PROFETISK JOURNAL

GIFTSUPPEN

Lad mig i denne mørke time fortælle historien fra dengang en ond søn af Israels ondeste konge regerede i landet. Gud havde på grund af disse to onde konger ’kaldt en hungersnød ind over riget, hvor den hærgede by og land i syv lange, lange år’ (2.Konge 8:1).

Den flok, som Bibelen kalder ’Profetsønnerne’ holdt sig imidlertid sammen; de samlede sig i Gilgal hos profeten Elisa, der som sin forgænger, Elias, var en af de eneste, der turde give de onde konger ren besked.

EN DØDENS PLAGE

I de dage, hvor hungersnøden herskede som en plage over hele folket, var der heller ikke hos profeten meget at spise – men det var som om, at ’den Guds mand’ (som de kaldte ham… 4:40) ikke havde øje for det problem; han sagde til sin tjener: ”Sæt den store gryde over og kog en ret mad til profetsønnerne” (v.38).

En aller anden (hvem ved vi ikke) må have hørt den besked, for ’han gik ud på marken for at plukke urter’. Hvor længe, han søgte efter urter, ved ingen – men det fortælles, at ’han fandt en slyngplante med vilde agurker’ (v.39).

Allerede denne betegnelse ’en slyngplante med vilde agurker’ lader ane, at det ville være bedst ikke at røre dem. Men det tog urteplukkeren sig ikke af. ’Han plukkede så mange, han kunne bære i sin kappe’ (v.39). Da han kom tilbage, meddelte han intet om sit fund men gav sig straks til at ’skære agurkerne itu og komme dem i gryden’.

I beretningen, som den fortælles i Bibelen, er det som om, at fortælleren her holder vejret. Så udbryder han: ”Han kendte dem ikke! (v.39)

”Derpå,” lyder det videre, ”øste man op for mændene, for at de kunne spise (v.40). Det var et farligt øjeblik – ja, så faretruende, at det kunne have endt med den helt store tragedie. Hungersnøden var en dødens plage, og den havde allerede taget mange liv. Hertil kom nu, at det, man serverede for ’mændene i Gilgal’ (v.40) var endnu farligere – ja, hvis de spiste bare en lille mundfuld deraf, så ville de alle styrte om i dødskrampe, og de ville blive båret bort som stive lig for at blive begravet i en fællesgrav uden for profetens hus.

DEN UKENDTE SUPPE

Derfor satte flokken sig ikke til bords. Der var allerede ’øst op for at de kunne spise’ (v.40) – men inden det kom så langt, så ’smagte de på maden’ (v.40). Det vil sige, at de ikke slugte så meget som en lille teskefuld af den ukendte suppe, men de undersøgte først, om deres indre, ildevarslende forudanelser var rigtige.

Da de opdagede faren, gik de ikke stille bort; de efterlod ikke bare den store, sorte gryde på bordet, så at andre kunne komme i en smertefuld livsfare ved at spise deraf. Nej, ’de skreg op og råbte’ (v.40).

Det er ikke usandsynligt, at nogle fornuftige tilstedeværende har tysset på den højtråbende flok. Her havde man fra husets side gjort alt, hvad man var i stand til, for endelig at kunne servere et måltid midt i en trængselsfyldt hungersnød, og så tillader de indbudte sig at rejse sig fra bordet, vælte stolene, skubbe de fyldte tallerkener til side og ’skrige op og råbe’ som den mest uopdragne, uhøflige hob.

Og ikke nok med det!

Gæsterne kritiserede oven i købet det måltid, der var stillet frem for dem – ja, de ikke blot kritiserede maden, men de anklagede køkkenet for at have handlet uansvarligt ved at servere dette måltid. Man hørte dem løbe rundt og råbe: ”Døden er i gryden! Døden er i gryden! Døden er i gryden!”

Til sidst løb denne uvelkomne flok til profeten, og også her råbte de: ”Du Guds mand! Døden er i gryden!”

HENT NOGET MEL

Da profeten Elisa rejste sig, blev der stille. Den megen råben og skrigen kunne jo intet udrette, og den store, sorte gryde med den dødsensfarlige suppe stod stadig på bordet. Alle stod nu afventende og lyttede. Hvad ville den Guds mand nu sige?

”Hent noget mel!” sagde profeten.

Tavsheden må have bredt sig. Hvis Elisa havde sagt: Smid den grydefuld suppe ud!” så kunne man forholde sig til hans ord. Eller hvis han var gået hen til den sorte gryde, og ’havde påkaldt Herren, sin Guds navn og samtidig havde svunget sin hånd i retning af helligdommen’ (5:11), så var det til at forstå – men dette: ”Hent noget mel’, var bare for meget. Den indbudte flok havde jo frækt erklæret, at ’de ikke kunne spise maden’ (v.40) – og det måtte der (her og nu) sættes en stopper for. Den slags ’ulydigheds-oprør’ var der ikke brug for i en vanskelig tid som denne. Det mindste, der kunne forventes af profeten, var, at han satte ’de hellige’ på plads, og dermed samarbejdede med de ansvarlige på stedet. Det var på tide, han fik sat skik på sine efterfølgere, og det kunne i den pågældende situation kun ske ved, at de støjende elementer stille satte sig til bords og taknemligt og lydigt (i denne hungertid) spiste, hvad der blev sat foran dem.

Men profeten sagde intet yderligere! Han havde åbenbart sagt, hvad der skulle siges, så hvis han ville have noget mel, så lad ham få noget mel. (Ikke for meget, for det er sparetider. Giv ham et bægerfuld).

TROENS ORD

Nogen må (ifølge den videre beretning) have bragt ham den ønskede kopfuld mel, for historien (sådan som den fortælles i Bibelen) fortsætter: ”Da han havde hældt det i gryden, sagde han,” (v.41) ”Øs nu op for folkene, så de kan spise!” Skriften er tavs med hensyn til, hvorledes profetsønnerne efterfulgte denne opfordring. Indtil dette øjeblik havde de handlet ud fra den overbevisning, at døden var i gryden – men den håndfuld mel, som blev hældt ned i giftsuppen, fik dem til at anskue situationen fra en anden synsvinkel. De handlede ikke længere efter et menneskeligt påbud eller øvrighedens befaling. Nu handlede de efter deres egen frie samvittighed – ja, de handlede på et troens ord, som var blevet udtalt af profeten. Han havde sagt: ”Øs nu op, så de kan spise!”

Den gamle agurkesuppe, som var i tallerkenerne, blev hældt ud. Den var på trods af husets anbefaling uspiselig. Den nye suppe bestod ikke kun af de dødbringende agurker. Den var tilsat noget, som ikke kan udøves af noget menneske eller iværksættes af nogen verdslig øvrighed. Den var i dobbelt forstand tilsat Guds Ord, og dette afgjorde sagen. ’På det ord’ kunne der tillidsfuldt handles (Lukas 5:5).

ULYKKEN FORSVUNDET

De tilstedeværende må med nogen forundring have oplevet, hvorledes de ’utidige gæster’ med ét faldt til ro. Uden tegn på opsætsighed eller ophidset kritik satte flokken sig til bords. Denne gang smagte ingen forsigtigt på suppen. Af hjertens lyst spiste de sig alle mætte, ’for der var ingen ulykke i gryden mere’ (v.41).

Dette mirakel, at ’ulykken’ (dødsgiftens smertefulde bivirkninger – ja, den sikre død og grav, som skjulte sig i gryden) var fjernet, bør nærmere betragtes. Ikke kun som et ’interessant fænomen’ eller ’en usædvanlig bibelsk iagttagelse’ – men som en livsvigtig tilegnelse, fordi den forhåndenværende situation sætter alle nationers troende – alle kristne allevegne – på prøve.

Hvad betyder det, og hvad kan heraf udledes, at profetsønnerne i den her omtalte beretning ’i dobbelt forstand’ handlede på Guds Ord?

1. For det første satte de sig til bords på det ord, som blev udtalt af profeten: ”Øs nu op, så de kan spise!” (v.41)
   
   
2. For det andet have profeten foran deres øjne hældt en stor håndfuld mel i suppen. Han havde jo bedt om, at man skulle bringe ham ’noget mel’. Hvad kan det betyde?
   
   

I min optik er billedet enkelt: Af mel bager man brød, af det samme ’mel’ bages ’livets brød’ (Johs.6:35). Jesus (der andet sted omtales som værende ’Guds Ord’) siger: ”Jeg er det levende brød, som kommer ned fra himlen” (v.42)… altså kan det ikke være svært at konkludere, at det ’mel’, som fjernede giften fra dødens suppe er at sammenligne med ’det levende brød’, om hvilket Jesus siger: ”Det er Mig, som er kommet ned fra himlen – og se: ”Jeg er Guds Ord.”

Budskabet, som er henvendt ikke blot til Guds folk, der er Kristi menighed, men også til de verdslige øvrigheder, som med stok og sværd og magt søger at gennemføre visse tvangsforanstaltninger, gør det klart, at ’den visse død er i denne dødningesorte gryde’! Plagen kan imidlertid ikke fjernes eller bekæmpes med ’ukendte ingredienser’, hvis hastigt virkende, dødelige bivirkninger fortsat lurer i den sorte grydes bund. De hellige aner på forhånd uråd, og ingen bør i denne afgørende time tage dem det ilde op, hvis de (ubelejligt) råber op og advarer mod indtagelse af en hvilken som helst tvangsmæssig art af ’giftige agurker’…

Dødssuppens indhold kan af de troende kun indtages, hvis de personligt er blevet overbevist derom ved Guds Ord.

NÅR KVINDER BRYDER BRØDET

Tilbage er nu kun en sidste ting at understrege. Hvis det nemlig er en sand fortolkning, at melet er brødet, og brødet er ’livets brød’ og ’livets brød’ er det ’brød, der kommer ned fra himlen’ og ’det brød, der kommer ned fra himlen, er Jesus – så er vi ikke langt fra den nytestamentlige betegnelse, som bruges om ’Det Hellige Måltid’. Om dette siger apostlene, at ’de bryder brødet’.

Dette ’at bryde brødet’ var ikke i den første menighed en hellig handling, som udelukkende fandt sted ’i helligdommen’. I Ny Testamente står skrevet, at de kristne ’enigt og vedholdende kom daglig i helligdommen’. Hertil tilføjes: ”… og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed” (Ap.G. 2:46-47).

For en årrække siden skrev jeg en bog, som blev modtaget med stor harme og modstand i de danske menigheder. Bogens titel var: ’Når kvinder bryder brødet’. Den blev stærkt fordømt i kirkelige publikationer af hvilken grund (tror jeg) at den nu er udsolgt fra forlaget (Min hjemmeside er på et tidspunkt blevet ’sønderskudt’ – men dér var der faktisk en mulighed for at bogen kunne ’tages ned på nettet’. Den dag, en ny webmaster melder sig, vil der være adgang til at kunne finde frem til denne bog og andre vigtige artikler).

Grunden til den vrede, som bogen fremkaldte, ligger i dens titel: ’Når kvinder bryder brødet’, hvilket indikerer bogens budskab, at det er livsvigtigt, at brødsbrydelsen finder sted i overensstemmelse med Ny Testamentes forordninger.

Det ligger mig derfor på hjerte at understrege, at kommende brødsbrydelse i hjemmene altid og allevegne bør ske i den Helligåndens overbevisning, at det er og bliver et ’ihukommelsesmåltid’, hvor Kristi forsonende død og opstandelse ihukommes, samt at forvaltningen af det hellige måltid ikke på noget sted sker ved, at ’kvinder bryder brødet’.

Dette mener jeg atter (i denne prøvelsens stund) bør betones, når vi hører profetens ord: ”Hent mig noget mel,” – så at ingen, der spiser af dette måltid, ’spiser og drikker sig en dom til’ (1.Kor.11:29).

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgør: ’DANSK TVANGSMARERIDT (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Rettelse:

1. Alle mandagsmøder over Åbenbaringsbogen er indtil videre aflyst
   
   
2. Lørdag 4. april generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab aflyst
   
   
3. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … indtil videre aflyst
   
   
4. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde indtil videre aflyst
   
   
5. NOTA BENE:
   De ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkommer hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 14 (fred. d. 03. april).