DEN 9. APRIL 1989

Bulgarske kristne samler sig i disse timer til en ny bølge af protest mod de gamle sovjetkræfter, som nu vil overtage opdragelsen af deres børn. Mere end 175.000 har i de forløbne måneder været på gaderne i Sofia og en snes andre byer for at stå en ny homo-inspireret lovgivning imod. Det er min opfattelse, at denne kamp mod et nyt statsstyret overgreb har sin rod i den folkelige vækkelse, som fandt sted i april 1989, hvor den danske pilgrimskonvoj rullede gennem Bulgarien. Læs denne uges artikel under retsopgøret (mgslb.dk): Om 1989-vækkelsen har jeg følgende at berette:

EVIGHEDSØJEBLIKKET

”Køb den belejlige tid, thi dagene er onde.” (Ef.5:16)

Det er et ubeskriveligt øjeblik! Ellers ved jeg ikke, hvilket ord jeg skal bruge. At sige, at det var et ’fantastisk’ øjeblik er for banalt. Ord som ’stort’, eller ’usædvanligt’ eller ’mægtigt’ duer heller ikke. Jeg kan ikke engang kalde det et ’historisk’ øjeblik! Måske ’profetisk’? Noget i den retning…

Lad mig derfor hellere sige, at det var et ubeskriveligt øjeblik! Det var april 1989. En dyster dato, hvor flagene går på halv stang i Danmark. Nærmere betegnet: d. 9. april. Det var forår – næsten sommer ved Sortehavet. Varmen dirrede allerede fra de flade, mosgrønne engdrag og langs kysten. Men det var stadig vinter i Varna. Kommunismens iskolde vintergreb hvilede tungt over Bulgarien – og den øvrige del af Østeuropa. Byens røde politichef havde givet ordre til, at den danske pilgrimskonvoj ikke måtte komme ind i byen. Den holdtes under bevogtning på en lukket campingplads en halv snes kilometer syd for Varna, og en række politiposter langs hovedvejen sørgede for, at ingen af konvojens 40 køretøjer bevægede sig i den retning.

På trods af dette fandt mit såkaldte ’ubeskrivelige øjeblik’ sted i Varnas centrum. Midt på Lenin Boulevard nummer 117! Et overjordisk glimt af april-lys midt i det totalitære vintermørke. En sælsom forudsigelse af, hvad der ville ske i den del af verden nøjagtig syv måneder senere! På datoen!

Inden det kom så vidt, blev jeg opsøgt af forskellige kommunistiske myndighedspersoner. Deriblandt Varnas politichef med en dommer. Sidstnævnte læste højt for mig fra flere lovbøger. ”Du må ikke uden vor tilladelse prædike fra Bibelen i nogen kirke i Varna,” advarede han. ”Du må heller ikke med håndspålæggelse bede for syge.” Han så strengt på mig over læsebrillerne, ”og du må ikke med noget ord udtale noget negativt om styret i vor socialistiske folkerepublik!”

”Forstået?” spurgte politichefen. Han var i fuld uniform og rullede et kort over den nordlige del af Bulgarien op for mig. ”Vi har fået meddelelse om jeres ’aktiviteter’ i den øvrige del af landet,” fortsatte han bidsk, ”og du skal ikke gøre dig nogen forestilling om, at den slags kristne møder kommer til at finde sted i mit distrikt.” Han plantede en billig kuglepen på kortet og tegnede en cirkel. ”Dette her er mit område. Helt op til den rumænske grænse. Under politieskorte vil I blive ført dertil. Og så forsvinder I ind i Rumænien. Og når I først er kommet derind, vil I takke jeres Gud for den gode tid I har haft her i Bulgarien.”

Politichefen og dommeren smilede smøret til hinanden. ”Ja, så vil I takke Vorherre for vor omsorg for jer,” tilføjede dommeren. ”I Rumænien skal I nok få kærligheden at føle…”

*

Mit ’evighedsøjeblik’ – det ubeskrivelige – begyndte på taget af en lille evangelisk kirke ikke langt fra den store, smukke sportshal i Varna. Jeg havde sammen med et par bulgarske præster besøgt byens kommunistiske borgmester og spurgt, om vi kunne leje sportshallen til en række evangeliske møder. Hallen var ledig – men borgmesteren sagde nej! Med uhyggelig tydelighed gjorde han os klart, at den slags ’foranstaltninger’ var der ikke plads til i hans styre. Sammen med tusindvis af ligesindede borgmestre i hele Østeuropa er også han nu fjernet fra sin post. Dette blev det sidste nej, han fik lov at sige til sin bys kristne, når de ansøgte om deres lovlige ret til at forsamles.

Dette var altså grunden til, at de planlagte møder blev henlagt til kirken. I sportshallen havde vi kunnet samle 5000 mennesker. I kirken var der kun plads til 200 – og da godt 7000 kristne strømmede sammen i den formørkede Sortehavsby, var der kun ét sted, hvorfra jeg kunne prædike: Kirkens tag!

– og det var her, at jeg oplevede et af mit livs mest ubeskrivelige øjeblikke. Evighedsøjeblikket!

*

Nogle vil måske undre sig over udtrykket ’Evighedsøjeblikket’. Kan man sige sådan noget? Et øjeblik kan da ikke vare en evighed og en evighed kan ikke vare et øjeblik. Derfor: Et ’evighedsøjeblik’ – hvad er det for noget?

Et evighedsøjeblik er det, jeg oplevede på taget af den evangeliske kirke på Lenin Boulevard nr. 117 i Varna i Bulgarien i april 1989. ’Øjeblikket’ varede i tre fulde dage. Men tiden betød ingenting. Det hele var som et mægtigt lysglimt af åbenbarelse. Jeg gjorde alt det, som jeg havde fået nøje besked på ikke at gøre! Jeg prædikede fra Bibelen, jeg bad for syge, og jeg råbte til alle Østeuropas kommunistiske ledere, at deres tid var kort.

”Deres dage var omme!” forkyndte jeg. ”Deres tid var forbi.” I 400 år havde de med deres gudløse ideologi hersket over Guds folk! År efter år havde de med vold og undertrykkelse forfulgt Israels Guds menighed. Men nu var frihedens time endelig kommet. Langt om længe var frihedsbudskabets vidunderlige, gungrende klokke faldet i slag – og Gud råbte gennem den mand, Han havde sendt til Egypten: ”LET MY PEOPLE GO!”

Bibelteksten, som jeg talte over, var hentet fra 2. Mosebog i Det gamle Testamente, hvor Moses råbte til Farao, jødernes slavepisker: ”Lad mit folk rejse! Lad dem alle få deres frihed! Let my people go!”

*

Det er klart, at mit frihedsøjeblik ikke kunne fortsætte. Omkring den voksende skare af jublende og lovsyngende kristne blev politiopbuddet tættere og mørkere. Det vidt udbredte Østmissionsblad ’Åbne Døre’ berettede et par måneder senere i en velinformerende artikel, at ’400 specialtrænede politifolk med hunde var udkommanderet for at overvåge mødet på Lenin Boulevard’. Efter min tagskægsprædiken stod en politibil klar for at føre mig til afhøring i en stor, mørk bygning inde i byen. Her blev jeg mødt af mine to tidligere bekendte: politichefen og dommeren…

”Har du prædiket fra Bibelen uden officiel tilladelse?” afbrød dommeren.

”Ja.”

”Har du talt imod styret af vor socialistiske folkerepublik?”

”Jeg har talt om Farao og Egypten – og det budskab Gud sendte disse undertrykkere for 3500 år siden!”

”Sludder!” vrissede dommeren med en afværgende håndbevægelse. ”Tror du vi er en børnehaveflok? Det er lysende klart, hvem du i din prædiken hentydede til!”

Jeg trak på skulderen…

”Udmærket,” udbrød politichefen, ”hvis den herre ikke vil høre, så må den herre føle. Af bestemte grunde vil vi imidlertid give ham endnu en advarsel. Hvis han én gang til kravler op på det kirketag og siger noget, der bare ligner det, han sagde i dag, så vil det få konsekvenser, som han ikke i sin vildeste fantasi har kunnet forestille sig…”

*

Den følgende dag var søndag. Himlen var lysende blå over Sortehavet. Nogle hundrede meter oppe af Lenin Boulevard kunne jeg se en stor vandkanon kørt i stilling. Udstationeret politi undersøgte alle forbipasserendes identitetspapirer. Hvis folk havde retning mod den evangeliske kirke blev de bortvist – men ligemeget, hvor ihærdigt de uniformerede mænd søgte at blokere adgangen til kirken, fyldtes området med glade og lovsyngende kristne.

Snart stod tusinder samlet foran kirken. Luften vibrerede af frihed. I udkanten af skaren, som siden af udenlandske korrespondenter blev anslået til at være mellem 7-10.000 mennesker, skimtede jeg dommeren og politichefen. Omgivet af en mørk gruppe civile og uniformerede mænd stirrede de afventende mod kirkens tag…

Inde i kirken var en flok unge og ældre mænd samlet i bøn. Der var folk fra Sofia, Sliven og Jambol. Også en del præster fra de små landsbyer i Bulgarien, hvor kirkerne i de forudgående uger havde været fyldt til bristepunktet eftersom den danske pilgrimskonvoj kørte gennem landet. Alle så afventende på mig. To tolke, studenter fra Sliven og Sofia, stod parat ved vinduet, der førte op til kirkens tag. I alles øjne læste jeg det samme: ”Hvis du går, så går vi med dig!”

Mine øjne fyldtes med tårer. Flere af de tilstedeværende havde lange fængselsstraffe bag sig. Mange havde med deres familier måttet leve i årevis i såkaldt ’interne eksil’. Lidelser og afsavn for Guds Riges skyld stod præget i de alvorlige ansigter. Udenfor steg lovsangen. Mange stod med løftede hænder og lukkede øjne. Andre stirrede mod kirketaget, som stadig var tomt…

*

Selv var jeg fuldstændig klar over, hvad jeg skulle gøre. I løbet af natten var en bibelvers kommet til at stå lysende skarpt i mit sind. Jeg havde fundet det frem i bogen og havde læst det igen og igen. Det var disse få linjer fra det Ny Testamente, der havde fået mig til at tage min beslutning. Bibelordet stod i den samme skriftsammenhæng, som Martin Luther belærte om for mere end 500 år siden. Han fortæller, at han havde set lyset i ordene: ”Min retfærdige skal leve af tro!” Jeg læste nu fortsættelsen af bibelverset, som lyder: ”Og dersom han unddrager sig, har Min sjæl ikke behag i ham!” (Hebr.10:38)

Jeg ved ikke helt, hvad Martin Luther fik ud af sin del af bibelverset – men jeg forstod min del sådan: ”Hvis du ikke igen kravler op på det kirketag og siger det, som Jeg har lagt dig på hjerte, så har min sjæl ikke behag i dig.”

Det afgjorde sagen.

Jeg kravlede op i solskinnet. Tolken arrangerede mikrofonerne. Sangen forstummede og så begyndte det store øjeblik. Det ubeskrivelige. Det profetiske. Det evige.

*

Omkring år 787 før Kristus levede i Israels nordrige en fårehyrde ved navn Amos. Han bliver i dag regnet blandt de ’små profeter’ i det gamle Testamente. Han udtalte i nogle lignende, henrevne evighedsøjeblikke ord, som gjorde oldtidens dommere og politichefer rasende. Han forudsagde et politisk styres undergang og erklærede, at de, der var ved styret, inden længe ville blive styrtet eller dræbt. Han anklagede landets levende mænd for korruption og for at leve i luksus, mens de udsugede de fattige. Han revsede dommere og andre myndighedspersoner for deres bestikkelighed og partiskhed.

Sagen blev indberettet med følgende udtalelse: ”Landet kan ikke bære alle hans ord” (7:10), og profeten Amos blev arresteret og udvist.

Efter de afsluttende begivenheder i det skæbnetunge år 1989 har jeg ofte måttet tænke på denne mand. For mange forblev Amos en glemt fårehyrde fra Tekoa i Judæa. For andre huskes han især for én sætning, der er gået over i historien. Amos sagde: ”Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne” (3:7).

Det vil med andre ord sige, at der ikke kan ske store omvæltninger i verden, uden at Gud forinden på en eller anden måde vil lade det blive hørt. Før det sker, må Herren lade det blive kundgjort. Alt sådant vil blive forudsagt. Hemmeligheden vil blive åbenbaret for profeterne.

Eller sagt på en anden måde: Alt det, der er sket i de østeuropæiske lande, inden disse tidligere kommunistiske nationer i en mærkelig blanding af friheds- og blodberuselse tumlede ind i et nyt årti, må være forudset et eller andet sted. Politikerne vidste intet. Fremtidsforskerne var tavse. Omvæltningerne kom bag på finansfyrster. Militærstrategerne havde intet forudset. For alle disse var Berlinmurens fald vor tids største bombe!

Men hvad med profeterne? Sagde de heller ikke noget? Gik også Gud stille med denne sag, som siden i uger og måneder skulle flimre over hele verdens fjernsynsskærme? ’Blev hemmeligheden åbenbaret’ – som Amos siger det – ’for Guds tjenere, profeterne’?

Ja, den blev åbenbaret, og den blev forkyndt! I mange kirker og menighedsforsamlinger over hele verden har utallige Guds mænd – drevet af Helligånden – talt om denne nye tid! Jeg vil vove at påstå, at store dele af Guds menighed var vågne overfor og i forventning til, at noget ville ske, som ville åbne dørene for evangeliet ind til Østeuropa.

Personligt har jeg derfor måttet opfatte et af Jesu udsagn på en helt ny måde. Han siger: ”Prædik på tagene, hvad der siges jer i øret” (Matt.10:27).

Den dag i Varna prædikede jeg på taget. Og jeg prædikede, som jeg aldrig har prædiket før. Det var himmel på jord. Jeg tør vove at påstå, at jeg i de timer prædikede nøjagtigt det, der blev mig hvisket i øret. Jeg prædikede hemmeligheden om alt det, der skulle ske: Systemets fald! De styrtede troner! De dræbte diktatorer! Frihedens time! Alt sammen under bibelordet: ’Let My People Go’! Fra kirketaget betragtede jeg dommerens og politichefens og alle ’Faraos’ myndighedspersoners bestyrtelse, da hele den forsamlede skare jublende råbte ordene i takt med højtalerne: ”Let My People Go!” Under en eller anden overjordisk inspiration fik jeg mod til at erklære i mikrofonen, at systemets mænd skulle omvende sig, da de ellers om føje tid ville blive fjernet fra deres poster.

I dag er de alle væk! Fra præsidenten og nedefter! I visse lande har ingen af den gamle garde beholdt deres magt – og frihedsbudskabet har siden lydt fra by til by og fra land til land, og vil fortsat lyde over hele den røde verden…

Generalsekretæren for den danske Østmission, ’Europamissionen’, Rene Hartzner, besøgte nogle måneder senere Varna. I et rundbrev til missionens venner skriver han: ”Vi overnattede hos den tidligere pastors ugifte børn. Her blev afspillet et kassettebånd, som var optaget under den store tale fra taget på kirken i Varna. Temaet var ’Let My People Go’! Det blev mig fortalt, at et sådant budskab ville man ikke tidligere have turdet komme med end ikke i et mindre stuemøde, hvor man kendte alle tilstedeværende. Der var højst noget, man kunne hviske til en eller to meget gode venner en sjælden gang. Dette budskab blev nu forkyndt for tusinder af mennesker uden indgriben fra myndighedernes side…”

Og dette referat er sandt. Myndighederne greb ikke ind den dag. Den store vandkanon, der stod parat få hundrede meter fra kirken, blev ikke anvendt. Ingen politibiler ventede mig efter tagsprædikenen. Med tilfredshed noterede jeg mig, at et par tv-journalister var kravlet op på nabotaget og havde optaget hele mødet. ”Ham til venstre,” blev det hvisket til mig, ”er regeringens mand. Nu vil hele forkyndelsen blive afspillet for myndighedernes i Sofia.”

Imidlertid foretog vi den dag i ly af kirkens mure en handling, som yderligere skulle give det profetiske frihedsbudskab vinger – og som helt sikkert et par dage senere førte til min arrestation samt politiets internering af hele den danske pilgrimskonvoj…

Det var vanskeligt at få folk ind i kirken uden at de blev fulgt af civilt politi. Overalt i skaren stod ’bedende’ politifolk. Uden at bevæge hovederne holdt de nøje øje med, hvad den øvrige forsamling foretog sig. Hvis nogen løftede hænderne i lovprisning, så gjorde de det også. Hvis der blev sunget, sang de også, Blev der råbt ’Halleluja’! – så råbte de også halleluja. De forsøgte i det hele taget at smelte ind i atmosfæren og var under hele gudstjenesten en så levende del af menigheden, at ingen ved første øjekast kunne finde ud af, om de var kristne eller ej. Det bulgarske ’KGB’ var hemmelige agenter i ordets virkelige betydning. Spioner! Systemets håndlangere! Angivere! Forrædere mod deres egen folk og deres egen tradition.

I et øjebliks inspiration glimtede det under forkyndelsen for mig, hvorledes vi kunne få disse spionerende politifolk udskilt. Det var vigtigt, at kun kristne mænd og kvinder efter mødet forsamledes i den lille kirke. Ingen af ’sjakalerne’ måtte komme med. Det ville bringe vort arbejde i en vanskelig situation og ville forstyrre vort forehavende.

Derfor råbte jeg fra min ’prædikestol’, taget af den lille evangeliske kirke på Lenin Boulevard nummer 117: ”Jeg beder nu alle brødrene gå ind i kirken. Derinde vil jeg bede for jer. Vi tror, at når mindre grupper er samlet til bøn i kirken, vil Guds Ånd på en særlig måde komme over jer – og ingen af jer vil gå ud af den kirke, som I kom ind!

De civile politifolk skelede til hinanden. Det lød ildevarslende: ’Ingen vil komme ud, som de kom ind’! Eller: ’Guds Ånd vil komme over jer på en særlig måde’! Afskrækkende! Der var ingen grund til at udsætte sig selv for ubehagelige overraskelser. Medens politifolkene havde udført deres spionage ved det kristne massemøde foran kirken i Sortehavsbyen Varna, havde de været vidne til flere overraskende fænomener. De havde set blinde få deres syn, og havde hørt folk fortælle om de besynderligste helbredelser. Bulgarske mænd og kvinder ved siden af dem var begyndt at lovprise Gud i ukendte sprog, som der ikke blev undervist i ved landets universiteter, og der var et underligt fremmed klima over det hele. Bedst at undgå at komme i direkte berøring med disse mærkelige, overnaturlige kræfter.

På dette grundlag var adskillelsen sikker…

Mængden begyndte at sive ind i kirken, men politifolkene blev udenfor. De skulle ikke nyde noget med at ’komme anderledes ud end de var kommet ind’.

Langsomt fyldtes det lille, beskedne kirkelokale med de første to hundrede. Flere var der ikke plads til. Alle var mænd. Forventningsfulde stod de foran prædikestolen.

På bordene havde vi fremlagt to store ruller papir. Disse papirruller havde været vanskelige at fremskaffe. For det første var det svært at finde så meget papir – og for det andet blev de, der ønskede at erhverve en sådan rulle udsat for nærgående spørgsmål.

Det var forbudt at eje en skrivemaskine, hvis den ikke var registreret af politiet. Så meget mere var det utilladeligt at være i besiddelse af et så stort kvantum papir. Måske skulle det bruges til at trykke på. Noget samfundsfarligt! Papirruller var fjendskab mod systemet.

Men nu lå de der på bordet. Store, lysende og indbundne. Alle klar til at modtage mændenes underskrifter. For dette var timen, hvor kristenfolket i Bulgarien burde indgå en særlig pagt med Gud. Dette var dagen, hvor – som fordum i Israel – at folket kunne udtale et løfte for Herren. En overenskomst med Gud.

Mændene sivede stadig ind i kirken. Politifolkene holdt sig udenfor. Ikke én af sikkerhedspolitiets agenter vovede sig ind i den lille bygning.

Bøjede af hårdt arbejde, forslidte, i tykke forvaskede skjorter stod nu de første to hundrede foran alteret. Udenfor ventede tusinder på at komme ind. Øjnene lyste mig i møde. Alle var ivrige og forventningsfulde.

Jeg gik op på prædikestolen og placerede Bibelen på skranken foran mig.

”Jeg har ikke noget sværd med!” begyndte jeg. Alle nikkede. De vidste, hvad jeg talte om. I forrige århundrede havde en kendt bulgarsk patriot og frihedskæmper gennemrejst landet med en bibel og et sværd. Hvor han kom frem tog han al folket i ed. ”Kæmp for jeres frihed!” råbte han. ”Sværg at I vil kæmpe mod tyrkerne til vort land er frit!” Ved edsaflæggelsen lagde han sværdet og Bibelen foran de forsamlede. Han forlangte, at hver enkelt skulle indvie sig til frihedskampen ved disse to: Bibelen og sværdet!

I Varna forstod alle øjeblikkets hellighed. Da jeg lagde Bibelen på bordet, råbte jeg: ”Intet sværd! Kun Bibelen. Kun Guds Ord!”

Den dag aflagde godt 5000 mænd et løfte for Herren. ”Vi vil ikke hvile, før evangeliet er trængt igennem til hele vort folk.” At denne pagtslutning ikke blot var en overenskomst, som skulle forblive i det skjulte bag kirkens mure, afgjordes ved, at alle mændenes underskrifter omhyggeligt blev rullet sammen i de to kæmperuller. Det ene blev dagen efter sendt til Bulgariens daværende præsident, Todor Jivkov, og den anden til Sovjetunionens statschef Mikael Gorbatchov.

Da de unge mænd sneg sig ud af kirken med de sammenrullede underskriftsfolier under armen, optog de civile politifolk straks forfølgelsen. Hurtigt sprang de med deres kostbare last ind i en Lada og satte fuld fart på ned ad Lenin Boulevard. Den sorte diplomatvogn med de hvide foragtede nummerplader fulgte efter i nogen afstand. De kristne unge kendte imidlertid spillets regler. Hurtigt drejede de omkring et par hjørner og sprang derpå ind i en anden ventende bil. Den følgende dag blev de to kæmperuller med Gudspagten afleveret på de rette steder i Sofia.

Budskabet var tydeligt. Og det var profetisk. De tre dages forkyndelse fra taget af kirken i Varna havde ved denne pagtsslutning fået et rungende ekko. Ordene ’Lad mig folk gå’ kom ved disse skriftruller til at lyde i den moderne Faraos’ administrationskontorer fra Sofia og Moskva.

Og kort efter brød frihedsbølgerne gennem alle diger og mure. Ingen kunne standse dem! Som et vildt og uroligt hav skyllede den al modstand til side. Med et dundrende brag blev mere end 40 års gudløs filosofi styrtet til jorden.”

*

Åndelig vise, der søger en melodi

En åndelig vise, som mindes

30 årsdagen for vækkelsens udbrud

i Varna i Bulgarien

Den 9. APRIL 1989

… en husvalelsesdag

1. Den aprildag ved Sortehavet
   – efter fyrretyve års djævlerødt mørke –
   kom de flyvende som svaler fra hver en egn
   Det var tidligregns tider
   efter blodstjernens kvælende tørke
   og markens mangel på forårets regn.
   
   
   Kor:
   Kom! Lad os gøre os rede
   til at prædike om Jesus
   fra kirkens tag!
   Kom! Lad os sammen bede
   om en Åndens regnfuld
   opvækkelsens husvalelsesdag!
   
   
2. Jeg stod nu dér på kirketaget
   og løftede lykkelig vækkelseshornet
   og råbte med nød og glød: ”Let my people go!”
   Da hørte jeg den brusen,
   lovsangens susen, midt gennem kornet,
   som Herren noterer i sin hovedbog.
   
   

Kor:
Kom! Lad os gøre os rede…

1. Nu sad han dér, storgeneralen,
   den røde, femstjernede med øjets sprække
   og ventede på det gunstige øjeblik…
   Med ét kom hans indgriben,
   som fandt sted under det dulgte dække
   af hans løftede hånd og hovedets nik.
   
   
   Kor:
   Kom! Lad os gøre os rede…
   
   
   
2. Gudsnotatet gentages atter:
   Al jordens dommer kalder; timen er inde,
   i land efter land falder uret brat i slag
   – og de blinde, som førtes
   af dødens blinde, der leder blinde
   vågner nu op til en forunderlig dag.
   
   Kor:
   Kom! Lad os gøre os rede…

Johny Noer