ET NATLIGT BESØG
Natten til tirsdag d. 1. april i år (2025) var besynderlig! Klokken 03:06 hørte jeg (som var stået op fra min seng og befandt mig i køkkenet, hvor jeg drak et glas mælk) en kendt lyd ved hoveddøren, hvor ’dørlåsen blev automatisk indstillet’ (ifølge en bestemmelse, som gælder alle ejendommens beboere).
Umiddelbart efter havde jeg en stærk fornemmelse af, at der var en usynlig gæst til stede i den lille to-værelses lejlighed – og i samme øjeblik følte jeg, at jeg blev varmt og kærligt omfavnet af Herren (som besøgte mig i denne nattetime). Han afleverede til mig et budskab om, at han i den kommende tid ville tale til mig om ’betydningen af den tid, jeg levede i – og at jeg skulle videregive Hans ord til Hans folk nær og fjernt’.
Så var jeg atter alene! Den følgende nat (d. 2. april 2025) nedskrev jeg disse linjer for at meddele dem til mine venner og gøre dem opmærksom på, at jeg i den kommende tid vil gøre mig umage med hensyn til at forklare vigtigheden af dette guddommelige besøg og samtidig forsøge at forklare ’endetidens bibelske perspektiv’.
’GUDLØSE LÆBER ER MIG EN GRU’
For at begynde det hele forfra, og dermed øge forståelsen af de vanskelige tekster, som vi her får præsenteret, vil jeg dvæle ’en-tid-lang’ ved begyndelsen af Thomas d’Aquins værk, som med sit første (af fire) bind bærer overskriften: ’Gud’ (fransk: ’Dieu’). Det indledes med bibelordet fra Ordsprogenes Bog, kapitel 8, v. 7a, hvor der står skrevet: ”Ja, sandhed taler min gane, gudløse læber er mig en gru.”
Disse ord er (som jeg tidligere har nævnt) indledningsordene til firebindsværket: ’Sommes contre les Gentiles’, som jeg tillader mig her at gentage, da de indeholder (ifølge min opfattelse) en skjult anklage overfor alle ’ikke-jøder’. De indeholder i hvert fald ordet ’contre’, der betyder (imod) og derefter ’les Gentils’, der betyder ’hedningerne’
Heriblandt regner forfatteren, Thomas d’Aquin, ikke ’de kristne’, eftersom de ’har forladt hedenskabet’ og nu (for de godt 800 år siden) regnes for ’Guds ypperste skabning’, idet de har fundet deres frelser i Jesus Kristus (som set med vore jordiske øjne) er kommet til verden igennem en jødisk mor, Maria!
Om dette udbreder filosoffen og bibellæreren, Thomas d’Aquin, sig. Han levede 250 år før reformationen. Han skriver:
DER EKSISTERER INGEN PASSIV MAGT HOS GUD!
”Hvis Gud er evig, så er det nødvendigt, at Han ikke udøver denne magt,” skriver Thomas d’Aquin. ”Fordi,” fortsætter han) ”alt, hvad der er grundet på en magtudfoldelse, kan – i forhold til den måde, hvorpå den udfolder sin magt – ikke eksistere, fordi det, som er, skulle i virkeligheden ikke være?”
”Eller (sagt på en anden måde): ”Gud kan i sig selv ikke være (fraværende), fordi han er evig! Altså: I Gud eksisterer der ingen selvopholdelsesdrift med hensyn til hans væren.” (Latin: Potentia ad esse).
(Gud må og skal derfor eksistere som opretsholderen af alt hvad Han selv har skabt – i modsat fald var disse linjer ikke blevet til – thi alt ville være en øredøvende tavshed).
*
For at ’oversætte’ dette ’filosofiske argument’, så hævder forfatteren her, at det er af største nødvendighed, at Gud ikke ustandseligt udøver sin ’evige og altovervældende magt’ (så at den til sidst ligger som en tung byrde på menneskeheden).
Guds almagt er altså ikke ’diktatorisk’; den indgår som en levende (nødvendig) del af menneskers eksistens, og er så let at bære ’som at trække vejret’…
’Den Almægtige Gud’ er (på den måde) ’skjult’ for det menneskelige øje, og kommer kun til syne, når det er nødvendigt. Hele jorden (ja, hele universet) er hvert sekund (som det eksisterer)grundet på Guds magt! Hvis det nemlig var foreneligt med Guds (Skaberens) vilje, så kunne alt bryde sammen på sekunder – men på grund af Den Evige Guds ufattelige tålmod (og Hans ustandselige overbærenhed) holdes alle ting oppe, indtil denne dag ved Hans guddommelige barmhjertighed! (Sela!)
Herudover bliver følgende forstået (i kapitel 16, punkt 3) af Thomas d’Aquin:
”Ligesom alle ting på en måde ’ligger stille’ (i en magtfuld position) men samtidig er ’i fuld handling’ – altså er ’kronologisk’ i stilhed med hele sin magt (før den træder i aktion) – sådan ligger handlingsøjeblikket her forud for selve kraftudfoldelsen (fordi ’styringen’ forholder sig ikke (udelukkende) til selve handlingen, men den bør følge handlingen med ’noget, der ligger skjult i handlingsforløbet!”
Alt, hvad der altså (på en særlig måde) ejer en magtstilling i dette forløb, har på forhånd noget skjult i sig,” (siger Thomas).
Eller: Man kan også sige: ”Gud viser sig, som den, der er den første årsag i alt, og Han deler ikke sin magt med nogen,” (slutter han).
*
Det følgende afsnit (det fjerde punkt) er en yderligere forklaring på det (lidt hemmelighedsfulde) som er skildret i det forrige afsnit af det 16. kapitel. Thomas d’Aquin forklarer (stadig med henblik på det emne, som han er beskæftiget med) nemlig: ”Der eksisterer ingen passiv magt hos Gud. Altså: Det, som i sig selv’, er: ’meget nødvendigt’ er på ingen måde: ’forholdsvist nødvendigt’, fordi det ’afgjort nødvendige’ er uden begrundelse, mens det, der kun har ’forholdsvis betydning’, har ’en givet årsag.”
Eller sagt på en anden måde: Gud er i sig selv meget nødvendig. Han er altså aldrig ’forholdsvis nødvendig’. Man finder derfor intet hos Ham, som fremhæver hans magt. (Den er i den grad ’en selvfølge’, at den overhovedet ikke omtales).
DEN YDERSTE AFSLUTNING
’Den yderste afslutning’ på alle ting er den, der tager sigte på deres begyndelse – eller ’den første motor i universet, der er et intellekt, som jeg vil omtale længere fremme… (erklærer Thomas d’Aquin).
”Det er at ’overveje sandheden,” fortsætter han, ”at visdommen principielt gør holt! Det er også ved at grunde over sandheden (og derefter ved at manifestere den), at visdommen (iklædt kødet) erklærer, at den vil vende tilbage til verden (ifølge Johs. 18:37: ”Jesus svarede Pilatus: Du har ret, jeg er konge! Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst. Pilatus siger til ham: Hvad er sandheden?”
Denne samtale er et kernepunkt i Ny Testamentes lære og bør derfor nærmere studeres!
*
Thomas træder her frem, som det 13. århundredes ’store lærer’, der beskæftiger sig med de afsluttende tider). Han nævner (allerede på det tidlige tidspunkt for godt 800 år siden), at Jesus kommer igen, og at han (ved sit første komme) har talt til den politiske leder (Pilatus), som står for sin egen henrettelse og siger: ”Du har ret. Jeg er konge!”
Pilatus må have kæmpet (både under forhøret af Jesus og på et senere tidspunkt af sit liv) med de ord, som kom fra Jesu mund: ”Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.”
– og den romerske officer og regeringsleder, Pilatus, må have følt sig ramt, da han (fra denne jødiske fanges mund) hører ordene: ”Enhver, som ’er af sandheden hører mine ord” – og han udtaler på stedet sin egen dom, da han opgivende siger: ”Hvad er sandhed?”
GUD KAN IKKE BEGRÆNSES
Vi er nu nået til den bevisførelse, som Thomas d’Aquin har sat sig for at gennemføre med hensyn til ’Guds eksistens’. Han skriver indledningsvist: ”For at sige det rent ud, så forstår vi (ved at nævne Guds navn), at vi har med noget at gøre, som er så mægtigt, at vi ikke kan forestille os noget større!”
(Vi har med ’en sag’ at gøre, som er formet i vort intellekt, ved hvilket vi fatter navnet: ’Gud’!)
”Vi kan således begribe, at ’Gud eksisterer (i det mindste i vor egen tankeverden),” fortsætter Thomas, ”ja, Gud kan end ikke begrænses til ’en eksistens i vore tanker’ – thi: hvad der tager form og bliver levende i vort intellekt (og sidenhen i virkeligheden) er større end det, der kun eksisterer i vor tankeverden!”
(At intet er ’større end Gud’, det er, hvad der ligger i selve betegnelsen (ratio), der altså beskæftiger sig med selve ’Guds navn’).
*
Thomas d’Aquin skriver derfor i sit 10 kapitel: ”At anstrenge sig for at kunne bevise, at ’Gud er’ (som vi har taget os for at gøre i dette afsnit af vort arbejde) er altså ikke ’at spilde tiden’. (Tænk over dette! Der findes nemlig folk for hvem denne tanke: ’Gud er’ – forbliver en så ’given sandhed’, der bunder i en absolut naturlig tankegang, at det modsatte (’Gud er ikke’) aldrig kan forekomme.”
(Thomas d’Aquin lægger denne naturlige tankeopfattelse ’frem ’for en dag’ for dermed at bevise, at den ’modsatte opfattelse’ er totalt imod selve menneskelivet, som fra sin første begyndelse er og forbliver et guddommeligt mirakel. Han fortsætter med at dvæle ved dette under og skriver videre): ”Sagt med andre ord: Det er muligt for tanken at begribe, at der eksisterer ’et højere væsen’ (dets ’væren’ er tilstede!) Derfor kan vi ikke forestille os, at dette væsen ikke eksisterer. Dette (guddommelige væsen) er åbenbart større end det, som vi forestiller os, ikke er!”(?)
(Således ville man kunne forestille sig et væsen, der er større end Gud, hvis man kunne rumme den tanke, at Gud ikke er. Men dette strider imod betydningen af Hans navn. Det giver altså sig selv, at det er og forbliver kendt (som et begreb i sig selv), at ’Gud er’).
PRØV OM DU KAN TÆLLE STJERNERNE
Det er således betagende (men i virkeligheden uhyre besværligt) at følge Thomas d’Aquin i hans filosofiske tankebaner (som ofte ender med, at den enfoldige læser må give op).
Langt mere opbyggeligt er det, at læse i Den Hellige Skrift, som uden afbrydelse (af alle steder) opfordrer mennesket til at tro på Guds ord, (og derigennem at finde hvile for sin sjæl). Som f.eks., da Abraham gjorde sin ’store opdagelse’ (ved at modtage et syn), da han vandrede alene og barnløs fra lejrplads til lejrplads med sin teltlejr mellem Betel og Aj (1. Mose 13:1).
Skriften fortæller, at på et tidspunkt ’kom Herrens ord til Abram i et syn således: ”Frygt ikke, Abram, Jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor (1. Mose 15:1). Beretningen fortsætter med, at Herren fører Abram ud i det fri og siger: ”Se op mod himmelen og prøv om du kan tælle stjernerne!” – og Gud sagde til ham: ”Således skal dit afkom blive (v.5).” Afsnittet ender med disse ord: ”Da troede Abram Herren, og Han regnede ham det til retfærdighed (v.6).”
*
Hvordan vil vi forklare, at Abraham opnåede så store ting med Gud? Hvis det var på grund af Abrahams handlinger, at Gud tog imod ham, så havde Abraham noget at være stolt af. Men sådan er det ikke (i forholdet mellem Abraham og Gud). Abraham har intet at være stolt af .
Skriften fortæller nemlig følgende om den situation, der henvises til: ”Abraham troede på Gud, og derfor tog Gud ham til sig.” Skriften understreger altså, at ’Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed (Rom.4:1-9)’.
Der står følgende (som et ’frihedsbrev’) i Romerbrevet – og vi bør lægge mærke til hvert et ord, for deri ligger nemlig frelsens hemmelighed bevaret. ”Den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde; han får løn, som han har fortjent (og er dybest set en ulykkelig stakkel.)
Anderledes med den (og her spidser vi øre, for nu fortæller Skriften en stor hemmelighed): ”som ikke har nogen (gode) gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: Ham regnes hans tro til retfærdighed (Rom. 4:4-6).”
*
”I øvrigt,” slutter Thomas d’Aquin, ”denne tankerække: Det, som helt naturligt er kendt ved sit egen ’væren’, fordrer ikke, at der gøres nogen særlig anstrengelse for at opnå at blive kendt!”
”Eller man kan sige det sådan,” (skriver Thomas): ’At kende Gud’ er noget helt naturligt, som det falder én let ’at begribe og forstå sit eget endeligt’!
Gud er altså kendt ved sit blotte væren!
Ja, som solens lys er selve princippet for, at vi kan opfatte tingene visuelt, således er det guddommelige lys princippet for, at vi kan opfatte tingene intellektuelt – (fordi det er Gud selv, der befinder sig på det højeste punkt af forstandens lys af hvilken grund, det bør være kendt af alle, at Gud er …)
For at vende tilbage til den troens vej, som anbefales i Bibelen, får vi besked af Skriften, at Abraham (da han var højt oppe i årene) sagde til Gud: ”Du har jo intet afkom givet mig, og se, min hustræl kommer til at arve mig (1. Mose 15:3).” – ”Men Herrens ord kom til ham således: ”Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit liv (og Abraham var ligeved 100 år gammel) – ”han skal arve dig!”
… og det er i det øjeblik, at ’det mægtige sker, at Abraham troede Gud, og Han regnede ham det til retfærdighed. – Og det er vor faste tro, at det er ved forkyndelsen af Guds ord, at troen finder vej i menneskenes hjerter – og det er denne Guds tro, som i dag er vort eneste håb – og det håb skal ikke ’blive skuffet’.
Lad os derfor undersøge, hvad Thomas mere har at sige om denne sag:
DEN SANDHED, DER ER HÆVET OVER ALT
”Jeg skriver her ikke om ’en hvilken som helst sandhed,” men jeg skriver om den sandhed, der er selve kilden til alt, hvad der er sandt’ (erklærer Thomas d’Aquin).
”Det vil sige,” fortsætter han, ”at jeg er optaget af den sandhed, der drejer sig om det første grundlæggende princip: ’at være’ – og som er gældende for alle ting mellem himmel og jord. Derfor er dette princip en sandhed, der er hævet over alt, (hvad der kan kaldes sandt) for alle ting er (i denne forbindelse) disponeret på samme måde, som det gælder, når det drejer sig om ’at være!” (slutter Thomas d’Aquin).
*
Thomas d’Aquin taler ikke om ’sandheden’, som den ’almindeligvis’ forstås! Men han taler om det ord (kilden), som er oprindelsen til alle ting ja, han hævder, at verdensløbets begyndelse er igangsat med et storslået sandhedsord, som kom fra Guds egen mund.
Det vil sige, at Thomas d’Aquin begynder sit firebindsværk med at beskrive den hovedfjende, som han er op imod.
”Det er djævelen, der er jeres far,” skriver han og fortsætter: ”I vælger (hver for sig og enkeltvist) at følge hans lyster. Men I skal ikke ikke glemme, at han fra begyndelsen har været en morder (1. Mose 4:6).”
Aldrig har han været til at stole på, og sandheden kender han ikke noget til; han ved simpelthen ikke, hvad sandhed er… ”
”Når han lyver, er det helt naturligt for ham! (Det ligger ham i blodet). Han er og bliver i al evighed en kæmpeløgner, og alt skjult og løgnagtigt kommer direkte fra ham. Det er derfor, I ikke tror på mig, for jeg siger jer sandheden (Johs. 8:44-45).”
*
”Idet vi altså har fået udskænket af den guddommelige barmhjertighed,” erklærer Thomas, ”vi er blevet styrket i vor opgave (som er ’den vises måde’ at arbejde på) – ja, vi er nu nået til det punkt, hvor det, der ventes af os, helt overgår, hvad vi er i stand til at yde!”
Det er nemlig vor hensigt at lægge den tro for dagen (som er den oprindelige kristne tro) – alt imens vi er villigt til at modstå ’de modstridende, fejlagtige trossætninger’, der er fremme i tiden,” (slutter han).
Det er her tydeligt, at den store opgave synes at være for voldsom for Thomas – men i det efterfølgende (kap. 2, stk. 3) retter han sig og skriver med en ny frimodighed, følgende:
VI SKAL STÅ DERES VILDFARELSER IMOD
”Men,” erklærer Thomas, ”skulle man tage sig af de ’forskellige fejltagelser’ (som den enkelte til stadighed begår) ”står man straks over for en større opgave!
”For det første: Vi kender ikke, i hvilken grad gudsbespottelsen har været udøvet (af alle dem, der er faret vild), så vi er dermed forhindret i at kunne vejlede dem og stå deres vildfarelse imod!” (understreger Thomas).
”De tidligere lærere,” (fortsætter han) ”er nemlig gået frem på den kendte måde, (hvorpå de har bekæmpet ’hedningernes fejltagelser’), at de (på forhånd) har kendt deres indstilling (idet de selv tidligere har været hedninger eller levet som hedninger, og på den måde har gjort bekendtskab med deres doktriner).”
(Det er altså en afgørende grundsætning (for denne bibellærer fra 1200-tallet) at han er bekendt med de ikke-kristne livsmønstre, for at han på ret måde kan få de nyomvendte til at forstå, at der er ting og livsformer, som de må forlade, når de bliver kristne!)
”For det andet, (slutter Thomas d’Aquin videre) ”Er der visse folk (som f.eks. muslimer og lignende ’hedningereligioner’) der ikke er enig med os angående Den Hellige Skrifts autoritet (med hvilken de dog kan besejres, og med hvilken, vi kan samtale med jøderne (om Det Gamle Testamente) og med hedningerne (om Det Nye Testamente).
(Dog bør vi altid være parate til at overbevise disse med den naturlige fornuft – selvom det kun er med dette ’svage middel’, vi taler om Gud).”
”Altså,” (slutter Thomas): Samtidig med, at vi ivrigt studerer de forskellige sandheder, så beviser vi disse bevægelsers fejltagelser, og i overensstemmelse med sandheden fremlægger vi vor kristne tro!”
Læs under Retsopgøret artiklen: ’JEG FORTALTE JER OM GUDS HEMMELIGE PLAN’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.25.04.2025.
0 Kommentarer