Teologerne beskriver Gud som utilgængelig og dermed uden for vor viden. Deri tager de grusomt fejl! Han er tværtimod let at finde for dem, som længes efter et helligt liv! Ja, han er kommet det syndige menneske i møde i sin søn, Jesu Kristi skikkelse, og har dermed én gang for alle åbnet døren (på vid gab) for de af menneskenes børn, som vil omvende sig.
Jeg for min part vil herefter beflitte mig på at trænge igennem den overfladiske ånd, som i vor tid afviser alle forsøg på at trænge igennem tankeløshedens morads, for at få fat på det rodfæstede bedrag, som hører den moderne tid til.
Velkommen til denne rejse, som på visse steder fører gennem et halvdovent ingenmandsland, hvor en del af mine læsere vil falde af undervejs. En dybere juridisk refleksion over grundlovens indhold vil bøje offentlighedens respekt og forståelse for den danske forfatning. Den kristne menighed vil gøre sig selv en stor tjeneste ved at fordybe sig i den absolut nødvendige forståelse af f.eks. trosparagraffernes indhold. Sker det ikke og sænkes derved forsvaret for Danmarks grundlov, så står ulvene parat. De angriber i flokke, og vil ikke spare hjorden.
”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd,” formaner apostlen, idet han fortsætter: ”Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden (Ap.G. 20:28-29).”
*
”Den personlige frihed er ukrænkelig,” siger den 71. paragraf i Danmarks Grundlov. Hertil tilføjes, at frihedsbevarelse kun kan finde sted med hjemmel i loven. Hasteloven giver imidlertid statsmagten mulighed for at tvinge en hvilken som helst dansk borger ind i en lukket isolation – ja, til med tvang og partiets hjælp at lade en borger indlægge til en mere eller mindre ukendt behandling på et hospital. Der kan ikke et øjeblik herske tvivl om, at den slags tvangsforanstaltninger er det samme som den absolutte frihedsberøvelse – og dermed giver selve udstedelsen af denne lov staten frie hænder til at ’berøve en dansk borger’ hans eller hendes grundlovsbefæstede frihed.
Grundloven siger yderligere i sin 72. paragraf, at ’’Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf-, og telefon-hemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter retskendelse.”
Man har altså fra første færd (fra statsmagtens side) søgt at få en særlig tilladelse til, at regering og politi ikke længere skal være bundet af denne paragraf i grundloven. Den bestemmelse, der værner den danske borger privatlivets fred, skal – om muligt – fjernes!
At ’boligen er ukrænkelig’, betyder, at en dansk borgers hjem og hus er beskyttet mod statsmagtens indtrængen. Det samme gælder private lokaler og bygninger, hvor ikke alle og enhver har adgang. Den her givne beskyttelse betyder, at politiet ikke bare kan bryde ind i private hjem og undersøge dem. Det kræver, at en dommer først siger ’ja’ til en sådan indtrængen. Stat og politi, kommuner og deres embedsmænd skal altså først have en sådan retskendelse.
GUD ER TRE – OG GUD ER ÉN
Det kan (ud fra ældgamle, jødiske skrifter) bevises, at der fra begyndelsen var jøder, som troede på, at ’Gud er én, og Gud er tre! Spottere hævder, at ’hedninger, der tror på Jesus’, er vranglærere, og dem skal man ikke lytte til! ”Gud er kun én!” siger de. Det vil sige, at de ikke giver plads til ’Sønnen’, og de frakender ’Guds Ånd’ dens plads i guddommen. De accepterer ikke ’Guds tre-enighed’ og heri ligger den store udfordring, som de kristne ’hedninger’ fra nationerne i dag må imødegå med den styrke, som Gud giver dem, og med den kærlighed, som denne ypperste af alle missioner fordrer…
I den forbindelse taler ’Nathanael’ om ’Treenighedens mysterium’, og hans ’berettigelse til at tage dette emne op’ vil jeg i det følgende forsvare: ”Jeg var bevæget i min ånd,” skriver han i forbindelse med de noter, som han nedfælder over emnet: Tre-enighedens mysterium.
I min iver gik jeg til en af ’fædrene’, idet jeg søgte belæring med hensyn til ’Guds natur’. Simeon ben Jochai gav mig følgende lys over det emne (der har så dyb interesse for os israelitter).
- R. Eliezer sad foran sin far og sagde: ”Siden vi har lært, at ELOHIM altid og alle vegne giver udtryk for ’Guds retfærdighed’, hvordan skal vi da forstå, hvad der står skrevet i 1. Mosebog 15:6-8): ”Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”
- ”Derpå sagde han til Ham: Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur-Kasdun for at give dig dette land i eje!” (hele beretningen om Guds tale til Abram vil jeg nu gengive i det følgende):
DEN VILLIGE SAMTALE MELLEM GUD OG ABRAM
”Nogen tid efter kom Herrens ord til Abram i et syn således…” (1. Mose 15:1)
Det var altså et stykke tid efter, at Abram med kun 318 mand havde slået (og forfulgt) en kæmpehær af fjender for bl.a. at befri sin nære slægtning: Lot (som var taget til fange med hele sin familie).
Det må bemærkes, at Bibelen taler her om, at ’Herrens ord blev åbenbaret i et syn (15:1), hvilket er overmåde usædvanligt, idet det er ’ordet’, som åbenbares’. Herren ’talte’ altså (ved den lejlighed) til Abram, og indholdet af denne guddommelige ’tale’ til Herrens tjener står angivet i det følgende; Herren siger: ”Frygt ikke, Abram, Jeg er det skjold; din løn skal være såre stor (15:1)
… og da fandt en rigtig samtale sted mellem Gud og Abram. Samtalen lyder således: (Den står refereret i 1. Mosebog 15:3-18). ”Abram sagde: ”Gud, hvad nytter det overhovedet, når jeg ikke har en søn? Jeg er en barnløs mand, min slave Eliezer kommer til at arve alt, hvad jeg ejer, fordi du ikke har givet mig en søn!”
”Nej,” sagde Gud. ”Din slave kommer ikke til at arve efter dig. Du bliver far til en søn!”
Så tog han Abram med udenfor teltet og sagde til ham: ”Kig op på himlen og prøv, om du kan tælle stjernerne. Så mange efterkommere får du!” Da troede Abram Gud! Derfor tog Gud sig af ham! Gud tog imidlertid ordet igen og gav ham denne forklaring: ”Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land!”
*
Abram svarede: ”Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at det faktisk blive mit land?” Da gav Gud ham den befaling, at han skulle hente en treårig kvie, en treårig ged, en treårig vædder, en turteldue og en dueunge (Dette var Guds svar på, at Abram kunne være sikker på, at landet tilhørte ham og ingen anden. Med dette ’fuldgyldige offer’ betalte Abraham for landet). Abram hentede så dyrene og slagtede dem. Med undtagelse af fuglene skar han omhyggeligt hvert dyr midtover, og lagde halvdelen over for hinanden (for at bevise, at de hørte sammen og udgjorde ét offer).
Medens han forberedte offeret, forsøgte ’nogle mægtige rovfugle’ at få fat i de døde dyr. De svævede over stedet, hvor Abram (i timevis) kæmpede mod de himmelske bæster, som han jog væk fra det offer, han havde tilberedt Herren.
Da solen var ved at tå ned, bukkede Abram under for søvnen, og han faldt i et dybt og uhyggeligt mørke, der lagde sig tungt over ham. Da talte Gud til Abram og sagde: ”Hør godt efter, Abraham, dine efterkommere kommer til at leve i et fremmed land, hvor de kommer til at tjene deres brød som retsløse slaver! Her vil de under fremmed åg (og uden rettigheder) bliver undertrykket og udnyttet i 400 år.
Det folk, som gør dem til slaver, vil jeg straffe for deres gudløse brutalitet – og til sidst vil dine efterkommere forlade landet med store rigdomme. Først i den fjerde generation af dine efterkommere vil de vende tilbage til dette land, som du nu ejer – indtil da vil de fjendtlige Amoritter have magten i landet! Men du kommer til at dø i fred, gammel og tilfreds!
Da solen var gået ned og nattens mørke bredte sig, så Abraham noget, der bevægede sig mellem de halve dyrekreppe. Stedet lignede nu et rygende ildsted eller en flammende fakkel. Den dag – for de mange år siden – indgik den evige Gud en aftale med sin tjener Abram! Han sagde: ”Jeg giver dette land til dine efterkommere – og det strækker sig hele vejen fra Nilen i Egypten til den store Eufratflod.”
Dette land er altså Israels ejendom og vil en dag i hele sin fylde tilhøre det jødiske folk.
TAGER IKKE LET PÅ TROEN
”Det følgende drejer sig om at nikke bifaldende til det, som ’kommer ud af troen’ samt at undlade at stille ’det overfladiske’ på prøve, fordi det ligger udenfor fornuftens område.”
Det drejer sig nemlig om en sandhed af den slags, som den menneskelige tanke ikke er bekendt med. Den, som sætter deres tro ind på sådanne ting, tager ikke let på dem (som om de følger de uvidendes fabler) – men de tager dem alvorligt, som det står skrevet i 2. Peters Brev 1:16: ”Da vi kundgjorde vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte men vi havde selv været øjenvidner.”
*
Nathanael reflekterer over guddommen. ”Det er klart for mig,” siger han, ”at enhveden, som findes i ’de tre skridt’, taler på ingen måde om ’særlige egenskaber’ eller karaktertræk, som findes i Gud. Hvilke tre dybere personlighedstræk kunne der i så tilfælde være tale om? Hvorfor så kun tre egenskaber og ikke alle? Nej, ved disse tre karakteregenskaber menes bestemt noget andet!
Ved ’de tre personligheder’ må og kan der kun forstås tre afgjorte og selvstændige væsener samlet i ’Elohim’, som er Gud!
Dette synes at have været en fast og afgjort lære hos mine fædre (som f.eks. R. Simeon ben Jochai og andre fordums lærere har bevaret i deres højt agtede Skrifter (skriver Nathanael).
*
Mange steder i Bibelen møder vi Gud som ’den treenige Gud’. Han bærer ikke dette navn, men de tre levende, selvstændige personer i Guddommen viser sig ofte, og den kristne lære om, at Gud er én, og Gud er tre stadfæstes på denne måde.
I Matthæusevangeliet kap. 3:13-17, og Markusevangeliet 1:9-11 bliver Jesus døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. Efter dåben daler Helligånden (1) ned over ham som en due, og Guds stemme (2) lyder fra himlen, at Jesus (3) er Hans elskede Søn (3).
I Matthæusevangeliet kap. 28:16 sender Jesus efter sin død og opstandelse sine disciple ud i verden for at de skal døbe mennesker i i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
*
I Johannes evangeliets første vers (Johs. 1:1) bliver det forstået, at Jesus Kristus er ordet, Guds ord (1). ”I begyndelsen var Ordet (1) og Ordet var hos Gud (2), og ordet var Gud (2) og Ordet blev kød (3), og to bolig iblandt os (3). Tre gange i dette korte skriftord nævnes ’Guds treenighed; Faderen, Sønnen og Helligånden!
Derfor møder vi også den treenige Gud i Skabelsen, hvor ’Gud Fader skaber verden og universet (2) ved sit ord (Guds Søn) (3) mens Guds Ånd (Gud Helligånd) svæver over vandene. Guds treenighed møder os altså allerede på Bibelens første sider – så jøderne har fra første færd at gøre med den kristne forståelse af Gud som én af Gud som tre!”
DU SKAL VIDE AT HERREN ER GUD
Det er enhver Israels daglige pligt under bøn at bekende sin tro på Treenighedens hemmelighed og Treenighedens enhed. Denne trosbekendelse er ikke taget ud fra noget menneskeligt men fra et guddommeligt skrift, nemlig 5. Mosebog det 6. kapitel, hvor der står skrevet i det 4. vers: ”Hør Israel! Herren var Gud, Herren er én!”
I disse ord hører vi først Gud omtalt i ental (med navnet Jehova). Derefter navnes Guds navn i flertal (Elohim, som betyder ’Guderne’) og så afslutter bønnen med at ’gentage ettallet’: Jehova!
*
”Selvom der er så mange personer forenet i Enheden, så er hver af disse én fuld og hel sandhed,” fortsætter Nathanael. ”Hvad den ene gør, det gør den anden også.”
”Dette er en afgjort sag (når der tales om ’Enheden, som de danner’); der kan nemlig ikke (og vil ikke) på noget tidspunkt være nogen som helst forskel (eller uenighed) med hensyn til formålet med denne treenighed.” De egenskaber og det syn, som præger den ene, må være det samme perspektiv, som styrer den anden!
Dette er grunden til, at det er blevet udtalt: ”Til dig er det blevet sagt, for at du skal vide, at Herren er Gud!” Der er sagt én gang for alle: ”Du fik det at se, for at du skulle vide, at Herren – og ingen anden – er Gud (5. Mose 4:35).” Herren tilføjer (for at slå sagen fast, så den aldrig kan ændres): ”Fra Himmelen lod Han dig høre sin røst.”
”… for at undervise dig, og på jorden lod han dig se den store ild – og Hans ord hørte du ud fra ilden!” (v, 36) Han elskede jo dine fædre og udvalgte deres afkom efter dem – ja, Han førte dig ud af Egypten ved sin sin store vælde (v.37).”
”… for at drive folk bort foran dig! Folk, der er større og mægtigere end du, så at du kunne komme ind i deres land, thi han ville give dig det i eje, som det nu er sket!” (v.38) ”Derfor skal du i dag vide (og lægge dig på sinde) at Herren – og ingen anden – er Gud oppe i Himlen og nede på jorden (v.39). Du skal holde Hans anordninger og bud – for at du kan leve vel i det land, Herren din Gud giver dig! (v.40)”
LAD MIG TEGNE ET BILLEDE
- I jordens tankeguder
med jeres tåge-tankeslør,
søg hellere hele jordens Herre
– og gør det, inden dagen dør!
Kor:
Lad mig derfor ved Kristi Ånd
et billede tegne af den verden, i intet kender til,
og inderligt (på Jesu vegne)
indbyde jer til at gå den vej
I ikke vil – ! - I er jo tanke-beruset,
ser ej gudsherredømmets smil, ænser ikke Herrens skridt i gruset,
Kristi ord om ’den anden mil’. - I ser dem ej bag løvet
(i morgenrødens første skær)
tronengle, hævet over støvet;
søg Herren, Guds Rige er nær!
Juni 1992, på rejse
Læs under Retsopgøret artiklen: ’HVAD STÅR DETTE UVÆSEN FOR’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.20.06.2025.
0 Kommentarer