, som mennesket i det 13. århundrede var ude for.
Derfor vil jeg (med sikkerhed) vende tilbage med den sunde forklaring, som Thomas d’Aquin (for de mange århundrede år siden) har med hensyn til de kristne lærepunkter. Dette er altså kun ’en lille begyndelse ’til forståelsen af den gamle tænker Thomas d’Aquins lidt filosofiske lære.
Læs under Retsopgøret artiklen: ’TEGNET’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.28.02.2025.
0 Kommentarer