HVEM ER DEN HEMMELIGE FYRSTE?
Hvorledes kan vi fatte og forstå sandheden?
Det kan vi kun ved tro! Altså ikke ved at bruge vor forstand eller ’glimrende evne’ til at fatte gåder! Guds sandhed kan vi kun begribe ved tro, thi troen er i stand til at trænge igennem alle mørkets mure, og troen kan gives til alle mennesker (uanset, hvor stor en betydning, de har, og på trods af deres intelligens og muligheder for at kunne gennemlyse og udforske de største problemer) en direkte vej til at forstå Guds Sandhed.
Dette er hemmeligheden ved troen. Den fattige enke og den udygtige tolder kan, (hvis han ejer Guds tro) opnå de største løfter og gennemskuer djævelens mest ondskabsfulde planer.
Derfor sættes troen højt i Bibelens dybe forklaringer om dette: ’at vandre med Gud’, ja, ved tro, kan den enfoldige sjæl passere vismænd og skriftkloge og nå til et stade, hvor han ejer Guds velbehag og opnår de største forjættelser ved Guds nåde!
*
I mørke timer, hvor sjælen er rodløs og modsløs søger en vej frem, er troen den bedste og sikreste rådgiver!
Den får skjulte kilder til at springe, og den løser de tungeste og sværeste af mismodets lænker. Troen er en lysende fakkel for den sjæl, som er faldet i håbløshedens dybe brønd, og det er den kraft, som sikrest kan føre de ulykkelige ud af mørkets korridorer. ’Gudstro’ er Guds hjælp i nød og fortrykthed! Den er en sikker ven i sorgens og modløshedens dage.
*
Da Kong David boede i Hebron, flokkedes Israels tolv stammer om ham, og de sagde alle det samme: ’Vi er jo dit kød og blod’. De mente dermed: ’Vi er alle af den overbevisning, at du skal være vor konge; vi tilhører jo det samme folk og bor nu her i det samme land, og du skal regere over os!’
Da David tøvede med at følge folkets ønsker, talte de ældste til ham og sagde: ”Allerede før i tiden, da Saul herskede over os, var det i virkeligheden dig, der var vor anfører, når vi skulle i krig. Allerede dengang sagde Herren til dig, at du skulle vogte hans folk Israel – ja, du skulle herske over det.”
Pinsebevægelsens gamle, solide evangelist, Filip Hubbe Ipsen, har for nogen tid siden skrevet en udmærket og særegen bog med titlen: ’Kampen om Jerusalem’. Han fortæller her, at ’Davidsbyen’ (2.Sam. 5:7), hvor klippeborgen Zion befandt sig, ændrede navn til Jerusalem, og det hedder byen den dag i dag.
… og dermed begynder Hebræerbrevets forfatter at tage fat på et emne, som ligger ham meget på sinde, og som har et utroligt perspektiv med hensyn til den evige frelser, som vi har vundet ved Jesus Kristus. Han skriver: ”Denne Melkisedek var konge over Salem (egtl. Jerusalem) og præst for den Højeste Gud.”
Og straks bliver vi vakt ved Helligånden! Forbavset hører vi, at Gud i sin ufattelige nåde har taget en evig beslutning: Han vil åbenbare, hvad der ligger bag ved at være ’konge over Jerualem’ samtidig med, at han indtræder i den (ufattelige) tjeneste: ’At være præst for Den Højeste Gud’ (Hebr.7:1).
Det skal nemlig forstås på følgende måde:
”Da Abraham var på vej hjem efter at have besejret fire konger, gik Melkisedek ham i møde og velsignede ham (8:1).” Denne tildragelse havde en overordentlig stor betydning i hele Bibelens fortælling; her skete det nemlig, at Jesus, Guds Søn, mange hundrede år før hans komme på jorden, i virkeligheden besøgte denne planet, før hans tid var inde; og vi må spørge: ”Hvad var det, der skete, som havde så stor en betydning, at Guds egen Søn forlod sin herlighed og åbenbarede sig for Abraham?” Hvad var det for en sejr, den gamle patriark havde vundet, og hvad var det, der fik den kommende Messias til at forlade sin herlighed for at møde denne enestående sejrhelte, Abraham (som med en ganske lille flok på 318 mand) havde slået fire kongers kæmpehær.
Lad mig svare på dette spørgsmål!
*
Der står skrevet i 1. Mose 14:8, at kongerne i Sodoma og Gomorra kæmpede mod fem konger på Abrahams tid – og led et formasteligt nederlag! Abrahams nevø, der boede i Sodoma (det var hans eget skæbnesvangre valg) blev taget til fange, og alt, hvad han ejede, blev røvet (v.12).
En af Lots mænd slap imidlertid væk, og han fortalte om den frygtelige ulykke til Abraham, der straks forfulgte fjendens kæmpehær (med de 318 slaver fra hans husstand, og de indhentede dem, før de nåede til byen Dan.
Samme nat – da mørket var faldet på – kastede Abraham (og hans bevæbnede slaver) sig over fjendernes kæmpetropper. Disse flygtede – men Abrahams mænd forfulgte dem hele vejen til Hoba nord for Damaskus. Her tog han efter at have besejret fjenden – krigsbyttet og befriede Lot og hans familie.
MØDTE HAM MED EN ’KOLD SKULDER’
Da Abraham vendte tilbage efter at have besejret alle de fjendtlige konger, gik kongen af Sodoma ud for at ’tage imod ham’. Det møde fandt sted i ’Shavedalen’ (der også blev kaldt ’kongedalen’) – men Abram mødte denne konge med en kold skulder.
Sodomas konge sagde da til Abram: ”Lad mig få dem af mine folk, som blev taget til fange af fjenderne. Byttet, som du ellers har erobret, kan du beholde! Men Abram svarede ham: ”I Den Højeste Guds, himlens og jordens skabers, navn: Jeg vil ikke have den mindste smule fra dig. Ingen skal nemlig herefter sige, at det er på grund af dig, at jeg er rig!”
I det øjeblik dukkede Melkisedek, kongen af Salem (’Jerusalem’) op! Han stillede som præst for Den Højeste Gud og bragte brød og vin til Abram. Melkisedek tog således imod Abram med den største hjertelighed og udbrød: ”Måtte Den Højeste Gud, han, som skabte himlen og jorden, velsigne Abram og give ham alt godt! Bring tak til Den Højeste Gud, der giver dig magten over dine fjender!”
NAVNETS AFKLAREDE BETYDNING
Da Abraham var på vej hjem efter at have (med sin lille flok på 318 mand) besejret fire mægtige konger, gik denne ’ukendte fyrste’, Melkisedek, ham i møde og velsignede ham! (Hebr.7:1) Til gengæld afleverede Abraham til denne ’fremmede fyrste’ en tiendedel af hele krigsbyttet – (og det gives der i Hebræerbrevets Ny Testamente en nærmere forklaring på):
”For det første,” skriver ’denne ukendte forfatter til Hebræerbrevet, ”så har navnet ’Melkisedek’ en afklaret betydning!” Vi læser bl.a., at Jesus ’gik ind bag forhænget’ (som skjuler den usynlige verden for os), og at han dér tjener som ypperstepræst’. Det vil sige, at det er ham, der udfører denne ypperstepræstelige tjeneste. ’På Melkisedek vis’, hvilket vil sige ’i al evighed’.
*
Yderligere læser vi i Hebræerbrevets det syvende kapitel (som er og bliver ’brevet til jøderne), at det underlige navn, ’Melkisedek’, betyder ’Retfærdighedens konge’, og at det endnu mærkeligere navn, ’Salem’, refererer til Jerusalem (samt at det betyder ’fredens konge’). Endelig har denne mystiske person hverken far eller mor; han nedstammer heller ikke fra nogen – ja, hans liv har hverken begyndelse eller ende, og han er præst i al evighed; … derfor lader Skriften ane, at denne ’ukendte fremmede’ er ingen anden end et ’billed-navn’ på Guds egen Søn, Jesus.
Og nu forstår vi, hvorfor denne skrivelse er særlig henvendt til jøderne (som ’Hebræerbrevet er stilet til) – og derfor ufortøvet stiller spørgsmålet: ”Kan I ikke selv se, hvor stor denne Melkisedek er (v. 7:4)?
”Selv Abraham, som er jødernes stamfar, afleverede en tiendedel af sit krigsbytte til ’den fremmede’ (v.6) – og denne velsignede Abraham, som allerede havde fået løfter fra Gud! Det er således uimodsigeligt, at den, ’der bliver velsignet’ (v.7).
Ja, på en måde kan man godt sige, at Levi, der får tiende af alt folket, selv har betalt tiende til denne Melkisedek (gennem Abraham) – for selvom Levi ikke var født på det tidspunkt, vi taler om, så ligger selve kimen allerede i hans stamfar, Abraham, dengang Melkisedek gik ham i møde!
Hvad vil Skriften sige med alt dette? Hvad er det, der ligger bag linjerne i den lange og udførlige beretning om denne ’mærkelige Melkisedek’ (som pludselig dukker op og påtager sig hovedrollen i den besynderlige historie)?
Det spørgsmål svarer brevet til Hebræerne på, og vi vil nu yderligere ransage det bibelske svar for om muligt at få kastet lys over den bibelske passage, som handler om Melkisedek.
PLANEN OG ARBEJDETS METODE
Der findes sandheder, som er i de guddommelige ting såvel som i de modstridende opfattelser, der står for fald. To slags sandheder er at finde i henholdsvis 1) ’det guddommelige’ projekt og 2) i vranglæren, der er i modstrid med dette.
I det første tilfælde (af de to slags sandheder) er den fornuftnæssige undersøgelse tilstrækkeligt, men i det andet tilfælde står vi overfor, at dette forsøg går ud over alt, hvad der kan kaldes fornuftigt.
Jeg (Thomas d’Aquin) siger: ”Der er to slags sandheder i den guddommelige plan, som placerer mig ikke på Guds side, der er den rene og skære virkelighed, men ’ved siden’ af vor viden, der forholder sig på forskellig vis til de guddommelige sandheder.”
(En sådan sætning er tilstrækkelig til at give os hovedpine, men da vi er opsatte på at finde ud af, hvad disse gamle filosoffer tænker, vil vi gøre os umage med at forstå dem)!
Blot lige en lille sidebemærkning, der skal få os til at overveje, hvorledes den menneskelige sandhedssøgen reagerer overfor en trossandhed?
”Der eksisterer (i den åndelige verden) en synlig virkelighed,” skriver Thomas d’Aquin ” … og det er fra den, at den menneskelige fornuft henter al sin viden, idet den hele tiden gør det klart, at den kilde, som den drager af, faktisk er guddommelig – men, at den (for tiden) skjuler ’hvem Gud i virkeligheden er’.
”Det er nemlig en meget stor glæde, at kunne fatte blot ’en lille del’ af de højere realiteter,” fortsætter Thomas d’Aquin. ”Det svageste og mindste glimt af det, der venter os foroven, er så lammende, at vi bøjes til jorden derved (kap. 5:5).”
*
Dette bekræftes andet sted (Hilaire: ’La Trinité’, bind II, side 10 og 11), hvor der står skrevet: ”I din tro findes tre stadier: Begyndelsen, fortsættelsen og udholdenheden!
Det er helt klart, at du når ikke til en helhedsopfattelse med det samme, men som du bevæger dig fremad på vejen, kan jeg lykønske dig med, at du gør fremskridt i troen.
”Den, der nemlig med iver løber mod målet, vil stadig gøre fremskridt, selvom han ikke når til enden… – men du bør være på vagt, at du ikke foregiver, at du med sikkerhed vil nå dit mål, og du bør være forsigtig med at bruge ’for store ord’ om din egen indsats – ja, du bør forstå, at der stadig findes ting, som du endnu ikke har fattet…”
*
Thomas d’Aquin fortsætter: ’Meningen’, ved hvilken man ikke kan bevise, at Gud er til, er samtidig en påmindelse om, at Gud er kendte ved sin blotte eksistens. ”Dette, at man gør sig umage for at bevise, at det virkelig er en Gud (sådan, som vi nu er i færd med at gøre i denne del af vort arbejde), er under ingen omstændigheder ’at spilde tiden’. Tværtimod!” (hævder Thomas d’Aquin i det 13. århundrede).
”Det er derfor, der findes folk, som vil bevise, at der ’eksisterer en Gud’, ” fortsætter han. ”Det er og forbliver en sandhed, der er så stærk, at man ikke kan forestille sig det modsatte (altså, at der ikke eksisterer en Gud). Derfor er det ikke muligt ’at bevise’, at Gud er til, og her forelægger jeg nu de argumenter, som understøtter denne tese!
GUD EKSISTERER
Jeg vender hermed tilbage til et afsnit af Thomas d’Aquins lære, som beskæftiger sig med ’Guds eksistens’, og jeg prøver at følge hans tanker, som undertiden er noget ’filosofisk’ projekt. Thomas skriver (oversat fra hans franske tekst): ”Man siger, at det, som er kendt og forståeligt ’i sig selv’, er de ting, som allerede har fået et navn: ”Altså,” (kan man sige) at ’det, som man kender og fatter i sin helhed, det er det samme, som man forstår og begriber, når det foreligger som ’en mindre del af helheden’. Således begriber vi også, at det, som er ’helheden’, er større end det, som blot er en del deraf.”
Thomas fortsætter: ”Den overordnede sætning: ’Gud er kan forstås på denne måde! Ja, i virkeligheden fatter vi (ved at nævne Guds navn), at vi ikke kan udtænke (latin: ’cogitari’) noget større. Det er det, som er formet i vort intellekt, som vi hører og forstår (latin: ’intelliget’), som Guds navn.”
Heraf følger, at: ’Gud eksisterer (- om ikke andre steder, så i hvert fald i vore tanker)… men ikke blot i vore tanker (elle i vort intellekt), thi det, som er i vort intellekt (og i virkeligheden) er større end det, som kun eksisterer i vor tankeverden.
… men den kendsgerning, at ’intet er større end Gud’, det ligger i sele betydningen (latin: ’ratio’) af Guds navn, som da blot lader tilbage, at ’Gud er’, hvilket manifesterer sig ved (significiatio) selve navnet.”
Thomas d’Aquin fortsætter ufortrødent sine ’filosofiske overvejelser’, som ikke er lette at følge, da hans tankerække næppe tager det mindste hensyn til modtagerens evne til at kunne godtage dem. Han skriver f.eks.: ”På samme måde er det muligt at forestille sig, at en genstand eksisterer – men det er umuligt at forestille sig, at den samme genstand ikke eksisterer!”
”På samme måde ville man kunne forestille sig et væsen, der er større end Gud, hvis man kunne rumme, at Gud ’ikke er til…” hvilket er imod selve betydningen af ’Gud som et givet navn’. Det er således en kendt sag i sig selv, at ’Gud er’!
I øvrigt: Disse foreslåede ’tilfælde’ bør være de mest kendte (hvor man altså sammenligner tingene med hinanden ved f.eks. at sige: ”Et menneske er et menneske!” Eller (når man taler om Gud) så finder man – før nogen anden overvejelse kan finde sted – at Hans ’væren’ er Hans stærkeste udtryk for Hans ’væsen’, og det i en sådan grad, at man giver det samme svar på spørgsmålet: ’Hvad er dette’? Og spørgsmålet: ’Dette er altså …’
Således forstået, at når man siger: ’Gud er!’ så er tillægsordet ’er’ identisk med navneordet ’Gud’ – og på den måde gives det af sig selv, at ’Gud er’…
Hertil kommer følgende: ”Det, som vi helt naturligt har kendskab til, er ting, vi allerede ved og forstår (’helt af os selv’…)
… det vil sige, at vi ikke behøver at anstrenge os i et forsøg på at lære dem nærmere at kende.
Det er således kendt (som en naturlig sag), at der er en Gud, thi den dybeste længsel i mennesket rækker ud imod Gud, som det sidste det ser (lidt længere fremme)… Det er således kendt af alle og enhver, at ’Gud er til…’ På samme vis, som alt andet forstås og bør være ’kendt’ (af sig selv), således er det tilfældet med Gud. Det er således en kendsgerning, at solens lys er princippet bag alle synsopfattelser, på samme måde udgør det guddommelige lys princippet for al intellektuel forståelse, thi det er kun ’i Gud’, man kan finde højdepunktet for ’forståelsens afklarethed’. Det bør således være én (i sig selv) ’kendt sag’, at Gud er til.
Dette er én af de mange grunde til, at nogle mener, at det er en sag (som er kendt i sig selv) at ’Gud er til’ – for det modsatte er utænkeligt for ånden!
Læs under Retsopgøret artiklen: ’DANMARKS ANDEL I DEN TREDJE VERDENSKRIG’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.14.03.2025.
0 Kommentarer